Vi nærmer os flere vigtige valg, der med stor sandsynlighed bliver udslagsgivende for den vestlige verdens skæbne og for folkestyrets chance for at overleve. Først det franske parlamentsvalg den 30. juni, dernæst det britiske den 4. juli og til sidst det altafgørende amerikanske valg til præsident, Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet den 5. november. I alle tilfælde er det fundamentale tema det samme: Skal samfundets eliter, som gennem årtier har siddet sikkert på magten, finde sig i at blive udfordret af folkelige kræfter, som ikke bifalder eliternes ambitioner – altså af de undermennesker, som eliterne hader og foragter og derfor kalder ”populister”.

Eliterne opfatter ”populist” som et skældsord på linje med nazist, fascist, terrorist og diktaturtilhænger. Men hvordan kan man egentlig definere begrebet?

Den 25. april havde det berømte diskussionsselskab, The Oxford Union, arrangeret en debat med temaet: Er populismen en trussel mod demokratiet? Blandt fortalerne for denne påstand var den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, der for en gangs skyld definerede, hvad hun mente med denne beskyldning: I sin nuværende form, sagde hun, er populisme lig med ”etno-nationalisme, udsprunget af etnisk negativisme mod immigranter, mennesker, der er forskellige fra dem selv.”

Hvis man altså mener, at der findes nationalstater, hvis befolkninger er i deres gode ret til at bestemme, hvem og hvor mange, de vil åbne grænserne for, er man ”etno-nationalist” og hader andre. Eller omsat til praktisk politik: Eliterne skal bestemme, om nationerne med deres historie, sprog og kultur skal have lov at bestå, og som deres handlinger viser, finder de tanken om fædrelande og nationale folk vederstyggelig. De er nemlig på det rene med, at folkelige bevægelser er en trussel mod deres herredømme og jerngreb om den offentlige meningsdannelse.

En af diskussionsdeltagerne forklarede, at populisme er en sygdom, som udbredes af ”bakterier”. Bortset fra det, forbliver det tåget, hvilken konkret politik, de vil klandre populistiske ledere som Marine Le Pen, Nigel Farage og Donald Trump for.

Jo, de opfinder løgne til lejligheden. Det kunne den britiske offentlighed for få dage siden opleve, da BBC havde indkaldt Nigel Farage til spanking. Det blev et opgylp af eliternes beskyldninger om ”klimabenægtelse”, racisme, fremmedhad og kærlighed til Putin.

Havde Farage ikke givet Vesten skylden for Ukraine-krigen? Hvortil Reform-partiets spidskandidat svarede, at han allerede i 2014 offentligt havde udtalt, at Vestens kurs ville føre til krig, men at det naturligvis var Putins ansvar at have indledt den.

Kommer der ikke til at mangle sygeplejersker, hvis man lukker for indvandringen? Farage svarede, at man passende kunne begynde med at ansætte de britiske sygeplejersker, der ikke kan finde beskæftigelse, fordi migranter skal have arbejdet.

BBC-journalisten lod forstå, at Farage er ”klimabenægter” og dermed modstander af “videnskaben”. Farage svarede, at det ikke ændrer på den globale udledning af CO2 at spænde ben for den indenlandske produktion. Produktionen flytter blot til udlandet, og nettoresultatet bliver det samme. Dette ræsonnement ligger naturligvis fjernt for eliterne, der ikke er stive i fundamental logik, men som vi alligevel skal se op til, hvis vi vil undgå at blive kaldt populister.

I forbindelse med debatten i Oxford Union bemærkede studieværten Winston Marshall fra podcastet ”Marshall Matters”, at ”det globale venstre” er blevet en del af magteliten og ignorerer folkets ægte bekymringer.

En nylig gæst på Marshalls program foreslog en forklaring på eliternes unisone had til den jævne befolkning: Eliterne spejler sig i hinanden og søger bekræftelse i andre eliters bifald – journalister angler efter andre journalisters ros, eksperter vil hyldes af andre eksperter, og politikere vil have karriere i skatteyderbetalte ngo’er eller internationale organisationer, der betaler godt.

I den sammenhæng er folket – populisterne – et mareridt.