Biden var oppe til eksamen og dumpede. Og igen. Det skete allerede, da han introducerede Zelensky og kaldte ham Putin. Flere hundrede journalister var samlet, og Reuters rapporterer, at der gik et gisp gennem mængden. “Man kommer sig ikke over sådan en svipser.
Det er som at vinde OL-guld og falde ned fra piedestalen. Topmødet var et OL for NATO.
Under selve pressekonferencen gentog Biden Madeleine Albrights udsagn om, at USA er den uundværlige nation.

Hvis man lyttede godt efter, hvad Biden sagde, talte han om sig selv. Han er den uundværlige. Kun han kan få arbejdet gjort: At vinde krigen i Ukraine.

Men man kan ikke have en øverstbefalende, som ikke ved, hvor han er, og hvad han siger.
Da general Jack Keane fra Institute for the Study of War bliver interviewet af Martha MacCallum, fælder han en hård dom over Biden: USA kan ikke have en præsident, der ikke kan lede i en krig. Nølende demokrater er én ting, men krigsguden er en anden. Der er ikke plads til sentimentalitet her.

Biden er ekspert i at manipulere offentligheden på en autoritær måde. Han får journalister til at spise af hans håndflade. Det er noget, han har lært af Obama. Under pressekonferencen præsenterede han en liste over udpegede journalister. Det blev annonceret, at det ville være en pressekonference for de store drenge, dvs. et frit valg. Det var ikke tilfældet. Det var den samme retning, som vi kender fra tidligere. Ikke desto mindre vovede journalisterne fra Reuters, AFP og AP at stille nogle ubehagelige spørgsmål denne gang.

Bidens hjerne er blevet det vigtigste. Biden skubbede topmødet foran sig: Alle de ledere, han talte med, havde givet ham æren for, at NATO stod sammen mod Rusland.

Men der er stadig en rest af tilbageholdenhed: -“Alle er klar over, at vi ikke kan lade ukrainerne affyre raketter mod Moskva,” sagde Biden.

Jonas Gahr Støre og hans udenrigsminister vil ikke pålægge Kiev sådanne restriktioner. De skal have lov til at bestemme selv.

NATO stirrer ned i afgrunden, og de er fast besluttet på ikke at falde ned i den. Hvis Biden skal ofres, så må det være sådan.

Biden har selv rodet krigen til, og nu spidser det til. De store kanoner kommer efter ham. De kan bruge mange angrebsvinkler. Den mest dødbringende er den demokratiske repræsentant fra Californien, som siger, at han kan diagnosticere Biden med en form for Parkinsons på en kilometers afstand.

Hvis vi havde ærlige medier, ville dette klip stå øverst i alle udsendelser. Det er fuldstændig ødelæggende. Men de norske medier og kommentatorer har været blandt de værste til at dække over Bidens tilstand.

Det centrale spørgsmål er: Hvornår vidste medierne, hvor slemt det stod til med Biden, og hvad gjorde de med den viden? Vi kender svaret: De sagde, at han aldrig havde set bedre ud.

Chuck Todd fortalte i sin podcast, at en højtstående person i Bidens administration for to år siden havde fortalt ham, at Biden havde det så dårligt, at han ikke forstod, hvordan han overhovedet kunne tænke på at stille op igen. Hvad gjorde Todd med denne information? Det gjorde han ikke. Han frigiver dem nu, hvor de passer ind i den nye fortælling. Journalister er som hajer, og de kan lugte blod i vandet.

Men hvis Trump bliver valgt, vil mediernes rolle blive tydeligere. Hvordan blev Biden overhovedet præsident? Atlanta var ikke enestående. Det har stået på i lang tid. Han havde det samme udtryk, da han var i kirke i Harrisburg i søndags.

Vi er vidne til et historisk skifte: Demokraterne er blevet krigens parti. Det er rykket til venstre og har samtidig allieret sig med storkapitalen og e-tjenesterne. Alt det, de tidligere var imod. Denne ændring er ikke blevet kommenteret i de norske medier. Det er farligt for den norske elite.
Nu er vi helt med på krigen. Norge viser vejen.

Krigen i Ukraine er ved et afgørende vendepunkt, og NATO og krigspartiet har erklæret, at de ikke vil tabe. Så de kan ikke have en fraværende øverstkommanderende i Det Hvide Hus. Hvor meget har Bidens svaghed betydet, at Ukraine ikke har fået den tilladelse til at angribe Rusland, som de ønsker?
Kamala vil sandsynligvis tage over indtil valget den 5. november. Hun bliver en symbolsk figur. Ingen tror, at hun er i stand til at lede noget som helst.

Men hvem bliver Demokraternes kandidat? Det er det store spørgsmål. Konsensus går på, at Biden bliver skubbet ud. Men hvem skal erstatte ham? Reservebænken er tynd og kompromitteret.
Uanset hvad Demokraterne gør, stiger Trumps chancer.

Der må foregå en masse bag kulisserne for at forberede en Trump-sejr.
Først og fremmest er der gråden over Biden. Hvorfor fortalte Clooney os ikke for tre uger siden, at Biden ikke var der? Hvorfor stillede medierne ikke spørgsmål?

Et ubehageligt spørgsmål er, hvem der har styret USA i disse fire år. Det er ikke Joe Biden. Det er det, man hører, når han roser sin egen politik. Det er bare propaganda, han serverer: Han har reddet middelklassen, trafikken over grænsen er mindre, end da Trump forlod embedet. Han har tæmmet inflationen osv. Det er alt sammen noget vrøvl, og vælgerne ved det.
Men tidligere har medierne kunnet stå inde for løgnene, fordi afsenderen har virket. Det er, når han fejler mentalt, at den politiske løgn også bliver tydelig.

Norge har spillet en fremtrædende rolle på grund af Jens Stoltenberg. Hvem har styret krigen? Var det, fordi det var bekvemt at have en øverstkommanderende, som ikke stillede spørgsmål, så de kunne styre krigen, som de ville?

Nu er Biden blevet pinlig. Det er ikke muligt at holde masken længere. Derfor er han nødt til at gå. Men det faktum, at politikere og medier har ladet ham sidde der, bliver ikke gransket. Hvis de havde gjort det, ville de have indset, at offentligheden, vælgerne, blev ført bag lyset. De har kun haft en præsident af navn.

Og ingen ønsker at tage ansvar for noget som helst. Det er ikke et godt grundlag for at føre krig mod hverken Rusland eller Kina.

Hvor imponeret er Xi Jinping over Bidens trusler?