Jeg ved ikke, om Ulla Tofte, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, har læst Kasper Støvrings og Thomas Kluges bog ”Det moderne er fortid” (Forlaget Eksistensen), der udkom i foråret, hvor de kritiserer museumsdirektøren for at være en typisk progressiv aktør i den danske museumsverden. Men det kunne godt se sådan ud.

I hvert fald har direktøren brugt sin sommerferie på at give en teoretisk forklaring på, hvad museets mission er, med en kronik i noget, der hedder Kulturinformation, som kun meget få mennesker kender, og som jeg kun blev opmærksom på, fordi Ulla Tofte selv refererede til den i et opslag på Facebook.

Hendes mission for Det Nationalhistoriske Museum er primært at undgå at havne i ”nationalisme”. Det er, forstår man instinktivt, en vederstyggelighed i nationens krop og hører slet ikke hjemme på nationalhistorisk museum, der gerne vil befinde sig »i krydsfeltet mellem fortiden og fremtiden, i spændingsfeltet mellem det lokale og det globale og sidst, men ikke mindst, i mødet mellem det personlige og det universelle.«

Ulla Toftes afsæt er at lægge afstand til Jürgen Habermas’ kliniske forfatningspatriotisme, der bygger på politisk loyalitet over for demokrati, retsstat og menneskerettigheder snarere end konkret-sanselige historiske og kulturelle forhold. Forfatningspatriotisme er for abstrakt, erkender hun. Men hvad sætter hun i stedet?

Direktørens svar på det spørgsmål er sigende. Der er brug for en meget stærk kollektiv fortælling, understreger hun.

Ulla Tofte henviser til den franske religionshistoriker Ernest Renan (1823-92) og skriver, at en nation har brug for en fortælling, som dels skal kunne »rumme store forskelle«, dels skal »danne grobund for noget nyt«. Og tilføjer så: »Selvom det lyder utopisk, bør det vel netop være lige præcis så store ambitioner, museer skal have.«

Hvad der er brug for er således ord, lyd og billeder, narrativer, fortællinger, lyrik, prosa og musik. Brød og skuespil, fristes man til at sige med romerne, men først og fremmest de rette ord og kapitler i en fortælling, som kan indløse en bedre og lysere fremtid.

Men hvad så med virkeligheden?

Den er der ikke mange i de talende klasser, der taler om. Museumsdirektør Ulla Tofte har det tydeligvis ikke godt med begreber som etnicitet og religion – eller bare kristendom. De er suget helt ud af fortællingen. Ligesom Habermas vil hun helst inkludere uden at sætte navn på hvad. Hun vil gerne skabe grobund for noget nyt.

Sagen er blot, at dette netop er, hvad ikke blot museer, men i det hele taget de fleste lande har gjort i Vesteuropa i løbet af den seneste generation. Vi har forelsket os i, jagtet og indfriet utopien, givet den krop og fylde, dvs. virkeliggjort utopien.

Ment, at vi kunne rumme endog meget store forskelle i vores nationer og velfærdsstater – etniske, religiøse, kulturelle, sproglige – og forsikret hinanden om, at projektet nok skulle lykkes, hvis ikke i dag, så i morgen. Og samtidig skabt grobund for noget nyt, dvs. parallelsamfund, klaner, socialt bedrageri i en helt ny skala, islamisering, tørklædekultur, bander og kriminalitet i anden, tredje eller fjerde potens.

Værst står det som bekendt til i Sverige, Storbritannien og Frankrig. Men Danmark er på vej i samme retning, blot lidt mere adstadigt, ja, så tilpas adstadigt, at man stadig kan benægte udviklingen og dens årsager og slippe afsted med det.

