Regimet i Kiev er ikke glad for opposition, og dissidenter mærker det. Ukraine har socialister og religiøse mennesker i mange afskygninger, men regimet har ikke megen respekt for dissidenter. Noget tyder på, at militærets tilbagegang betyder strammere forhold på hjemmebane. Men at blive fængslet for sine tanker er vel ikke foreneligt med de værdier, som Ukraine skal forsvare?

Matt Taibbi skriver om dissidenters situation i Ukraine på substack.com:

Den 25. april arresterede Ukraines sikkerhedstjeneste (SBU) den 25-årige socialist Bogdan Syrotiuk på grund af anklager om forræderi. Lidt over en måned senere, mens Syrotiuk stadig var fængslet i byen Mykolaiv, forbød Ukraine en af de kanaler, han er tilknyttet, World Socialist Web Site (WSWS), som tidligere er blevet undertrykt i USA, som vi har skrevet om her på hjemmesiden.

Man får indtryk af, at der er blevet indført to standarder: En for Ruslands retfærdighed og en anden for Ukraine. Den første fordømmes, den anden undertrykkes. Det er ligesom hjemme i USA, hvor der er blevet indført to sæt love: Et for Demokraterne og deres stormtropper – Antifa og BLM – og et andet for Trump og Maga-Republikanerne. Dette undertrykkes totalt af de nordiske medier. Amerikanerne går et skridt videre og triumferer, når Kievs kritikere dør i fængslet.

I januar døde den chilensk-amerikanske forfatter Gonzalo Lira i varetægtsfængsel efter at have været fængslet i længere tid. De fleste amerikanske medier fordømte Lira selv i døden med overskrifter som “Kreml Shill Dies in Ukraine” (The Daily Beast), “Pro-Putin American Expat Dies in Ukrainian Jail” (Newsweek) og “Anti-Ukraine Chorus Seeks to Exploit an American’s Death” (Substacks egen The Bulwark). SBU har også forsøgt at få The Grayzones Aaron Maté fjernet fra Twitter, og flere organisationer har offentliggjort lister over ukrainske mediers “fjender”, herunder Texty.Org.UA, som angiver alle fra Noam Chomsky til Carlson samt ismagnaten Ben Cohen, Chris Hedges, CODEPINK og andre (herunder mig) som spredere af russisk propaganda.

Det er denne seneste sortliste, der har vakt opsigt: Nogen har lavet en liste over alle, der er kritiske over for regimet i Kiev, og stemplet dem som putinister. Det er en fremgangsmåde, som vi genkender i Vesten. Krigen har ført til øget intolerance.

Både Trump og J.D. Vance er på listen. Det siger noget om, hvor bredt man går, når folk defineres som fjender af Ukraine, læs: krigen.

Hundredevis af fremtrædende amerikanske organisationer og personer, herunder Donald Trump og senator J.D. Vance (R-OH), er blevet nævnt på en sovjetisk liste over fjender, som ikke støtter, at USA sender flere våben og penge til Ukraine.
Man kan se på Jens Stoltenbergs aggressive udtalelser, at krigstilhængerne er ved at lukke rækkerne.

De opfatter kritik som truende. Men er det en holdbar løsning?

Forbindelsen mellem fjendelisten og det amerikanske udenrigsministerium er tæt.

The report, titled: “Roller Coaster: From Trumpists to Communists. The forces in the U.S. impeding aid to Ukraine and how they do it,” was released last week by a Ukrainian NGO whose founder was trained by the U.S. State Dept.

Listen bruger de samme argumenter, som vi har mødt i den norske offentlighed. Hvis du kritiserer Ukraine, er du et talerør for Kreml.

Listen omfatter amerikanske politikere, journalister og personligheder på de sociale medier, som fremstilles som redskaber for Rusland, selv om rapporten ikke påviser direkte, dokumenterede forbindelser til russiske myndigheder eller propagandister.

