Kunstens langsommelighed

En af kvaliteterne ved kunst er, at den tager sig tid til at behandle både æstetiske, filosofiske, sociale og politiske emner. Det er en luksus, man ikke finder andre steder i samfundet, hvor man ofte er “løsningsorienteret” indenfor en afgrænset tidsramme, hvilket gør, at løsningerne kan have karakter af symptombehandling.

Men kunstens langsommelighed står selvfølgelig ikke alene. Når nogle kunstnere maler abstrakt-ekspressionistisk, slår den næste generation af billedkunstnere tilbage og bliver (stringente) minimalister. Når en generation eller to afviser maleriet (1960’erne / 1970’erne), vender maleriet frygteligt tilbage i 1980’erne. Osv.

Når nogle kunstnere insisterer på langsommelighed, svarer andre igen med at speede de kunstneriske processer op.

Jeg er selv optaget af kunstens langsommelighed, og nogle af mine værker handler om det samme, som de handlede om for 25 år siden. Så der en langsommelighed i indholdet, selvom den muligvis ikke afspejler sig i formen. Men en opdagelse gjorde mig opmærksom på kunstens samtidighed – eller snarere ekstreme samtidighed.

Andy Warhol beskæftigede sig i sine malerier (silketryk) med samtidens billedstrøm, som den kom til udtryk i reklamer og i medierne. Jeg troede egentlig, at Warhol forholdt sig til sine forlæg på en vis afstand. Men det viser sig, at han forholdt sig næsten synkront til forlæggene (og dermed “virkeligheden”).

Warhol begyndte at lave billeder af Jacqueline Kennedy – JFK ‘s enke – dagen efter attentatet i Dallas. Der var altså ikke nogen afstand i Warhols kunstneriske bearbejdning, men derimod en ekstrem samtidighed, hvor der ikke var nogen egentlig refleksion, men derimod et ønske om at være helt tæt på begivenhederne.

Det samme greb ser man i svenske Dan Park ‘s kunst, hvor han i snart 40 år har “kommenteret” nyhedsstrømmen i sine collager. Jeg mener, at Parks collager er mere end “kommentarer”, men kunst, der udvider perspektivet.

Jeg er optaget af Warhol og Parks samtidighed, og jeg har derfor det seneste tiår malet malerier direkte i kølvandet på de begivenheder, jeg afbilder. Senest billeder af skudattentatet på Donald Trump.

Dan Park har også lært mig en anden ting. Park benytter billedelementer i sine collager, der findes i forvejen. Dan Park sætter i forvejen eksisterende billeder sammen på nye måder og skaber dermed billeder, der er nye i deres egen ret.

Parks collageteknik og Warhols 1:1-brug af forlæg fra nyhedsstrømmen og reklamer har tydeliggjort det for mig, at man ikke behøver at opfinde den dybe tallerken, når man forholder sig kunstnerisk til virkeligheden. Kunsten kan være et direkte spejl af den virkelighed, den viser.