Engang foragtede venstrefløjen det yderste højre for antisemitisme, men nu er det venstrefløjen, der er antisemitisk, så nu er foragten baseret på, at man har brug for en fjende, skriver den franske filosof Chantal Delsol.

Vi har nået grænsen til det absurde, når venstrefløjen støtter terrorister og fortsætter med at påberåbe sig den højeste moral for at ‘blokere’ den yderste højrefløj,” skriver Delsol i en kronik i Le Figaro torsdag.

De modbydelige træk, der plejede at frastøde den yderste højrefløj (holocaustbenægtelse, racisme, antisemitisme), anses ikke længere for at være afskyelige, nu hvor de er venstrefløjens privilegium. Vi må konkludere, at fremvisningen af disse afskyelige egenskaber var påskud, ikke reelle grunde. Vi skal ikke længere “blokere” højrefløjen, fordi den er antisemitisk (det er venstrefløjen, der nu er antisemitisk). Vi skal “blokere” den, bare fordi den er højreorienteret. Kejseren er nøgen.

Grunden til, at det ikke virker absurd for alle, er, at kommunismen blev tilgivet, mens nazismen fik skylden for alt, mener Delsol.

Kommunismen var oplysningens, eller befrielsens, uhyrlige søn, mens nazismen var antioplysningens, eller rodløshedens, uhyrlige søn.

Derfor fik førstnævnte alle undskyldningerne, mens nazismen fik sin retmæssige straf. Der har aldrig været et kommunistisk Nürnberg, ikke kun fordi Sovjet sejrede, og Tyskland blev besejret, men fordi Vesten altid har haft en meget mistænkelig overbærenhed over for kommunismen.

Hun påpeger, hvordan dette har resulteret i en klar dobbeltmoral i Frankrig:

I disse dage hører jeg advarsler om, at enhver Bardella-udnævnt forsvarsminister kan være imødekommende over for Putin. Men jeg hørte aldrig ramaskriget, da vi havde et kommunistparti, der blev finansieret direkte af Moskva, og en socialistisk forsvarsminister, der blev stærkt beskyldt for at være KGB-agent og regelmæssigt modtog tilskud fra Sovjetunionen i årevis … Og traditionen med dobbeltmoral er fortsat med uformindsket styrke.

Eksemplet er ikke enestående, det handler om en dobbeltmoral, som er universel:

Folk kigger på folkevalgte på højrefløjen for at finde eventuelle forbindelser, der går årtier tilbage til højreekstreme studenterbevægelser. På den anden side lader vi altid som om, vi ignorerer det faktum, at mange folkevalgte på venstrefløjen var stalinister eller maoister eller forsvarede Pol Pot og i dag er pro-Hamas.

Alle anerkender, at der findes ekstremister på både højre- og venstrefløjen, men førstnævnte ses som tilgivelige undtagelser, mens sidstnævnte ses som karakteristiske for hele den politiske lejr, bemærker Delsol.

Med andre ord er højrefløjen rådden på grund af sine få ekstremer, mens venstrefløjen styrkes af sine få moderate.

Resultatet er, at det at tilhøre venstrefløjen altid giver dig magten til at definere, hvad der er godt og dårligt,” konkluderer hun. Og nu har den fået nye principper.

For første gang siden Dreyfus-affæren (et århundrede!) har venstrefløjen besluttet, at dens egen antisemitisme ikke er en moralsk fejl, men snarere et tegn på fremskridt. Djævelen er ikke længere nazisten, men den hvide kolonisator, som jøderne var idealtypen for.

Venstrefløjens moralske hegemoni skyldes også en fej højrefløj, som skælvende adlyder i stedet for at gøre oprør, analyserer Delsol.

Det er behageligt for alle at have nogen at hade, uanset om de befinder sig på højre- eller venstrefløjen.

På den måde bliver demokratiet forvrænget: Mens demokrati i princippet indebærer (om muligt høflig) debat mellem modstandere, består vores “demokrati” i at udpege fjenden og fornærme ham, en fjende, som vi i øvrigt aldrig holder op med at fornærme, fordi vi har så hårdt brug for ham.

Krigen mod det “yderste højre” kan også fjerne opmærksomheden fra de virkelige problemer:

Det er en krig, der er så lang, så grusom og så eksistentiel, at den forhindrer og frem for alt undgår at tage fat på de virkelige problemer med gæld, statsmagt, skoler, sundhedspleje eller indvandring. Fjenden er så vigtig, at vi garanterer dens eksistens ved at tale om den hele tiden, så nyttig, at vi hver dag er nødt til at pynte på dens onde magi.

Det er en dyrebar fjende, som det er betryggende at hade, selv om man ikke ved hvorfor, konkluderer Chantal Delsol.

Fænomenet er naturligvis ikke begrænset til Frankrig. Men måske har Frankrig flere intellektuelle, som genkender det tydeligt og er i stand til at sætte ord på det.