“Angela Rayner blev sandsynligvis udnævnt til boligminister for at koncentrere sig om, hvor hun egentlig bor. Ingen kan være helt sikker.

Angela tror for eksempel, at hun bor et bestemt sted, men nogle af hendes naboer er af en anden mening. De siger, at hun bor et andet sted. Det er alt sammen meget forvirrende. Måske vil en periode som boligminister få hende til at tænke sig om en ekstra gang, og det hele vil blive opklaret.”</p

Dette skriver Rod Liddle i en kronik i The Times. Ligesom den norske regering gør Labour boligmarkedet umuligt for almindelige arbejdende mennesker. Labours ønske om at flå de rige rammer dem med de laveste indkomster hårdest.

Ejerne af lejligheder, der udlejes, bliver straks betragtet som røvhuller. Det var, hvad Torys Michael Gove syntes at mene, da han var boligminister.

Der er altså konsensus på tværs af partierne om, at det er okay at slå ned på udlejere, fordi alle hader dem. Ideen om, at det kunne være nyttigt for samfundet at købe en ejendom for at leje den ud til en anden, faldt ikke Michael ind, og det er bestemt ikke faldet Angela ind, hvilket er grunden til, at vores boligkrise – som først og fremmest handler om overkommelige priser, ikke om mangel på bygninger – vil blive værre. Meget værre.

Rayner vil sandsynligvis ophæve § 21 i lejeloven, som giver udlejere mulighed for at smide skiderikker ud, der ikke betaler deres husleje. Dette vil naturligvis reducere antallet af mennesker, der investerer i lejligheder til leje, og dermed vil prisen automatisk stige.

Vi har set det i Norge, hvor huslejerne bogstaveligt talt er eksploderet.

Og så er der de britiske klimakrav. Labour kræver, at alle boliger, der udlejes privat, skal have en energimærkning på C eller derover.

Alle lejligheder af en vis alder vil derefter blive solgt eller flyttet til det lukrative AirBnb-marked. Men hvor skal den britiske arbejderklasse bo?

Som i Norge er det en dårlig investering at eje udlejningsejendomme. Konsekvenserne er alvorlige.

I London er den private udlejningsmasse blevet reduceret med 41 procent siden slutningen af covid-pandemien, netop fordi udlejerne så, hvilken vej vinden blæste, og trak sig ud af markedet.

Dette sker over hele Storbritannien, og det hjælper ikke at fængsle et par hundrede mennesker for at sige eller skrive noget dumt på de sociale medier.</p

Venstreorienterede ser, hvad der sker, og kræver mere boligstøtte. Men hvad med at behandle sygdommen i stedet for symptomerne?

Hvis Rayner mener det alvorligt med at løse boligkrisen, bør hun give en udlejer et knus, ikke slå ham i hovedet med en kæp.

Hvis Rayner mener det alvorligt med at løse boligkrisen, bør hun give en udlejer et knus, ikke slå ham i hovedet med en kæp.

Det kan være svært for Labour at være venlig over for kapitalistiske svin, men fordelene ville være næsten øjeblikkelige. En voksende privat udlejningssektor ville stabilisere huslejestigningerne og give flere mennesker et hjem.

Igen ser vi et eksempel på, at det ikke handler om kærlighed til de lavtlønnede, men om en slags had til dem, der rent faktisk har formået at opbygge noget kapital. Med fri konkurrence uden statslig indblanding ville huslejerne være lavere.

Det ville gavne arbejderklassen, som ikke har nok egenkapital til at købe sit eget hjem.

Hvis masseindvandringen stopper, er boligkrisen næsten løst.

Rayner har indledt sin spændende periode med at angribe private udlejere. Det er fint – hun er ikke alene. Faktisk er det blevet en selvfølge, at alle udlejere er nogle røvhuller.

Gove var ikke meget bedre. Men Rayner siger, at alle skal have en bolig, der er til at betale, og hun gør alt, hvad hun kan, for at gøre det umuligt.

Storbritannien har oplevet år med COVID-restriktioner, der er værre end Nordkorea. Så er der optøjer, efter at små piger er blevet dræbt af udlændinge. De, der protesterer, ender i fængsel.

Nu vil de blive frataget muligheden for at have et sted at bo. Det er lejerne, der bliver alvorligt ramt. Socialdemokrati, når det er allerbedst.