Alle briter, der ejer fast ejendom, befinder sig i en risikozone. Labour-regeringen er desperat efter penge og vil aldrig mere være så magtfuld, som den er i dag.

Finansminister Rachel Reeves forventes at øge arve- og kapitalgevinstskatten. En årlig formueskat for boligejere diskuteres også.

Dette ville være en katastrofe, det mest eksplosive angreb på privat ejendom siden 1940’erne, og skal bekæmpes af alle rettænkende mennesker.

Det er, hvad Allister Heath skriver i The Telegraph. Han er en velkendt pessimist, men pyt med det: Han har en pointe.

Lejemarkedet er allerede under angreb, ligesom her i Norge. Velhavende briter flygter ud af landet for at undgå de nye skatter. Skolerne er også under angreb, men det er ikke de rige, der rammes.

På samme måde som Ap hævder Labour at arbejde for arbejderklassen. Men det er netop arbejder- og middelklassen, der rammes af disse politiske beslutninger.

De drømmer om et “folkebudget” i Lloyd George-stil for det 21. århundrede; i modsætning til i 1909 ville det velstående Midtengland være hovedmålet for straffen, ikke kun store jordejere.

Status quo er ødelagt, men alle disse “løsninger” ville have været værre. De er kendetegnet ved mangelfuld klassisk, marxistisk eller georgistisk økonomi, der uden skyggen af bevis hævder, at skatter på ejendom nødvendigvis er mindre skadelige end skatter på indkomst eller forbrug, og de ville ødelægge Storbritanniens resterende tiltrækningskraft på global kapital og talent.

Det, som socialister i alle lande nægter at acceptere, er, at du allerede har betalt skat af dit hjem. Vi bliver oversvømmet af skatter, og så vil de tage mere af det, vi har formået at spare op gennem mange årtiers hårdt arbejde.

Men ligesom Støre har Starmer brug for masser af penge til at finansiere masseindvandring og krigen i Ukraine. Så hvad betyder det for en almindelig norsk familiefar og skatteyder? Næppe særlig meget.

Antallet af godkendte asylansøgninger frem til juni i år er mere end tre gange højere end sidste år, hvilket Sunak-regeringen bærer en stor del af ansvaret for.

I løbet af et øjeblik har en række artikler og pamfletter opfordret til en radikal “reform” af ejendomsbeskatningen.

Charles Goodhart skriver i Financial Times om visdommen i ejendomsskat. Tim Leunig, økonom hos Onward og tidligere rådgiver for Rishi Sunak, ønsker også at erstatte kommuneskatten med en afgift på 0,44 procent på boliger med en værdi på op til 500.000 pund.

Eliterne holder sammen på tværs af partiskel, men heldigvis har briterne stadig flere konservative eller neutrale medier.

Labour indførte kapitalgevinstskat i 1965, men ønskede snart at gå videre. Partiets manifest fra 1974 var skræmmende i sin socialistiske ærlighed:

“Vi vil indføre en årlig formueskat på de rige, indføre en ny skat på store overførsler af personlig formue, beskatte ejendomsspekulation hårdt – herunder en ny skat på ejendomsselskaber.”

Hvis de rige flytter ud, forsvinder en stor del af skatteindtægterne. Regningen sendes så videre til almindelige mennesker, som samtidig skal forsørge alle migranterne. Det er sådan, et samfund forfalder. London er faldet.

I USA fører ejendomsskatter til social segregering: Folk med lave indkomster har ikke råd til at bo i rige områder, selv om de har betalt af på deres boliglån.

Dette er virkeligheden. Tidligere var der et velkendt udtryk, der sagde, at revolutionen æder sine egne børn. Nu er det socialdemokratiet, der æder hele befolkninger.

Hvad er der sket med den konservative tankegang, ønsket om at bevare sin nation og bekymre sig om mennesker, som måske ikke sidder i toppositioner?

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark