Det er svært at følge med i nyhederne i Storbritannien i disse dage. Knivangreb, det sidst kendte på Leicester Square i London mod en 11-årig pige for få dage siden, optøjer, fængsling af folk for at dele indlæg på sociale medier, og beskyldninger om racisme og islamofobi, der er så gennemgribende, at de er blevet hverdagskost.

Alligevel går der en rød tråd gennem det hele: Storbritannien er blevet delt i to. Det er eliten, som skubber den muslimske indvandrerbefolkning foran sig, imod det britiske folk. Det britiske folk må acceptere, at landet er ved at gå under, og dem, der stadig taler højt, bliver stemplet som racister og smidt i fængsel.

Ironien kunne ikke være mere grotesk: Storbritanniens fængsler er overfyldte, og derfor har den nye premierminister, Keir Starmer, løsladt over 10.000 fanger før tid. Men knap nok var det sket, før optøjerne og de efterfølgende anholdelser fandt sted. Og nu er det rigelig med fængselspladser: Omkring 700 mænd er blevet arresteret og har allerede fået fængselsstraffe, efter at deres sager blev givet førsteprioritet.

Misforstå mig ikke; mange af dem har begået voldshandlinger og hærværk, som ikke kan undskyldes, og som bør straffes. Alligevel er det påfaldende, at der gives relativt lange straffe til folk, der har begået mindre alvorlige lovovertrædelser, end til voldsforbrydere med langt mere alvorlige straffeattester, såsom Lawson Natty, en 18-årig, der blev idømt kun to år og otte måneders fængsel efter at have deltaget i det macheteangreb, der tog livet af Gordon Gault (14), og som blev løsladt efter kun seks måneder.

Derimod er der givet flerårige domme til folk, der har brugt sociale medier til at opildne til vold. Tyler Kay, 26, blev idømt tre år og to måneders fængsel for at opildne til racehad på nettet.

Desværre er dette ikke et enestående eksempel.

Endnu mere bekymrende er anholdelserne af folk, der har delt og skrevet indlæg på de sociale medier, og er blevet beskyldt for at dele vildledende oplysninger uden at vide det. Indtil videre er det ikke en kriminel handling i Storbritannien, for hvem ved med sikkerhed, om det, de har læst eller set, er hundrede procent korrekt? Bernie Spofforth, en 53-årig kvinde fra Cheshire i England, blev anholdt i sidste uge for at have delt et indlæg på X, hvor hun spekulerede i identiteten på den morder, der tog livet af tre skolepiger i Southport. Hun åbnede opslaget med »hvis dette er sandt …«, så det var ret tydeligt, at hun ikke var sikker.

Summa summarum: Spekulationer på de sociale medier kan få store konsekvenser. Ligesom i Sovjetunionen eller Maos Kina, tjener sådanne anholdelser som eksempler: De har til formål at skræmme folk fra at ytre sig. Free Speech Union, en organisation ledet af journalisten Toby Young, hjælper Spofforth og siger til X, at hun sandsynligvis ikke vil blive sigtet. Alligevel er det en stressende oplevelse at blive anholdt, især når man er en lovlydig person uden direkte erfaring med loven.

#twotierkeir trender på sociale medier

Hashtagget #twotierkeir opstod hurtigt efter optøjerne. Det begyndte at stå klart, at retssystemet ikke længere fungerer efter idealerne fra den romerske gudinde Justitia – som dømte med bind for øjnene. Etniske briter, der kritiserer status quo, bliver behandlet efter en anden standard end etniske minoriteter. Da Palæstina-protesterne var på sit højeste, blev hadefulde, truende og antisemitiske holdninger, der blev råbt i det offentlige rum, herunder på de sociale medier, ignoreret. Da nogle briter – som normalt ikke gør oprør i gaderne – havde fået nok af en udvikling, som de følte sig magtesløse over for, handlede myndighederne hurtigt. Keir Starmer kaldte dem »bøller fra det yderste højre« og viste ingen forståelse for, hvorfor det var kommet så vidt.

»Det er ved at blive klart, at myndighederne er bange for, at flere briter siger fra. Det er en gammel nyhed, at totalitære regimer har brugt sådanne metoder – fængsling, anholdelser og stadig strengere regler for ytringer. Men at et moderne vestligt demokrati som Storbritannien bruger sit voldsmonopol mod borgere – sit eget folk – der udtrykker deres synspunkter på de sociale medier, er intet mindre end en demokratisk katastrofe.

Sproget fra myndighederne er påfaldende hårdt. Folk bliver tydeligvis skræmt til tavshed, og nyhederne fortæller os, at der er blevet ansat nye politibetjente til at overvåge de sociale medier. »Hvis indholdet er ‘hadefuldt’, vil det blive fjernet, og hvis det er ‘hadefuldt’, men lovligt, vil det også blive fjernet,» sagde statssekretær Mark Rowley, i et interview. De venstreorienterede medier som BBC og The Guardian går selvfølgelig myndighedernes ærinde, men The Times og andre mere højreorienterede medier, har også i vid udstrækning fulgt den officielle linje.

»Den afskyelige Laurence Fox«

»Da Keir Starmer sagde, at voldelige agitatorer ville blive mødt med lovens fulde styrke, var der nogle, der mente, at det gjorde Labour-lederen til en forræder. Folk som den afskyelige Laurence Fox, en ubetydelig skuespiller og leder af noget, der hedder The Reclaim Party,« skrev The Scotsman i en leder den 6. august. Den fortsætter med at give Starmer fuldstændig ret, og udpeger også Elon Musk (elitens hadeobjekt nummer ét) og Tommy Robinson (måske endnu mere foragtet) som personer, der skal slås ned på.