I stedet hævder rapporten, at “de argumenter, de bruger til at opfordre myndighederne til at tage afstand fra Ukraine, er et ekko af centrale budskaber i russisk propaganda, der har til formål at fratage ukrainerne evnen til at forsvare sig selv med vestlige våben og midler.”

Med andre ord er definitionen af, hvad der “ligner” russisk propaganda, helt op til dem, der driver ukrainsk propaganda. Hvor bæredygtig er sådan en strategi i det lange løb?

Tonen er blevet mere hidsig i takt med den militære tilbagegang.

Nogle af USA’s mest kendte konservative politikere og journalister er hængt ud:

Blandt politikerne og journalisterne på fjendelisten for at blokere for yderligere hjælp til Ukraine er Donald Trump, senator Rand Paul (R-KY), repræsentant Matt Gaetz (R-FL), repræsentant Marjorie Taylor Greene (R-GA), repræsentant Jim Jordan (R-OH), oberst Douglas Macgregor, tidligere kongresmedlem Ron Paul, Tucker Carlson, Max Blumenthal, Daniel McAdams og Alex Jones.

NGO’er, som blev beundret af venstrefløjen under Irak-krigen, såsom antiwar.com, er pludselig fjender, fordi de ikke støtter krigen. Det er den rejse, den amerikanske elite har taget. Krigen i Ukraine betød en enorm radikalisering. Venstrefløjen blev pro-krig.

Det er gået så vidt, at det amerikanske udenrigsministerium hjælper med at uddanne og finansiere en ukrainsk NGO, som sviner amerikanske borgere til. Det eneste, de har gjort, er at modsætte sig flere overførsler til Ukraine, hvilket også er, hvad flertallet af amerikanerne mener.

De er offentlige personer, som er imod at sende flere amerikanske skatteyderes dollars og våben til en konflikt, som ikke har noget at gøre med at forsvare det amerikanske folk eller deres sikkerhed.

At sådanne lister udarbejdes af en organisation, der finansieres og uddannes af den amerikanske regering, er ganske enkelt uforsvarligt.
For det bliver man stemplet som en fjende af staten.

World Socialist Web Page minder om den radikale sværm fra 60’erne og 70’erne, som Vesteuropa var fuld af. I den krig, som Vesten støtter, bliver man arresteret, nægtet medicin, og ens advokat bliver truet til at sige op.

Siden sin anholdelse er Syrotiuk blevet nægtet kontakt med sine WSWS-partnere. Ifølge WSWS er han også blevet nægtet adgang til ordentlig juridisk rådgivning eller den blodtryksmedicin, han er afhængig af. På et tidspunkt lykkedes det Syrotiuk at finde en advokat i Kiev. En uge senere sagde hans advokater, at han ikke kunne påtage sig sagen med henvisning til faren ved at repræsentere ham.

Selvfølgelig ransagede de WSWS’ kontor i hans hjemby og fandt en mølædt militærfrakke. Det er det, der præsenteres som bevis i den nye retssag mod Biden og Zelenskyj.

Socialistiske eller kommunistiske figurer i både Ukraine og Rusland har fået særlig officiel opmærksomhed siden Ruslands invasion i februar 2022, måske på grund af den vellykkede agitation, der har fundet sted i regionen. Syrotiuks Unge Garde, en trotskistisk gruppe, der opererer i hele det tidligere Sovjetunionen, går ind for en afslutning på krigen og et samarbejde mellem den russiske og ukrainske arbejderklasse, samtidig med at den er imod både Vladimir Putins og Volodymyr Zelenskys regeringer. En måned før krigen brød ud, i januar 2022, kontaktede de World Socialist Web Site, en anden trotskistisk organisation, som er imod “alle regeringer” og “forsvaret af nationalstaten”, ikke bare i Ukraine, men overalt.

