For få dage siden fik Donald Trumps tidligere kampagnestrateg og nuværende online-kommentator, Steve Bannon, ordre til at melde sig i fængslet efter en dom for at have nægtet at lade sig udspørge i Repræsentanternes Hus. Hans argument var, at han kunne blive tvunget til at vidne om sager, som henhører under præsidentens – dvs. Donald Trumps – ”executive privilege”. I fængslet får han måske mulighed for at træffe en anden af Trumps tidligere medarbejdere, Peter Navarro, der også har nægtet at vidne, og derfor er buret inde.

Man kender fremgangsmåden fra en berygtet episode i amerikansk historie, nemlig fra McCarthy-årene i 1950’erne, da en stribe venstreorienterede blev idømt fængselsstraf, fordi de nægtede at angive folk, de havde lært kende, mens de var kommunister. Det var ikke forbudt at være kommunist. Man skulle bare stikke hinanden, så de formastelige kunne få deres liv ødelagt og miste muligheden for at tjene penge. Nogle begik selvmord eller døde af sorg, konen forlod dem, filmskaberes, skuespilleres og manuskriptforfatteres livsgrundlag blev fjernet. De forfulgte havde ikke begået nogen forbrydelse, men blev dømt for deres meninger.

”Velkommen til den tredje verden”, skriver journalisten Matt Taibbi fra Racket News (betalingsmur). ”Når man fængsler sine politiske modstandere, er det et sikkert tegn på, at man er på vej.”

Demokraterne glæder sig over at kunne lamme deres modstandere. Det er vældigt godt for demokratiet, at Steve Bannon i fire måneder bliver forhindret i at kritisere Biden og demokraterne, skriver en politisk strateg. Sådan vinder man valg i den tredje verden – og nu også hos vores store allierede.

Siden McCarthy-årene har staten fået flere muskler, bl.a. i form af de 260.000 ansatte i Sikkerhedsdepartementet, Department of Homeland Security. De skal have noget at lave og har derfor kastet sig over ”fjender af demokratiet”, dvs. amerikanere, der stemmer på Donald Trump.

Og hvordan begrunder de heksejagten? Simpelt! Kritikere af Den Dybe (demokratiske) Stat fremstilles som agenter for fremmede magter. Generalprøven på denne fremgangsmåde var kort efter præsidentvalget i 2016, da Hillary Clinton betalte en tidligere engelsk spion for at producere et dossier, der beviste, at Trump var russisk agent. Det blev grundlaget for flere forsøg på at fjerne ham fra præsidentposten.

Da det nogle uger før præsidentvalget i 2020 kom frem, at Joe Bidens søn, Hunter Biden, som var omtåget af ludere og stoffer, havde efterladt en aldeles kompromitterende computer hos en reparatør, skyndte 51 højtplacerede sikkerhedsagenter sig at meddele, at computerens indhold var russisk ”disinformation”.

I forbindelse med Hunters nylige retssag for på ulovlig vis at have anskaffet sig et skydevåben måtte en FBI-agent erkende, at computeren var god nok og ikke havde noget med Rusland at gøre.

Ikke fordi denne indrømmelse på nogen måde anfægter det demokratiske parti eller dets medier. Kun tosser tror, at politik har med sandheden at gøre. Politik er en øvelse i, hvad man kan bilde de dummeste ind.

Derfor lyver magthaverne uden blusel, for hvad skal deres kritikere gøre, når politik er omdannet til krig?

Den berømte krigsteoretiker, Carl von Clausewitz, bemærkede, at krigen er en fortsættelse af politikken med andre midler.

I dag er vi kommet videre: Politik er en fortsættelse af krigen med andre midler.