Kommentar

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

Medarbejdere ved det israelske medie Ynet har været i Iran for at lodde stemningen og kan rapportere, at iranerne overvejende er yderst pro-israelske og vender sig mod det iranske regimes krigspropaganda. Der er også udbredt tilfredshed med drabet på Hamas-terrorchefen Ismail Haniyeh, selv om nogle havde foretrukket, at det var sket uden for Iran. En af de adspurgte, F fra Teheran, glæder sig over, at nogle iranere måske var indblandet i drabet.

Adspurgt om udsigten til en storkrig mellem Israel og Den Islamiske Republik, siger de fleste, at de er mere bange for deres eget styre end for den israelske hær. En af de anonyme hjemmelsmænd – F – udtrykker det på denne måde: ”Personligt er jeg ikke bange for israelsk gengældelse, for jeg ved, at de israelske forsvarsstyrker og israelske embedsmænd betragter det iranske folk som deres allierede og vil gøre alt, hvad de mener er nødvendigt, for at minimere de medfølgende skader, som de gjorde i tilfældet med Haniyeh.”

F udtrykker derimod frygt for regimets hævn og beskriver regimets ledere som ”ideologisk motiverede […] som knapt ved, hvad de laver”. […] ”Så jeg er bestemt mere bekymret over Revolutionsgarden end IDF [de israelske forsvarsstyrker]”, siger F.

Ynet holder de interviewedes identitet hemmelig, for flere iranere sidder på dødsgangen for at have talt med israelere.

En anden iraner – A – siger, at ”alle iranere” glædede sig over drabet på Haniyeh. ”Vi er virkelig modstandere af Den Islamiske Republiks regime og Hamas, Hezbollah og Talebanerne, som alle er knyttet til Den Islamiske Republiks morderiske regime […], vi håber, at alle disse mennesker hurtigst muligt bliver tilintetgjort.”

A fortsætter. ”Regimet er bange, for hver gang en af regeringens ledere så som Qassem Soleimani og resten af Revolutionsgardens medlemmer bliver dræbt, er regimet tættere på at blive besejret.”

En kvinde, der bliver kaldt S, siger, at hun blev meget glad [da hun hørte om drabet på Haniyeh] og ønsker, at resten af regimets ledere snart får samme behandling.

Det iranske terrorregime er tydeligvis upopulært i store dele af befolkningen, som gang på gang har rejst sig til modstand – blot for at blive nedkæmpet med den yderste brutalitet. Derfor forstår man godt, at de gerne ser Israel gribe ind.

Den dag præsteregimet falder, og islam bliver drevet ud af Iran, kommer verden til at se helt anderledes ud. De tosser, der laver optøjer i de vestlige byer til støtte for terroristerne, må i så fald nok finde en anden måde at gøre sig bemærket på. Og vestlige ledere, som i årtier har underholdt deres befolkninger med ammestuehistorier om berigelsen fra islam, vil stå tilbage med røde ører.

https://www.ynetnews.com/article/syawuvrtr