“Det ironiske ved dette er, at vi måske vil se vores medlemmer, som er aktive i Rusland, blive arresteret af Putins regering,” siger David North, leder af Socialist Equality Party, som udgiver WSWS. Norths gruppe beskylder USA’s og NATO’s “provokerende og aggressive” politik for at have startet konflikten, men tilføjer: “Alligevel var vi imod Putins invasion af Ukraine.”

Ifølge North er en del af Syrotiuks forbrydelse at deltage i propaganda på vegne af et russisk statsorgan, og med det mener de World Socialist Web Site, som er en konsekvent kritiker af Putin. I Syrotiuks anklageskrift står North opført som “leder af en russisk kontrolleret propagandaorganisation”. Ironisk nok beskriver North WSWS som “Putin-regeringens bitre fjender” og siger, at netstedet er “meget imod denne opfattelse af Putin som en slags stor leder af en ny multi-polær bevægelse”.

For dem, der var aktive i 60’erne og 70’erne, er det velkendte tanker og grupper. Der var et væld af bevægelser, som ideologisk insisterede på, at de ikke havde noget til fælles med Sovjetunionen, selv om de var baseret på marxisme. Det, de var imod, var det sovjetiske hegemoni.

Nu forfølges sådanne tanker i dagens Ukraine.

Men det er ikke kun i Ukraine, at de forfølges. Radikale med hukommelse vil huske Boris Kagarlitsky. Han blev arresteret af russerne i december og idømt fem års fængsel. Putins regime har ingen som helst sans for humor. Kagarlitsky lavede en joke, da Krim-broen blev angrebet. Det skulle han ikke have gjort. Humor er blevet farlig i både Rusland og Ukraine.

Det er værd at bemærke, at lignende fængslinger finder sted i Rusland, og at nogle af dem rammer tæt på hjemmet. I december sidste år arresterede russerne Boris Kagarlitsky, en mangeårig bidragyder til Moscow Times, som var hovedskribent på “Russian Dissent” Substack, sponsoreret af dette site. Boris, som selv er socialist, men ikke på nogen måde tilknyttet WSWS, blev stemplet som “inoagent” (udenlandsk agent) og idømt fem års fængsel, hvilket de russiske myndigheder kaldte “overdrevent mildt”. Sagen er en af de mere absurde i historien om ytringsfriheds-forbrydelser. Kagarlitsky blev oprindeligt anklaget for at bagatellisere en eksplosion på Krim-broen mellem Rusland og Krim i 2022 takket være en video med titlen “Eksplosiv lykønskning til katten Mostik”, hvor han på sarkastisk vis forbandt en kat med eksplosionen. Det russiske nyhedsbureau TASS bemærkede Kagarlitskys “negative holdning til myndighederne”, og Boris sidder fortsat i fængsel. Vi forsøger at få flere oplysninger om hans status.

Det er virkelig mørke tider. Vesten er blevet suget ind i en historie, som de lader, som om den ikke eksisterer, og derfor har den en endnu større ætsende effekt på vores egen moral.

Det er “os”, der finansierer og støtter et regime, som fængsler harmløse dissidenter, ligesom Putin-regimet.

Anklageskriftet mod Syrotiuk indeholder oplysninger, som David North siger kun er tilgængelige på hans amerikanske hjemmeside. Den amerikanske efterretningstjeneste overvåger ham i USA og sender oplysningerne til Kiev. Det kvæler oppositionen i både USA og Ukraine, og de negative aspekter forstærker hinanden.

Der har været en del opmærksomhed fra BBC og Amnesty om Kagarlitsky, men nada om Syrotiuk. Zelenskyj kan afvikle demokratiet og oppositionen i fred.

Men hvad med det anti-korruptions arbejde, som EU er så ivrig efter? De hævder, at Ukraine har gjort fremskridt.

Det næste skridt er, at EU/NATO har en fælles interesse med Kiev i at undertrykke oplysninger om korruptionen.