Vladimir Putin tilbød fredag, Ukraine at indgå fredsforhandlinger med henblik på at opnå en varig fred. Til reportere sagde han, at hvis Kyiv nægter at forhandle, er det den ukrainske regerings valg at fortsætte denne blodsudgydelse. Han tilføjede, at realiteterne på slagmarken fortsat vil ændre sig til Kyivs ugunst, hvilket betyder, at forudsætningerne for forhandlinger også vil ændre sig.

”Lad mig understrege”, sagde Putin, ”at kernen i vores forslag ikke blot er en våbenstilstand eller en midlertidig indstilling [af krigshandlingerne], sådan som Vesten ønsker. De ønsker at genbevæbne Kyiv-regimet. Dette handler ikke om omdanne [krigen] til en fastfrossen konflikt. Vi ønsker at afslutte denne konflikt. Lad mig igen sige, at så snart Kyiv indvilger i … at trække sine tropper tilbage fra Porosha- og Kherson-regionerne og Folkerepublikken, er vi klar til at begynde disse forhandlinger med det samme.”

Det står altså klart, at Rusland forlanger territorielle indrømmelser for at slutte fred.

Kommentatoren Clandestine [det betyder “Den skjulte”], der plejer at udvise sympati med Rusland, uddyber på X: Putin har tilbudt mange chancer for en diplomatisk løsning, men Vesten har afvist hver gang. Biden-regimets hensigt er at tvinge Ukraine til at kæmpe til den sidste ukrainer, fordi deres mål er at fremme deres geopolitiske agenda og svække Rusland, og fordi de nægter at indrømme, at de har tabt denne krig. Putin ønskede ikke krig og har opfordret Vesten til ikke at overskride den røde linje, det er at bringe Ukraine ind i NATO, skriver Clandestine.

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, har øjeblikkeligt afvist Putins fredsføler. På Ukraines vegne udtaler han, at dette ikke er et fredsforslag, men et forslag om yderligere aggression og mere okkupation. ”Det er ikke et seriøst forslag“, siger han.

Han har muligvis ret, men NATO burde måske overveje, om det var værd at forhandle med Putin, selv om en fredsløsning uden tvivl ville indebære, at Ukraine måtte afstå områder beboet af russere.

Stoltenbergs stejlhed må tydes som et tegn på, at NATO stadig tror, at Putin kan besejres på slagmarken – altså at mere krig vil medføre, at russerne bliver smidt ud af Ukraine. Derfor får vi mere krig. Krigen kunne naturligvis få en ende, hvis Putin trak sine tropper tilbage og erkendte, at han havde tabt. Men det er der næppe udsigt til.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Stoltenberg gør sig til talsmand for Ukraine. Hermed erkender han, at Ukraine-konflikten er en krig mellem Rusland og NATO, og i NATO-landene vil nogen måske spørge, om det var formålet med denne forsvarsalliance at føre krig i lande, der ikke er medlemmer af alliancen.

Men sådan er virkeligheden, og det betyder, at krigen vil fortsætte, så længe de vestlige befolkninger er villige til at finansiere den og levere våbnene, og så længe Ukraine kan levere mænd til fronten.