Vi gjorde holdt i Göttingen lidt nord for bakkerne ved Kassel og tjekkede ind på et billigt hotel. Derpå travede vi ind mod byen for at se den gamle bykerne og det store universitetsbibliotek. Alt udenom centrum var nyt og grimt, men jeg forsikrede familien om, at vi var på rette vej. Otto von Bismarck, kejserrigets første kansler, havde trods alt studeret her engang, det samme gjaldt Heinrich Heine, Wilhelm von Humboldt, Arthur Schopenhauer og Jürgen Habermas. Byen var også kendt for optisk, farmaceutisk og kemisk produktion, forlag, trykkerier og, tænk sig, orgelbyggeri.

Göttingen fremviste en mindre charmerende side for os denne aften. Vi gik gennem en skummel tunnel og kom ud til en beboelsesejendom, som først virkede forladt, men snart viste sig at rumme grupper af tyrkiske, pakistanske og afghanske mænd og romaer.

Smadrede biler holdt på kryds og tværs i en åben kælder, de fleste uden nummerplade. Affald hobede sig op langs betonmurene, og over sceneriet hang en umiskendelig stank af urin og fæces. Sod og røg fra en åben grill tilføjede et ubestemmeligt krydderi til stedets odeur. Fra en baggård lød der arabiske stemmer og råben.

Vi listede videre, tavse, ubekvemme og mødte ingen tyskere i de nærmeste gader, kun mennesker fra en anden verden. To afghanske drenge iført traditionelle klæder stod bøjet over en cykel, der var låst fast til en lygtepæl. Jeg standsede og betragtede deres forehavende. De kiggede på mig. Hvad lavede jeg her? Hvad lavede de her? Og hvor var tyskerne henne? En stærk fornemmelse af at stå midt i et tidehverv greb mig om struben, hvor det, vi længe har taget for givet, er pist borte, og hvor muligheden for pludselige, voldelige omslag forekommer reel.

Mine mørkhårede venner lod cyklen stå – og jeg gik videre. Efter nogen søgen fandt vi andre en lille plads, som gjorde det ud for Tyskland, med en italiensk restaurant, hvor vi satte os og spiste og drak. Derpå tog vi en taxa tilbage til hotellet.

De næste 10 dage ferierede vi i Frankrig, først i de nordlige alper i Ain-departementet, hvor tiden står stille, græsset gror, og markens køer ser ud til at være lykkeligt ubevidste om alt andet end græsning, forplantning og ly for natten.

Med menneskene er det som bekendt lidt mere kompliceret, ikke mindst for vor tids europæere. For os var det naturligvis et cykelløb, der trak, ikke det store kendte fra tv, men et mindre ét for juniorer, som sønnike skulle deltage i.

Derpå gik turen til Alsace, forbi Mulhouse, Riquewihr, soldatergrave ved Hartmannswillerkopf og en eftermiddag i kønne Colmar med kanaler og kinesiske turister. Flottest var katedralerne, Saint-Étienne og Saint-Martin, dernæst de sirligt anlagte vinmarker på Vogesernes skråninger. Hurtigt følte vi os tilpasse i det tempererede fransk-tyske landskab med navne, der slutter på -dorf, -bach og -heim. Vi gik på café og beundrede de smukt dekorerede huse og den kortvarige stemning af middelalder.

Instinktivt slukkede vi for nyhederne; præsidenten for Amerikas Forenede Stater gik af, en ny trådte til i Europas Forenede Stater, og de sædvanlige mainstreammedier løb med tidens pladder, lyrik og løgn. Det ragede os alt sammen en høstblomst i Alsace. Vi cyklede, spiste quiche lorraine og drak crémant d’Alsace.

Men det var nu alligevel en russer, der bragte mig hjem. Ja, en russer! Har man hørt mage? En putinist!

Nederst i en kuffert fandt jeg nemlig Fjodor Dostojevskijs roman ”De ydmygede og sårede”, hans første store roman, forløberen for de senere mesterværker, i Ejnar Thomassens glasklare oversættelse. Og pling – straks følte jeg mig hjemme. Hjemme i litteraturen, i menneskelivet med alle dets skuffelser, græmmelser, kvaler, baggårde, distraktioner og udenomsværker.