Det er selvfølgelig bekymrende. For et par år siden blev USA portrætteret som et polariseret samfund, hvor naboer ikke længere hilste på hinanden, fordi de stod på hver sin side af det politiske spektrum, men her i Storbritannien er potentialet til at gå endnu længere til stede, fordi vi ikke har ytringsfrihed som en grundlovssikret rettighed.

Store navne som Elon Musk klarer sig normalt godt. Det samme gør højt profilerede journalister, som stadig tør stikke hovedet frem, som Brendan O’Neill. Rowan Atkinson, skuespilleren, der skabte Mr Bean, er en kompromisløs tilhænger af ytringsfrihed og påpegede for nogle år siden, da han talte i Underhuset, at det ikke var privilegerede mennesker som ham selv, der risikerede noget ved at udtale sig, men folk med en lavere profil:

“Mine bekymringer handler ikke så meget om mig selv, men mere om dem, der er mere sårbare på grund af deres lavere profil. Som den mand, der blev arresteret i Oxford, fordi han kaldte en politihest for bøsse. Eller teenageren, der blev anholdt for at kalde Scientology-kirken for en kult. Eller caféejeren, der fik en politiadvarsel for at vise citat fra Bibelen på en tv-skærm.”

Udtalelserne minder os også om, at tilsyneladende vilkårlige anholdelser ikke er noget nyt i Storbritannien. Det er ikke opstået pludseligt i et vakuum, og selv om det er Labour, der nu fører an, er Det Konservative Parti ikke fritaget for skyld. De startede noget, som Labour har intensiveret og gjort almindeligt.

Arbejderklassen er målet

Glamouren ved Storbritannien som et åbent, tolerant samfund er helt sikkert ved at dø. Landet er stadig idyllisk mange steder. Der er bastioner, hvor det britiske landskab, grønt med enge og bakker, kun afbrudt af venlige, velholdte landsbyer, hvor der bor mennesker med traditionelle værdier, er præcis, som det altid har været. Den hvide arbejderklasse findes også, men den er ikke så idyllisk og har base i nedslidte byer, som engang var glamourøse for deres tid. Industrien er død, og mange af disse byer, som Rochdale, Glasgow og Birmingham, er præget af håbløshed. Det er disse håbløse indbyggere, som har moskeer, hvor de engang havde kirker og pubber, som kæmper for at få råd til en bolig, og som mærker inflationen og de høje fødevarepriser, som den britiske regering går efter.

Regeringen – som består af et koordineret statsapparat, præcis som det fungerer i totalitære regimer – vil knuse kritik. Storbritanniens fejlslagne indvandrings- og integrationspolitik må ikke offentliggøres. De, der har ødelagt landet, er begyndt at gå i panik, og derfor er der en enorm mobilisering fra medierne, venstreorienterede personer, politiet, folkevalgte og regeringen. For hvad vil der ske, hvis flere mennesker begynder at vågne op?

En nylig meningsmåling viser, at et flertal af briterne mener, at indvandringen har ført til negative konsekvenser for landet. Hvis der kommer en regulær borgerkrig – og det er jeg ikke så bombastisk sikker på som Elon Musk, der mener, at det er uundgåeligt – så har regeringen virkelig et problem. Det er lettere at slå ned på de magtesløse, ubehøvlede og uuddannede nu end at vente på, at utilfredsheden vokser til et punkt, hvor størstedelen af middelklassen føler sig lige så frustreret. Det er også lettere at kontrollere hvide, vrede briter end dele af den muslimske befolkning, som ikke overholder britisk lov. De har sharialov og klan-tilhørsforhold, og myndighederne har valgt at indtage en beroligende holdning i stedet for at konfrontere dem.

Politiet sætter sin lid til »samfundsledere«, dvs. klanledere, og lader disse ikke-valgte mænd tale på vegne af kvinder, børn og mænd. De vender det blinde øje til lovovertrædelser begået i disse samfund, fordi de har valgt en politik, hvor der er ét sæt regler for briter og ét for den muslimske indvandrerbefolkning. Storbritannien er blevet et land, der er delt i to. Et land, der mere og mere ligner et tyranni, og mindre og mindre ligner et oplyst, demokratisk arnested for liberale værdier.

Overfladisk frihed

På overfladen har vi frihed, men under overfladen er det ved at blive klart, at hvis du vil nyde dine friheder, skal du underkaste dig. Systemet minder om det, som den amerikanske forfatter James Lindsay kalder »Dengisme«, efter den kinesiske kommunistleder Deng Xiaoping. »Under dengismen har borgerne ret til at tjene penge, have et job og have adgang til tjenester som bankvæsen, transport og sociale medier, så længe de repræsenterer synspunkter, der er accepteret af staten. Lyder det bekendt?« spørger han retorisk.

Som indbygger i Storbritannien er jeg bange for, at jeg må erklære mig enig. Det land, jeg flyttede til for 20 år siden, har gennemgået en gradvis revolution, men det er ikke kun Storbritannien, der er blevet påvirket. EU og Norden er ikke langt bagefter. Derfor er det vigtigt at dokumentere, hvad der sker, så vi kan forstå det og gøre modstand så længe det er muligt.

Kjøp Totalitarismens psykologi her! Kjøp eboken her!