Ulla Tofte mener selv, at hun står på ryggen af en tradition med rod i det moderne gennembrud i sidste halvdel af det 19. århundrede. Men det næste spørgsmål er så, hvad det moderne projekt egentlig var og fortsat skal være. Ulla Tofte og hendes indflydelsesrige meningsfæller mener øjensynlig, at det moderne var radikalt, og at vi andre skal gå samme vej. »Selvom det lyder utopisk, bør det vel netop være lige præcis så store ambitioner, museer skal have.«

Men her er der brug for et korrektiv, afstemt af den historiske virkelighed både med hensyn til lande og museer.

Det moderne Danmark, lad os for nemheds skyld sige Danmark efter nederlaget i 1864, var ikke radikalt, men nationalt. De moderne kunstnere, opfindere, samlere og industrialister stræbte endnu ikke efter at være en del af et skred og en utopi – det kom først med det 20. århundrede. De ønskede snarere at besinde sig på de kulturværdier, der allerede fandtes inden for bl.a. industri, landbrug, kunst og kunsthåndværk. Dem ville man gerne forfine i samtiden.

De nationalt-moderne vendte sig ikke heller væk fra omverdenen. De forberedte sig i stedet på svære og omskiftelige tider ved at dyrke egne færdigheder og kvaliteter i stedet for at kopiere, hvad andre gjorde – netop for at kunne være noget i sig selv.

Dette er begyndelsen på historien om det moderne Danmark, som er gået i glemmebogen. Istedet har radikalismen og det progressive historiesyn sejret ad helvede til. Ulla Tofte tror, hun udtrykker noget nyt, men gentager et gammelt nummer.

Der er imidlertid slet ikke brug for politiske besværgelser som Ulla Toftes. Fædrelandet er netop ikke en ond chauvinisme, men slet og ret et beskedent ly for natten, hvor man tilmed kan være så heldig at føle sig hjemme. Det sidste skyldes ikke, at vores nationale shelter kan sammenlignes med et slot som det, Ulla Tofte går rundt på, eller skal forestille at være moralsk bedre end andre fædrelande.

Næ, som jeg skrev i min anmeldelse af Støvring og Kluges bog, der satte denne debat i gang, så befinder vi os i dag, takket være de erfaringer, vi har gjort os i løbet af mere end 30 år efter de geopolitiske omvæltninger i 1989. Optimismen er punkteret. Virkeligheden ramte den.

Det er en pointe, som de progressive eliter i politik, erhvervsliv og kultur utroligt nok endnu ikke har forstået. Hvorfor de går til kunst og museumsliv, som går de til politik, dvs. hygiejnisk, dvs. tror, at de kan udrense gamle normer og traditioner, fjerne det irrationelle og dæmoniske fra tilværelsen og med et snuptag indfri en ny verdensorden.

»Museum for fremtiden«, som der står på Ulla Toftes egen FB-side. Dvs. en fremtid uden det, hun ikke bryder sig om, herunder virkeligheden.

I virkelighedens verden er det etniske en faktor, også i nationalstaten. Den engelske sociolog Anthony D. Smith har som bekendt skrevet en masse om sammenhængen. Når vi ignorerer den, tæller den dobbelt.

Fordoblingen af den etniske faktor træder i særdeleshed frem, når politi og andre myndigheder gerne vil hemmeligholde den etniske identitet af gerningsmænd til voldtægter, overfald og mord. Hvorfor skal sandheden sløres? Hvad er det, befolkningen ikke må vide? Hvorfor er det etniske blevet så kontroversielt?

Det er det, fordi myndigheder og elite, politi og museumsdirektører, ikke bryder sig om etnicitet. De foretrækker en kosmopolitisk verden, hvor den slags er irrelevant. Det gør jeg faktisk også, men min erfaring efter snart et langt liv på jord er, at etnicitet er en faktor, en faktor blandt flere, men immervæk en faktor, vi ikke skal ignorere.

Heller ikke i forsøget på at bevare, hvad alle danskere holder af i større eller mindre grad og føler solidaritet med – nemlig Danmark. Helst før Danmark bliver til historie.