Her møder vi blandt andre Pjotr Valkovskij, en begavet livsnyder, som vistnok, muligvis slet ikke, har rang af fyrste, set gennem fortællerens linse:

»Han var en mand på cirka femogfyrre år med regelmæssige og smukke ansigtstræk, der meget hyppigt skiftede udtryk efter omstændighederne, og det med en mærkelig uventet pludselighed, skiftende fra det behagelige til det mest ondartede, som om det gav efter for en mekanisk fjeder.«

Metaforen siger det hele: et fjedermenneske. Dem er der mange af, se dig f.eks. om på de sociale medier, som Dostojevskij med garanti ville have brugt som uudtømmelig kilde, hvis han havde levet i dag. Disse rene og beregnende fjedermennesker, som skifter udtryk efter omstændighederne og altid har karrieretravlt med at holde med de rigtige og se godt ud i andres øjne.

Vores civilisation, teknologi og politik er mest af alt et tyndt lag fernis, det vidste Dostojevskij. Når splid og strid opstår i epokale overgangstider, rammes selv de bedste familier og de fremmeste samfund, der hævdes at hvile trygt på gloriøse revolutioner og menneskerettigheder, hvorefter orden afløses af kaos. Derfor har mennesket brug for at være bundet, helst af noget, som er større end dem selv, ellers går de amok på hinanden som vilde dyr. Først med udskamning og shitstorme, siden med kødhakkere og hemmeligt politi.

Sådan prædikede Dostojevskij før 1917 og foregreb dermed de hundredårskræfter, som den russiske revolution satte i gang. Han så tragedien komme; han kendte den nemlig indefra, fra menneskehjertet, og derfor bør vi lytte til ham: Fjodor kender os bedre, end kender vi os selv.

Mennesket er lunefuldt, irrationelt og – indimellem – både kærligt og nobelt. Vi burde kende denne ramsaltede, dobbelte sandhed om mennesket, thi det kommer fra kristendommens realistiske menneskebillede – men vi har både glemt det og kristendommen, hvorfor vi nu tror på hvad som helst, der lyder af fanfare og fremskridt. Sådan var det for 100 år siden, sådan er det i dag.

Dostojevskijs romaner slukker vor progressive fremtidsmusik med det ene portræt efter det andet af hele mennesker midt i redeligheden. Det vil sige: dualistiske væsener, halvt ånd, halvt natur, udspændt mellem selvagtelse og selvoptagethed, ambition og overgivelse, lyster og pligter, muligheder og skuffelser, komik og tragedie, tilfældigheder og skæbne, liv og død.

Mød eksempelvis skønne Natasja, som har levet i en verden uden synderlig kontakt med mennesker fra andre samfundslag og lider af den »tilbøjelighed, som er de godhjertedes menneskers vuggegaver, og som hun uden tvivl havde fra sin far – nemlig altid på forhånd at tro for godt om mennesker, at tro dem bedre end de er og overdrive deres gode egenskaber.«

Det drivende i russerens prosa er hans sans for detaljer. Dostojevskij begynder ikke med ideerne, men med den konkrete empiri fra alle samfundslag, ikke mindst mørke kældre, smalle gyder, bordeller, fangehuller, retslokaler, slotte, forstæder og tætpakkede markedspladser. Her møder vi tilværelsen i al dens trivialitet og almindelighed, og det er vel at mærke ikke menneskelighedens ophøjede eller trygge havn.

Fra det banale og brutale tegner han et større billede og perspektiv. Vi er de ydmygede og sårede, alle sammen. Dømte til at kæmpe videre mod virkelige og imaginære fjender, indtil strømmen går. Endeligheden er vores mellemnavn.

Mennesket er slet ikke åbent og ensrettet, sådan som vi tror, det er kroget. Som her i en skildring af en mands skænderi med sin hustru, igen fra fortællendes synsvinkel:

»I dette øjeblik, da han så sin stakkels kones angst og tårer, krympede hans sjæl sig af smerte; måske led han endda mere end hun. Men han var ikke længere istand til at beherske sig. Sådan kan det ske med ellers hjertensgode, men ømfindtlige mennesker, som trods al deres godhed lader sig rive så voldsomt med af deres vrede og smerte, at det bliver dem en nydelse at pine sig selv og drage andre nærstående og ganske skyldfri mennesker med ind i deres kvaler.«

Jeg læser Dostojevskij på en rasteplads ved Lauenburg langs Elben. Jeg er allerede hjemme.