Engelske supportere anklages for hadforbrydelser efter at have sunget en stødende sang om Tyskland: “Ti tyske bombefly”.

Så nu er det hadefuldt at fejre sejren over nazisterne. Det tyske politi advarede udtrykkeligt fans mod at synge “den sang om bombeflyene” forud for EM. Tidligere har FA og Englands landstræner Gareth Southgate også bedt fans om ikke at synge den.

Selv fodboldtilhængere siges at være woke nu. Men de engelske tilhængere vil ikke lade sig presse. Sangen er egentlig en børnesang, men når den synges af engelske fodboldfans, betragtes den som nationalistisk.

Teksten er enkel:

There were ten German bombers in the air.
There were ten German bombers in the air.
There were ten German bombers, ten German bombers, ten German bombers in the air.

And the RAF from England shot one down.
And the RAF from England shot one down.
And the RAF from England, RAF from England, RAF from England shot one down.

Så fortsætter den med ni, otte og til sidst ingen tyske bombefly.

Her er en kort video, der viser, hvordan sangen bliver fremført, ret umusikalsk, men også underholdende.

Ja, England-supportere er i den rough and ready enden av supporter-spekteret. Men at synge en sang om Luftwaffe-bombefly, der bliver skudt ned, som “10 Green Bottles”, som sangen er baseret på, er næppe den hadforbrydelse, som nogle vil have dig til at tro.

Det skriver Simon Evans i Spiked. Hele pointen for tilhængere er at støtte deres hold, og ydmyge deres modstander. Når det gælder rivaliseringen mellem England og Tyskland, er historien lang.

Efter at Tyskland havde slået England ud efter straffesparkskonkurrence i semifinalen ved VM i 1990, skal Helmut Kohl have sagt til Margareth Thatcher under et EU-møde:

– Vi slog jer i jeres nationalsport!

Thatcher svarede tørt:

– Tja, vi har slået jer i jeres nationalsport to gange i dette århundrede!

Denne sang er måske lidt ensformig, endda fantasiløs. Men fodboldsange er ikke en øvelse i individuel lyrik og kreativitet, selv om det bobler op fra tid til anden. Disse sange er der for at forene, for at skabe broderskab, for at hæve humøret og moralen gennem traditionens samlende effekt, skriver Evans.

Som Shakespeare udtrykte det i Henry V:

We few, we happy few, we band of brothers;

For he to-day that sheds his blood with me

Shall be my brother; be he ne’er so vile

Der findes en række brutale sange, som er langt værre. Liverpools tilhængere sang længe sange, der hyldede flykatastrofen i München i 1958, hvor i alt 23 mennesker mistede livet, herunder otte spillere fra ærkerivalen Manchester United. De døde på grund af dårligt vejr og is på landingsbanen.

Always look on the runway for ice.

En anden variant, som også bruges af tilhængere af både Leeds og Manchester City:

Who’s that dying on the runway?
Who’s that dying in the snow?
It’s Matt Busby and his boys
Making such a fucking noise
Coz they can’t get their aeroplane to go!

Busby var manager for Man Utd, men han var også tidligere Liverpool-spiller og dybt respekteret.

Selvfølgelig er det smagløst, men samtidig er det ikke rigtig ondskabsfuldt. At forvente, at fodboldfans skal opføre sig som woke-inficerede papfigurer med fokus på dialog og mangfoldighed, er fuldstændig idiotisk.

Fodbold er i princippet en krig uden store konsekvenser, et åndehul. Man kan tolerere et par dumme sange, men selvfølgelig fordømme vold.

På tribunen er man en del af et fællesskab, som i første omgang ikke omfatter modstanderen. Men der er mange eksempler på, at tilhængere fra forskellige hold mødes på en behagelig måde. Ironi og sarkasme forsvinder dog aldrig, det er bare noget, man må finde sig i.

Stop volden, og lad sarkasmen leve!

Det er Danmark mod England om få minutter, og ingen forventer ballade mellem engelske hooligans og danske supportere.