www.asgeraamund.dk

Et overvældende flertal af medier og politiske kommentatorer i USA og Europa elsker præsident Biden, men hader og bekæmper ekspræsident Trump og alt hans væsen. Chok og lammelse ramte derfor Bidens tilhængerskare få minutter inde i præsidentdebatten på CNN den 27. juni, hvor Biden forvirret og hjælpeløs fjumrede rundt i tanke og tale igennem 90 pinefulde minutter. Sorgfyldt og tårvædet måtte verdenspressen konkludere, at Bidens sammenbrud for åben skærm var som at overvære et flystyrt i langsom gengivelse. En amerikansk tragedie. Det er dog ikke Bidens demente tilstand, der er tragedien, idet han deler skæbne med mange millioner mennesker på kloden, der er kognitivt udfordrede med forskellige former for demens. Alene i Danmark er der 85 000 mennesker, der lider af demenssygdomme, et tal der i hastig stigning.

Den virkelige tragedie er det moralske forfald i det Demokratiske parti i USA, der i sit grænseløse magtbegær har opstillet en syg gammel mand   til verdens mest krævende job som USA’s præsident og leder af den frie Verden. Demokraterne har fra Obamas regeringstid været travlt optaget af at  omdanne USA fra et folkestyre til en formynderstat under permanent Demokratisk kontrol, et projekt, der ville blive skudt ned i flammer, hvis Donald Trump bliver genvalgt som præsident til november. Derfor har Bidens føringsofficerer i Det Hvide Hus med støtte fra hovedmedierne og efterretningstjenesterne opfundet Operation Bubble Wrap ( Bobleplast), som er et omfattende beskyttelsesprogram eller rettere et isolationshegn, der skal skærme den aldrende præsident mod kritik og nysgerrige blikke. Kritiske journalister formenes adgang til Biden, som ganske vidst gennemgår en årlig helbredsundersøgelse, men uden den mentalundersøgelse, som ville afsløre præsidentens tiltagende demens.

Biden deltager aldrig i åbne debatter, hvor ordet er frit, men kun i nøje koreograferede præsentationer med støtte af en teleprompter eller talekort.  Pressen i USA kaster sig hævngerrigt over alle kritiske kommentarer om præsidentens psykiske helbred. New York Times kalder den slags kritiske røster for ’ fabrikeret panik’. Samme avis stod også i spidsen for en hadkampagne rettet mod specialanklageren Robert Hur, der konkluderede, at Biden ikke skulle tiltales for sin ulovlige omgang med hemmeligt stemplede dokumenter, fordi ” han er en ældre mand med en dårlig hukommelse”. Denne totale mandsopdækning af den skrøbelige præsident er blevet gennemført med totalitær grusomhed, der ville have imponeret selv Josef Stalin. Og så faldt det hele alligevel på gulvet i hele Verdens påsyn den 27 juni i CNN’s studier.

Bidens fanskare blandt medierne vendte ham omgående ryggen og forlangte som med én mund hans tilbagetræden som præsidentkandidat. Selv New York Times, der kritikløst har støttet Joe Biden i hele hans katastrofale præsidentperiode, forlanger nu på lederplads, at han går på pension og ikke stiller op til genvalg. Det er imidlertid ikke så nemt at løse for de magtfikserede Demokrater. Så længe Joe Biden er i live og selv forlanger at søge genvalg, er det noget af et minefelt at fjerne præsidenten. Forfatningsmæssigt er det uhyre kompliceret at komme af med ham, så længe han sidder i Det Hvide Hus, så opgaven for Demokraterne går ud på at beholde Biden som præsident i de resterende måneder, men forhindre, at han stiller op til genvalg. Samtidig skal man også af med vicepræsidenten, Kamala Harris, der er både ubegavet og så usympatisk, at selv Demokratiske kernevælgere løber grædende i skjul, når hun viser sig. Selv med Kamala Harris af vejen tårner nye problemer sig op for Demokraterne. For hvem kan de stille op, der kan slå Donald Trump? Hillary Clinton er for upopulær, Michelle Obama har nul politisk erfaring, og den eneste tilbageværende kandidat er den hvide overklasseguvernør for Californien, Gavin Newsom, der bliver svær at sluge for de Demokratiske vælgere, der elsker at hade hvide heteroseksuelle mandspersoner.

Det ser ud til, at Demokraterne har opgivet at finde vej ud af denne labyrint og har besluttet sig for at sminke liget af Joe Biden, der så må tag en tur til som leder af den frie Verden. Demokraterne har netop mobiliseret tidligere præsident Obama, som nok indrømmer, at Biden havde en dårlig dag hos CNN den 27. juni, men ”det er vi mange, der har prøvet”, tilføjer Obama forsonende. Også Bill Clinton er blevet hevet frem i rampelyset, hvor han råder til at se bort fra den famøse debat og i stedet belønne Joe Biden for hans jobskabelse og kampen mod inflation og klima. Og præsidentfruen Jill Biden har netop forsikret offentligheden, at Joe naturligvis er den rigtige mand til endnu fire år i det Hvide Hus.

Her i weekenden er Biden-familien samlet i det præsidentielle sommerhus i Camp David til drøftelse af Joe Bidens fremtid. Gamle Joe har sikkert ikke megen lyst til yderligere fire pinagtige år som  spøgelsespræsident og gidsel hos de Demokratiske magthavere. Han vil nok hellere gøre det, han er bedst til: at ligge på en solbeskinnet strand og spise isvafler. Men Biden ved også, at han som præsident kan benåde sin søn Hunter, der står over for alvorlige anklager om skattesnyd og korruption, sager der også involverer andre medlemmer af Biden-klanen, der meget vel kan havne bag tremmer. Meget kan man sige om Joe Biden, men han vil gøre alt for at beskytte sin familie uanset omkostningerne. Så gamle, skrøbelige Joe Biden må bide tænderne sammen og kaste sig ud i kampen for at få fire år mere.  Med støtte fra Demokraterne, medierne og efterretningstjenesterne lykkedes det jo sidste gang. Så hvorfor ikke en gang til?