Hvis der er en lære at drage af de seneste års politiske udvikling, er det, at venstrefløjen bliver stadigt mere rabiat, og at antisemitisme er et venstrefløjsfænomen.

Og det var jo ikke meningen, måtte vi forstå på journalisterne og eksperterne. Alle vidste, at jødehad udsprang af ”den yderste højrefløj”, som kun drømte om at genoplive Adolf Hitler. Politikere som Geert Wilders i Holland og Donald Trump i USA kunne nok så mange gange tilkendegive deres støtte til Israel, men blev alligevel kaldt racister og antisemitter.

Sådan også i Danmark, hvor fortalere for nationalstaten i årtier er blevet hængt ud af jødiske redaktører og journalister, der hellere ville alliere sig med deres formodede islamiske venner end behandle deres landsmænd anstændigt. Jeg taler i denne sammenhæng af personlig erfaring. Enhver interesseret vil vide, at jeg har været jødisk gift og har jødiske børn og børnebørn. Det redder mig ikke. For dette befolkningssegment er og bliver jeg racist og fascist. Sågar antisemit er jeg blevet beskyldt for at være. Og talløse andre danskere, hvis eneste brøde har været ikke at danse efter den rabiate venstrefløjs pibe, har fået samme behandling, og jeg spekulerer på, hvem de danske jøder forestiller sig vil forsvare dem, den dag Muhamed banker på.

Marine Le Pens tilhængere er også i de danske medier blevet hængt ud som det yderste halvfascistiske og jødehadende højre, mens sandheden er, at den egentlige antisemitisme er at finde på venstrefløjen og især blandt jødehaderen Jean-Luc Mélanchons støtter. Det er med Mélanchon, præsident Macron nu må forhandle om regeringsdannelsen, efter at samme Macron har gjort, hvad han kunne, for at sikre Mélanchon valgsejren.

Storbritanniens nye regering af venstretosser ville gøre sig godt i et rædselskabinet beregnet på at holde børn søvnløse.

Premierminister Starmer har udtalt, at hvis han havde valget mellem Klaus Schwab og hans globalister i Davos og de folkevalgte i Westminster, ville han foretrække Davos.

Visepremierminister Angela Rayner har tidligere støttet Labours detroniserede, antisemitiske formand, Jeremy Corbyn, hvilket unægteligt giver anledning til nervøsitet.

Udenrigsminister David Lammy har kaldt Donald Trump en ”neo-nazistisk-sympatiserende sociopat”, så det skal nok gå med det amerikansk-britiske forhold, hvis Trump vinder præsidentvalget i november. Men Lammy skal være undskyldt, for de førende britiske medier har ikke fortalt ham andet – ligesom de danske medier heller ikke har været til hjælp for politikere, der måtte ønske at forstå, hvad der sker i Amerika.

Den nye justitsminister hedder Shabana Mahmood, og som navnet antyder, er hun muhamedaner. Hun er også Israel-hader og har demonstreret med en plakat, der krævede, at Israel skulle opgive ”besættelsen”. Besættelsen af hvad? kunne man spørge. Før Hamas overfaldt Israel den 7. oktober, var der ikke så meget som en jøde i Gaza. Men hun mener formentlig, at Israel er besat af jøder, og at det skal de holde op med, for det er muslimernes land.

Shabana Mahmoods politiske karriere falder godt i tråd med Keir Starmers løfte før valget om at ville bekæmpe ”islamofobi”. Det er lige noget fru Mahmood, der har meddelt, at islamofobien ”eksploderer” i Storbritannien.

Flere iagttagere frygter, at Storbritannien vil indføre blasfemilove. Noget må Starmer betale for de muhamedanske stemmer.

Og inden vi glemmer det: De antisemitiske medlemmer af den amerikanske kongres er alle demokrater.