Selv hvis Rassemblement National (RN) skulle vinde parlamentsvalget i Frankrig, vil resten af det politiske landskab og andre stærke sociale kræfter sabotere partiets evne til at udøve magt i regeringen, siger den franske filosof Michel Onfray.

“Venstrefløjen vil hellere sætte landet i brand under påskud af at bekæmpe fascismen,” sagde Onfray i et interview med Le Figaro fredag.

“Der er to mulige scenarier, ikke tre: Enten har RN et absolut flertal, eller også har det et relativt flertal. I begge tilfælde vil tilhængerne af den såkaldte republikanske bue – fra kommunisterne til republikanerne, via de grønne, socialisterne og macronisterne – forhindre folkets valgte repræsentanter i at regere under påskud af fascismens tilbagevenden. Public service-medierne vil gå i strejke, det samme vil det nationale uddannelsessystem og universiteterne, tog og fly vil stå stille, brændstofdepoter vil blive lukket, motorveje vil blive blokeret…

“Resultatet af valget til Europa-Parlamentet er det franske folks hævn efter en lang periode med magtmisbrug fra EU’s side,” siger den produktive filosof, som mener, at dette har stået på siden Maastricht-traktaten i 1992 og kulminerede med, at Bruxelles ignorerede Frankrigs afvisning af EU-forfatningen ved en folkeafstemning i 2005 – blot for at genbruge stort set det samme indhold i Lissabontraktaten to år senere.

Vi ser endelig de undertrykte vende tilbage, et folk, som siden 1992 er blevet betragtet som ubetydelige – og faktisk en plage, for de indser, at opbygningen af Europa har haft en høj pris, som er blevet betalt af folk og nationer, af de svageste og mest sårbare. Dette Europa – stærkt med de svage og svagt med de stærke – er blevet draget i tvivl af de svage, som på den måde har opdaget dets styrke. Den “folkefront”, som den splittede venstrefløj efterlyser, hvor alle hader hinanden, vil ende med at fungere som en støtte for Macron for at forhindre, at folkets stemme, som er genopstået med valget, først bliver hørt og derefter bliver i stand til at regere. Disse mennesker har et rabiat had til folket.
Onfray bor på landet og møder ikke nogen, der kan lide EU.
I min hjemby i departementet Orne omgås jeg kun mennesker, der lever midt i den gryde, som Europa langsomt koger dem i – håndværkere, butiksindehavere, landmænd, pensionister, enlige mødre osv. De har længe været klar over, at Bruxelles og Paris, som opretholder volden, påtvinger dem et diktatur, som det er svært at gøre modstand mod, fordi deres stemmer blev smidt i skraldespanden, når de ikke passede diktaturets håndlangere.
Den franske filosof er meget bekymret over, at det venstreorienterede parti La France Insoumise (LFI), som mange på højrefløjen betragter som den “islamiske venstrefløj”, klarede sig så godt ved EU-valget.
På den anden side blev jeg slået af LFI’s resultat på omkring 10 procent. Det er et betydeligt tal for denne nye form for antisemitisk, antidemokratisk, voldelig og krigerisk venstrefløjsfascisme, hvis eneste drøm er at sætte Frankrig i brand under påskud af den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Onfray sammenligner gerne Jean-Luc Mélenchons hold med bolsjevikkerne i 1917 og Mussolinis sortskjorter.

Manon Aubry skitserede allerede det nye politiske landskab aftenen efter EU-valgresultatet: “Folkefronten eller Adolf Hitler” – og glemte i den forbindelse, at Hitler sandsynligvis ville have stemt på Hamas i stedet for Folkefronten.
Den yderste venstrefløj længes efter at kaste Frankrig ud i kaos, siger Onfray:
Er du bekymret over La France Insoumises høje score? Er denne gruppes optrapning af verbal vold og aggressive adfærd et forvarsel om konfrontationer i landet, hvis RN får flertal i Nationalforsamlingen?

Faktisk er LFI den ild, der kan få det krudt til at eksplodere, som Macron og Maastrichterne har spredt i årevis. Mélenchon venter bare på det, han arbejder bare på den hypotese: revolutionært kaos og chancen for at gå over i historien iført det lappede kostume fra historiens helte, som han holder så meget af: Robespierre, Castro eller Chávez.
“LFI kan sammenlignes med den venstrefløj, der støttede mullahernes revolution i Iran i 1979,” siger Onfray: “De tror, at de udnytter muslimerne, men i virkeligheden er det muslimerne, der udnytter dem. Da teokratiet blev indført, blev de dræbt,” husker han.

Den politiske afstand mellem venstre- og højrefløjen i Frankrig er så stor, at den peger i retning af borgerkrig.