I disse dage bør man lægge mærke til det sammenbrud, der har ramt England, for hvis det ikke allerede er sket, kommer vi her i Danmark og Europa til at opleve det samme.

Muslimske bøllekorps får lov til frit at husere og gennemtæske hvide englændere, og der er ikke en politibetjent at se. Omvendt møder politiet talstærkt op i kampudstyr, når lovlydige borgere samles i protest mod deres lands og kulturs undergang.

Enhver, der har øjne at se med, vil have opdaget, at England i virkeligheden længe har levet med en todelt ordenshåndhævelse. Der er en for minoriteter, som det påstås at være synd for, og som derfor skal have lov at slå sig løs, og så er der en anden for almindelige englændere, der går på gaden i protest mod de politiske eliters årtier-lange misregimente. Premierminister Keir Starmer kalder de sidstnævnte ”det yderste højre” og ”bøller” og har nu bebudet, at han vil oprette en særlig politienhed, som skal holde dem i ave. Flere har sammenlignet det påtænkte korps med det østtyske Stasi eller Hitlers Waffen-SS.

Starmer har vist sig aldeles uvillig til at forholde sig til befolkningens – og især arbejderklassens – bekymring over at se tæppet blive trukket væk under deres fødder, mens vold, optøjer og anarki hersker i gaderne. Intet under, at premierministeren, der kun har siddet i få uger, på ingen tid har formøblet meget af sin oprindelige goodwill. Hans tilslutning er nu på 35 pct. – lig med et fald på hele 16 pct.point på to uger. Hans fascistiske kurs nyder altså kun støtte hos et mindretal.

Det tidligere medlem af Londons politi, Peter Bleksley, har taget bladet fra munden og siger nu, hvad enhver har kunnet se, men har været for bange for at udtrykke, nemlig at årsagen til befolkningens vrede er islams voksende indflydelse og masseindvandringen, som skiftende regeringer ikke har villet forholde sig til eller gøre noget ved. I stedet for som Keir Starmer at true, forfølge og udskamme sine kritikere efterlyser Bleksley en national diskussion om, hvad de engelske værdier går ud på.

En sådan national samtale kan man imidlertid godt glemme de næste fem år – eller hvor længe Labour-regeringen sidder ved magten. Overalt i Vesten bliver venstrefløjen stadigt mere radikal, stadig mere diktatorisk og dens metoder er ikke til at skelne fra tidligere tiders fascistiske eller kommunistiske. Og som de gamle forbilleder er den parat til at bruge ethvert middel for at holde sig ved magten. Blandt de vigtigste midler er islam, hvis rabiate tilhængere er gode til at sætte en skræk i livet på enhver, der opponerer mod de herskende eliters officielle forklaring.

Frihedens og demokratiets dage er talte.