Den norske reaktion på Israels tilbagekaldelse af akkrediteringen af 8 diplomater, som efter en beslutning i den norske regering nu repræsenterer Norge i “Staten Palæstina”, må være baseret på en meget speciel og udvidet fortolkning af Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser. Sideløbende akkreditering af diplomatisk personale, til en anden stat end modtagerstaten, er meget almindeligt, men det forudsætter, at modtagerstaten accepterer den dobbelte rolle.

I det pågældende tilfælde, har den norske stat givet diplomatisk personale opgaver i forhold til en ikke-eksisterende stat, hvis eksistens anerkendes indenfor modtagerstatens internationalt anerkendte grænser. Israel kan som modtagerstat ikke se dette anderledes end som en fjendtlig handling, der krænker ethvert formål og princip i diplomatiske relationer.

Vi må spørge, hvad der motiverer de norske myndigheder til at behandle en traditionelt venligtsindet stat på denne måde. Hvordan ville de norske myndigheder reagere, hvis en stat, som Norge har diplomatiske forbindelser med, ville erklære anerkendelse af en ny stat indenfor Norges grænser, som også havde det langsigtede mål at udslette Norge fra landkortet, og derefter kræve godkendt sideløbende akkreditering af ambassadøren til denne nye stat? Kan man virkelig kalde sig Israels ven, når man år ud og år ind, støtter en gruppe arabere ledet af terrororganisationer, der kræver anerkendelse af en stat – som aldrig har eksisteret – på Israels ruiner?

Israel har endelig fået nok af norske politikeres mangeårige, og ensidige, politik mod Israel, og deres fortsatte støtte til terrororganisationerne Hamas og PLO, samt utallige milliarder af nordmændenes skattekroner i bistand. Ikke alene er udenrigsminister Barth Eide en persona non grata i Israel, men nu gælder det samme også for 8 norske diplomater.

Snebolden begyndte for alvor at rulle med rådet om, at Hans Majestæt Kong Harald ikke måtte kondolere over for jøderne, efter Hamas’ blodige massakre på forsvarsløse civile. På grund af Norges misforståede udenrigspolitik i over 30 år, og politikernes ensidige støtte til en ikke-eksisterende stat, som terrororganisationer ønsker at opbygge på Israels ruiner, står vi i dag desværre tilbage med det faktum, at Norge for de fleste jøder er et antisemitisk land, som en jøde bør flygte fra. Det er meget uheldigt, for de fleste nordmænd er ikke negative over for Israel, de blev aldrig spurgt, om de var med til at støtte politikernes fjendtlige politik over for Israel.

Det ser ud til, at de norske myndigheder ikke længere anser sig for at være forpligtet til at overholde Folkerettens bestemmelser i Norges forhold til Israel. Man lader sig rive med af politiske stemninger og tænker på, hvad der kan gavne én ved næste politiske valg. Det er et fænomen, vi også kan observere i andre lande. I USA nærmer præsidentvalget sig, og vi kan tydeligt se, at udenrigs relationer – og udenrigspolitik – er blevet et sideshow i valgkampen. For nogle er det vigtigere at vinde stemmer ved det næste valg end, at stå sammen med venner og allierede i andre dele af verden. De, der vælger at forråde venligtsindede lande for, at sikre sig stemmer, gør det med kynisk hensigt. I forholdet til Israel er den slags adfærd, så meget desto mere fordelagtig, fordi det er så nemt, med hjælp fra de statsfinansierede medier, at skabe en slags moralsk accept og troværdighed for denne politik. Dette er antisemitismens mest effektive værktøj.

Udenrigsminister Israel Katz i det israelske udenrigsministerium, har derfor endelig trukket den diplomatiske akkreditering tilbage for 8 norske diplomater, der har været ansvarlige for Norges støtte til det såkaldte “Palæstina”. Israels udenrigsminister kommenterede, at “de, der angriber os og fører en ensidig politik mod os, kommer til at betale en pris.” Men den pris er hverken høj eller uventet: Den er både logisk og forudsigelig, og det burde have været gjort for længe siden. At behandle en stat i strid med indgåede aftaler, har netop sådanne konsekvenser. Ingen skal bilde os ind, at denne reaktion ikke var indregnet i omkostnings-billedet, da den norske regering diskuterede og besluttede, at anerkende en palæstinensisk stat, indenfor Israels internationalt anerkendte statsgrænser. Man kan spørge sig selv, om en falsk forestilling om Israels uindskrænkede venskab med Norge, til enhver tid, også er indregnet i politikernes kamp mod Israel.

Vi kan kun konstatere og beklage, at den diplomatiske rygrad i dette tilfælde ikke var stærk nok til at modstå fristelsen til at høste stemmer på en antisemitisk stemningsbølge. Vi kommer til at se meget mere af dette både i Norge og USA, når valgdagen nærmer sig. Det afslører en desperation over magthavernes manglende evne til, at opfylde befolkningens forventninger til deres ledere. Så tyer de til det ældgamle trick med at finde noget at give jøderne skylden for. Det afleder for en stund opmærksomheden fra deres egne fejl og mangler.

Den norske udenrigsminister Espen Barth-Eide blev interviewet på NRK’s Dagsnytt18. Han forsøgte at lade som om, at det kun er Netanyahu-regeringen, der har fået ham og norske diplomater til at blive personae non gratae i Israel, men virkeligheden er meget anderledes end den, han forsøger at male, som han for nylig udtrykte det i NRK’s Dagsnytt Atten. Han sagde blandt andet: “… Nu er der meget fokus på at opbygge den palæstinensiske stat, som er en forudsætning for, at de til sidst kan tale sammen om en endelig løsning, og øge kapaciteten og evnen til at levere og tage sig af borgernes sikkerhed og grundlæggende tjenester for Det Palæstinensiske Selvstyre, som er præcis det modsatte af Hamas, – som netop er dem, der forsøger – som har afstået fra enhver brug af vold mod Israel og faktisk leveret på det siden Oslo-aftalerne, – som nu stadig ønsker – moderate kræfter, der ønsker en positiv udvikling. Det er det, vi prøver at redde nu. Jeg synes, det er helt rigtigt …” (fremhævelse tilføjet)

Vi forstår, at det er regeringens opfattelse, men vi kan ikke helt se bort fra, at repræsentanter for PLO og Hamas for lidt over en uge siden mødtes i Beijing til et forsoningsmøde, hvor de bilagde deres interne stridigheder og afgav en højtidelig erklæring herom. Er det denne aftale, der får norske myndigheder til at fantasere om “moderate kræfter”, der er “det modsatte” af Hamas? For nylig blev to israelere myrdet af folk, der fulgte opfordringen fra palæstinensisk, norsk-finansieret, tv om at dræbe jøderne én efter én. Det lyder ikke særlig moderat, men Barth Eide vil have os til at tro det. Realiteten er, at den to-statsløsning, som man går ind for, aldrig vil blive realiseret. Norge bør hellere koncentrere sig om at opfylde sine diplomatiske forpligtelser.

Denne og flere andre artikler finner du på SMAs hjemmeside: https://sma‒norge.no/

Støtter du det du leser? VIPPS til SMA: 84727 eller bruk vår bankkonto: 6242 10 60644

Av dr. Michal Rachel Suissa, leder for Senter mot antisemittisme