Kommentar

Med seks mod tre har den en amerikanske højesteret her til morgen lagt en bombe under Biden-administrationens årelange forsøg på at komme Donald Trump til livs ved hjælp at ”lawfare”.
Begrebet dækker over bestræbelser på at knuse politiske modstandere ved at mobilisere anklagemyndigheden til at beskylde dem for frit opfundne forbrydelser. Altså sådan, som man gjorde under Josef Stalin og i moderne bananrepublikker.
Højesteret har nu bestemt, at præsidenter har ”absolut immunitet” for offentlige handlinger, som de har begået i medfør af deres position som præsident. Handlinger, som de har begået som privatpersoner, må de stå til regnskab for som enhver anden.
Højesteret henviser til den forfatningsmæssige magtdeling, som ifølge denne skelsættende afgørelse fritager tidligere præsidenter fra retsforfølgelse for handlinger, der falder under deres bemyndigelse som en del af magtens tredeling.
Biden-administrationens særanklager, Jack Smith, ville have Trump dømt for at have prøvet at omstyrte resultatet af præsidentvalget i 2020, bl.a. ved at true med at udskifte justitsministeren.
Men Retten resolverer altså, at det er præsidentens gode ret at vælge sine egne folk, samt rejse tvivl om valgets udfald. Højesterets præsident, John Roberts, der har formuleret flertallets afgørelse, advarer også mod at forske i præsidenters motiver.
Jack Smith anklager Trump for at have lagt hindringer i vejen for en offentlig procedure, fordi han vidste, at hans påstande om valgsnyd i 2020 var falske. Men hvad Trump vidste eller ikke vidste eller mente eller ikke mente, kan altså ifølge Højesterets afgørelse ikke bruges til at retsforfølge ham.
Afgørelsen er en alvorlig bet for Justitsministeriet, der havde sat alle sejl til for at få has på den orange folkefjende, som de har stort besvær med at besejre i et retfærdigt valg.
Sagen vender nu tilbage til en lavere retsinstans, der bl.a. skal afgøre, hvad der er en præsidents officielle og private handlinger. Det kan tage nogen tid, og justitsminister Merrick Garland må nok opgive at få Trump sat i fængsel på denne side af præsidentvalget – med mindre en anden af hans håndgangne mænd, New York-dommeren Juan Merchan, burer ham ind for andre opdigtede anklager.
Man skal ikke bide skeer med USA’s demokratiske parti, hvis man vil se godt ud.