Nigel Farage, formanden af Reform UK, vil ikke besøge Skotland under valgkampen, siger næstformand Richard Tice. Sidste gang han besøgte landet, blev han eskorteret af politiet. Hvad siger det om temperaturen i britisk politik, når politikere ikke kan tale frit uden at risikere liv og lemmer?

Tice forklarer: “Han (Nigel Farage, red.) er i strålende form og har meget travlt. Men helt ærligt, sidste gang han var i Skotland, var det farligt. Og det er en tragedie. En af de ting, Nigel er nødt til at tænke grundigt over, er sikkerhed, og vi har allerede set nogle problemer. En af vores kandidater er blevet overfaldet og indlagt på hospitalet. Ingen af medierne ønskede at rapportere det.”

Tice henviser til Steve Rubidge, 51, som blev overfaldet i Cornwall den 17. juni, han blev skadet i en ankel,  og fik stjålet sin taske. Der er fortsat ingen oplysninger om gerningsmanden. BBC har også rapporteret om hændelsen.

Richard Tice blev interviewet af The Telegraph under et besøg i Grangemouth, tæt på Skotlands eneste olieraffinaderi, om Nigel Farages planer om at besøge Skotland under valgkampen. Farage har talt rundt omkring i England, og i Wales, i løbet af hans valgkampsturné, og der har været udsolgt flere steder. Ud fra videofeeds fra arrangementerne, der også viser publikum, har stemningen været afslappet, jovial og entusiastisk – ligesom Farage selv.

Labour-lederen Sir Keir Starmer, som forventes at blive Storbritanniens næste premierminister med historiske marginaler, og Tory-lederen Rishi Sunak, som fører partiet til det, der ser ud til at blive dets dårligste valgresultat nogensinde, fremkalder ikke så meget entusiasme og heller ikke så meget vrede. Farage synes at være mere end en almindelig politiker – han er et fænomen. En person, der fremkalder enten stor begejstring eller voldsom vrede.

I Skotland er det mere almindeligt at være i den sidste kategori. En bruger på X, som kalder sig “Scotland’s No1 Comrade (Extremist threat to the UK) skriver: “Står til 57 pladser i Skotland, men er ikke villig til at føre kampagne for at fremme sin racistiske, fremmedfjendske og uvederhæftige politik.” Farage er med andre ord en kujon, som ikke vil risikere at blive overhældt med milkshake eller cement – hvilket er sket med jævne mellemrum. Sidste gang han besøgte Skotland for at tale, i 2013, blev han omringet af vrede studerende og skotske nationalister, og blev tvunget ud af pubben på Royal Mile i Edinburgh og måtte eskorteres væk af politiet.

Ikke kun Skotland

Er det acceptabelt, at valgte politikere bliver behandlet sådan i et demokrati? Heldigvis vil langt de fleste sige nej, men det forhindrer ikke ekstremister, og andre med en skrue løs, i, at bruge dem som mål for deres frustrationer. De risici, Farage løber ved overhovedet at være i offentlighedens søgelys, er ikke unikke for ham. Storbritannien som helhed kan ikke længere siges at være helt sikkert for politikere. Der har været to mord på folkevalgte i de seneste år i Storbritannien. Jo Cox, parlamentsmedlem for Labour, blev skudt i 2016 i den lille landsby Birstall i det nordlige England, lige før hun skulle holde tale. David Amess, konservativt parlamentsmedlem, blev stukket ihjel af Ali Harbi, en fanatisk ISIS-terrorist, på sit kontor i Southend on Sea i Kent i 2021. Mike Freer, som er jøde og homoseksuel, stiller ikke op til genvalg som konservativt parlamentsmedlem på grund af gentagne alvorlige trusler. Hans kontor blev sat i brand, og han bærer en skudsikker vest.

Så det er et blandet billede – det er ikke kun islamister, der er en fare for folk, der ønsker at tjene demokratiet, selv om de nok er den største trussel, men fanatikere af alle slags. Det viser stadig, at nogle mennesker mener, at politikere, de ikke kan lide, er lovligt bytte. De har opgivet at diskutere og tyer til vold for at udtrykke deres følelser. Den ekstreme venstrefløj og islamisterne har noget til fælles her – de tror ikke på dialog og ytringsfrihed, men ønsker at lukke munden på dem, de ikke kan lide, med trusler og vold.

Der er ikke meget, der tyder på, at denne tendens vil aftage, og at det vil blive tryggere at sætte sig selv i det, der er blevet en sårbar position som politiker. Samfundet bliver stadig mere polariseret, demografien ændrer sig, og fronterne bliver trolig stejlere i de kommende år. Hvis sikkerhed bliver en overvejelse, sammen med andre negative elementer, risikerer vi at miste gode mennesker, som ønsker at bidrage til samfundet, uanset om de er fra Reform, Labour eller Tory. Det vil være et tab for demokratiet, hvis skudsikre veste bliver standard i uniformen for folkevalgte.

Som Richard Tice sagde efter angrebet på Steve Rubidge i juni: “Vi er måske uenige, men vi bekæmper ikke hinanden. Det er ikke det, vores demokrati handler om.”