Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at den engelske, kristne gejstlige, canon Phil Harris, citerer fra Matthæus-evangeliet, når han skal beskrive Englands sammenbrud i kaos, had og optøjer: ”Et hus i splid med sig selv kan ikke bestå.”

Men Jesus taler ikke bare om huse, men om riger, der vil gå til grunde, hvis de er i splid med sig selv. Hele citatet lyder: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå.”

Det sker sjældent, at en fremstående kristen forkynder går ud med en direkte fordømmelse af regeringen – i dette tilfælde af den nytiltrådte Labour-regering under ledelse af Sir Keith Starmer.

Starmers regering fik kun 11 millioner stemmer mod 39 millioner, der enten ikke stemte på ham eller blev hjemme. Alligevel mener han at have mandat til at fordømme almindelige briter, der for få år siden ville være blevet betegnet som midtersøgende, som “det yderste højre”, fordi de er opbragte over landets situation.

Den venstreorienterede politiske elite, som politikerne og medierne er en del af, har sat sig over folket, fordi de betragter sig som moralsk hævede over den jævne hob. Befolkningen bliver totalt ignoreret og får ikke lov til at stille spørgsmål om indvandringen eller islam, og nu befinder den sig på kogepunktet.

Historien fortæller os, bemærker canon Harris, at dette ikke ender godt.

Venstreorienterede og muslimer har lov at flage med palæstinenser- og Hamas-flag, men flager man med det britiske eller israelske flag, bliver man arresteret.

Harris nævner en række blodtørstige ugerningen begået af indvandrere. Bl.a. knivdrabet på tre små piger, og ti andre, der blev såret, begået af en afrikansk indvandrer, massevoldtægter, en kvinde der blev tæsket ihjel af to somaliere, da hun var ude at gå med sin hund. Blot for at nævne nogle eksempler.

Som reaktion på disse ugerninger har vi lagt os ned for islam.

Medierne gør deres bedste for at skjule gerningsmændenes identitet og det faktum at de fleste ugerningsmænd er muslimer, der aldrig har haft til hensigt at blive integreret i det engelske samfund. Gennem årtier har vi levet med muslimsk terror, men hvis man siger sandheden, bliver man fordømt af den regerende elite og dens medier, som ikke nærer ringeste interesse for folkets bekymringer.

Som journalister Peter Whittle bemærker i et nyligt interview, lever England nu med en todelt ordenshævelse. Politiet ser gennem fingre med venstrefløjens og muslimernes hadeoptog med krav om folkemord på jøder, men slår med stor brutalitet ned på borgere, der protesterer mod undermineringen af retsstaten og ytringsfriheden.

I virkeligheden fører magteliten krig mod Englands hvide arbejderklasse, som den ikke har andet andet end foragt til overs for, og enhver, der tager til orde mod islamiseringen og folkeudskiftningen, får regeringen, medierne og politiet på nakken.

Phil Haris udtaler sin fortrøstning til, at den folkelige modstand mod elitens tyranni og forsøg på at kvæle og forbyde al kritik vil vokse, og han henviser til de revolutionære tilstande i 1919, da socialister og kommunister rejste sig til modstand.

I dag kan man hverken regne med socialister eller kommunister, som for længst har taget plads ved de riges bord og ikke har andet end had tilovers for almindelige mennesker, der bare vil have deres land tilbage.

Som kristen forkynder er canon Phil Harris næsten forpligtet til at prædike et budskab af håb. Jesus sagde jo ikke, at alt vil gå ad helvede til. For den vestlige civilisations og menneskehedens skyld må man håbe, at Harris får ret, men det kræver nok, at folk selv gør noget. Fra Gud er der tydeligvis ikke megen hjælp at vente, idet han nøjes med at være en interesseret iagttager.