Hvad er meningen med Vestens strategi? Er det at straffe Rusland for, at Ukraine tabte krigen? Sådan ser det ud, og det åbner døren for en farlig eskalering.

Stephen Bryan er en stemme, der er værd at lytte til. Han undgår ikke de uundgåelige spørgsmål som, hvor mange soldater Ukraine mister hver dag.

Grundlæggende har Ukraine ikke soldater nok til at fortsætte kampen mod russerne meget længere. Ukraine har flere hundrede døde og sårede om dagen, og kampene beskrives ofte som en “kødhakker” på grund af det høje antal dræbte og sårede.

Dette er de hårde fakta. Konklusionen er indlysende:

Rusland har en stor reserve af trænede soldater, anslået til omkring en halv million, mens Ukraine næsten ikke har nogen reserver, som ikke allerede er udstationeret.

Det er dette underskud, som de vestlige lande forsøger at kompensere for med våben, penge og “instruktører”.

Snart vil Ukraine få F-16-fly. De vil få base i Rumænien, og derfra kan de angribe Krym. Men angreb på Krym er symbolske. Ukraine har ingen landstyrker at indsætte. Ukraine kommer med en politisk erklæring, men Putin har gjort det klart, at det ikke kommer på tale at opgive Krym. Krym er ikke til forhandling.

Så hvad er pointen med den ukrainske/vestlige strategi? Er det at straffe Rusland for, at Ukraine tabte krigen? Sådan ser det ud, og det åbner op for en farlig eskalering.

Russerne har vist stigende irritation over angreb på deres territorium. “Det faktum, at russiske krigsskibe ligger for anker i Cuba, er Putins måde at sende et politisk budskab på”, siger Bryan.

“Nogle europæiske ledere, især den franske præsident Emmanuel Macron, mister politisk støtte derhjemme og vælger måske en større krig for at forsøge at vende den offentlige mening til deres fordel.

At sende tropper og tilbyde kampfly og andre våben kan tolkes som et bevidst skridt i retning af en større europæisk krig. Det faktum, at USA tilsyneladende står bag brugen af F-16-baser i Rumænien, kan være Bidens måde at udløse en krig i Europa på og redde sin svindende politiske kapital.

Det er uansvarligt politisk hasardspil, men vores ledere synes ikke at have noget problem med det.

De gør dog regnskabet op uden en vært.

For det første har de tømt deres lagre. Hvis krigen skulle blusse op, har de ikke meget at falde tilbage på.

For det andet er det svært at opretholde forestillingen om NATO som en forsvarsalliance.

Det er usandsynligt, at den offentlige mening vil støtte politikere, der søger en konfrontation.

At risikere alliancen og Europas fremtid for at bevare sin position er i sig selv skammeligt og sandsynligvis kriminelt, hvis det er sandt.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at den offentlige mening vil støtte en storkrig. Faktisk er det mere sandsynligt, at der er en indestængt antikrigsstemning i Europa, som vil bryde ud, både til højre og venstre og sandsynligvis også i midten.

Wider European war on the horizon