Kunsthistorikeren Lennart Gottlieb skriver om bustesagen på sin Facebookprofil:

“AKADEMIRÅDET ER EN PARODI PÅ KUNSTNERISK AUTORITET

“Det kan være svært at navigere i rollen som både kunstner og underviser på et kunstakademi, hvor det er samfundets eksplicitte forventning, at de unge uddannes til at overskride egne og andres grænser”, skrev det daværende akademiråd i januar 2023 i en redegørelse, de kaldte “Hvor står Akademiraadet egentlig i Bustesagen?”

Men er det overhovedet sandt? Er det det, vi, man, skatteyderne, eller hvem de tænker på, ønsker af kunstnerne? Er det sådan, at man bliver presset til at overskride egne og andres grænser, og skal ordentlige kunstnere ikke bare være ligeglade med, hvad ”folk” eller ”publikum” mener? Hvad tænkte Beethoven på, da han stokdøv skrev sine sene strygekvartetter og klaversonater? ”Eksplicitte forventninger”? Drejer det sig ikke om kunsten: at skabe originalt og kunstnerisk grænsesprængende? Er akademiets elever, lærere og andre forvaltere af den tunge arv ofre, eller er man som bustesynkerne bare blankt selvcentrerede udenfor rækkevidde weirdos, der opererer i selvfed glæde over sine klarsyn, hvor tyveri og hærværk ophæves, fordi det kaldes kunst?

Michel Houellebecq skrev engang et godt råd til sandhedssøgere, og akademirådet og dagens overspændte akademielever er, så vidt det kan forstås, på jagt efter sandheden hinsides kunsten og virkeligheden. Houellebecq skrev:

“Ethvert samfund har sine svage punkter, sine sår. Sæt fingeren i såret, og tryk til.
Grav i de emner som ingen har lyst til at høre om. Bagsiden af facaden. Insister på sygdommen, dødskampen, grimheden. Tal om døden og glemslen. Om jalousien, ligegyldigheden, frustrationen, fraværet af kærlighed. Vær afskyvækkende, så vil I tale sandt” (Niels Lyngsøs oversættelse).

Akademirådets redegørelse fra 2023 og det nye råds forlig med den mildt sagt latterlige akademilærer og hendes historieløse, opfyldt af glemsel aktiverede elever er som altid, når de privilegieblinde konfliktsky piller i såret, mærkeligt forblændet af egen imaginær magt uden kontakt med virkeligheden og konsekvenserne af magtudøvelsen.

Som om der ikke blev begået et strafbart tyveri af offentlig ejendom og hærværk, latterliggør akademirådet nu tilsvarende sin egen institutions autoritative fundament, der vel må være at kunne skelne kunst fra ikke-kunst og skidt fra kanel og også at forstå, hvad der ligger under.

Som det viste sig, da jeg for et kvart århundrede siden lavede en udstilling og skrev en bog om danske kunstskandaler, ligger der som regel en dybere og langt værre skandale under det umiddelbare, gerne medieskabte hurlumhej. Trykkede man til på det skandaleramte kunstneriske sår i kulturen, vældede det frem med materie fra en fortrængt underliggende betændelse, der forekom meget værre eller i hvert fald mere interessant kulturelt end den såkaldte kunstskandale.

Det Kongelige Danske Kunstakademi går tilbage til dengang hovedparten af danske bønder var stavnsbundne, hvor det var ulovligt ikke at være kristen og konfirmeret, hvor majestætsfornærmelse nemt kunne ende med, at den formastelige blev splittet op på hjul og stejle, osv. Der er nok at tage fat på, hvis man som kunstner vil beskæftige sig med historiens urimeligheder. Men hvorfor ville de aktivistiske synkekunstnere så fokusere på et område, der ikke havde noget med almindelige danskere hverken i fortiden eller nutiden at gøre?

Svaret er naturligvis, at under såret efter bustesynkningens skandale og det skandaliserede emne lå en anderledes aktuelt betændt skandale, som er, at Kunstakademiet og dets lærere slavegør deres stakkels elever, og at ingen, absolut ingen ud over de selvtilfredsstillede aktivister, har noget som helst ud af den kunst, man forsvarer, og hvis effekter man ikke vil kriminalisere, fordi de tænkes at være fredhellige som kunst. Dvs. at de unge, der ifølge akademirådet “uddannes til at overskride egne og andres grænser”, selvfølgelig ikke sådan rigtig skal stå til ansvar for deres akademisk anerkendte overskridende kriminalitet eller kunst.

Det Kongelige Danske Kunstakademi er en børnehave, og Akademiraadet, som de gudhjælpemig staver med dobbelt a, er en latterlig parodi på en kunstnerisk autoritet, der har glemt, hvad kunst er.”