Jeg har med stor interesse lyttet til Winston Marshalls nylige interview med Ibn Warraq – ikke mindst fordi jeg oversatte hans berømte bog, ”Why I Am Not a Muslim”, som udkom i 2004 med den danske titel ”Derfor er jeg ikke muslim”.

Jeg syntes, at bogen var lidt rodet, men forfatteren gav mig frie hænder til at rette op på teksten – mest i form af, at jeg omplacerede nogle tekststykker – uden at jeg naturligvis ændrede meningen.

Ibn Warraq har ikke opgivet sin kompromisløst radikale kritik af islam. Faktisk betragter han de hellige skrifter, Koranen og Hadithen, som frit opfundne fortællinger om en person med titlen Muhamed (Muhamed er ikke et navn, men betyder snarere Den ophøjede), der påstås af være død i 632, men som aldrig har levet. Historierne om Muhamed blev opdigtet flere hundrede år efter hans påståede død, og Koranen stammer ikke fra Mekka eller Medina. Det er, siger Ibn Warraq, ligesom med Robin Hood, hvorom der er skrevet mange bøger og lavet adskillige film, men som heller ikke er en historisk person.

Ibn Warraq betragter det som umuligt at reformere islam. Islam har f.eks. aldrig – som Vesten har gjort – beklaget og taget afstand fra slaveriet, selv om de millioner af afrikanere, der er indfanget siden 600-tallet og næsten indtil i dag (der er stadig slaveri i Sudan), led en grummere skæbne end dem, der blev fragtet over Atlanten til den nye verden. Mandlige slaver blev kastreret, og kvinderne blev brugt som sexslaver. Og han kunne have tilføjet, at hvis de sorte slaver fødte børn, blev disse ombragt umiddelbart efter fødslen. Derfor er der næsten ingen sorte i de fleste muslimske lande.

Også andre steder fór islam frem med yderste grusomhed. Verdenshistoriens største folkemord fandt sted i Indien, hvor muhamedanske krigsherrer udryddede over 100 millioner hinduer.

Som sagt tror Ibn Warraq ikke, at man kan reformere islam, fordi de hellige skrifter betragtes som Allahs uforanderlige budskab, der gælder til alle tider, men alligevel sker der noget, fortæller han.

Hvad han betegner som en ”tsunami” af mennesker i de muslimske lande har forladt islam, men tør ikke stå frem, fordi straffen for frafald er døden, med mindre man angrer og vender tilbage.

Hvorfor ser vi få eksempler på frafald i Vesten? Ibn Warraq mener, at det blandt andet skyldes Vestens selvpineri, som især praktiseres af venstrefløjen, der sjældent forsømmer nogen lejlighed til at lægge den vestlige kultur og historie for had. Og hvor mange muslimer har lyst til at lade sig integrere i en synkende skude?