De af os, der er gamle, kan genkende en kulturrevolution, når vi ser den. Vi har været igennem noget lignende i efterkrigstiden. “At bygge fred” blev det kaldt, da vi var unge. Nationalfølelsen skulle slå rod i vores små sjæle, og tjene til at forene os i at afvise kritik af krigens gang og uretfærdigheder begået i efterkrigsopgøret. Det lykkedes i den grad. Hvilket giver fordøjelsesproblemer, når dagens kulturrevolution skal vende den forrige 180 grader og lidt til.
Woke
Woke har et problem, som nok er uden fortilfælde i kulturrevolutionernes historie. Den forsøger at fordreje både naturlove og objektive sandheder. Du ved, at mænd kan være kvinder, at fotosyntese er gift, og at demokratiets hjørnesten – ytringsfriheden – på en eller anden måde er en trussel mod demokratiet. I samme åndedrag kunne man f.eks. nævne, at “våben er vejen til fred”. For de af os, der blev indoktrineret under den forrige kulturrevolution, er det sværest at sluge, at vi er nazister og højreekstremister, når vi elsker vores land, ønsker at bevare sammenholdet og værne om de værdier, som Hitler tog fra os.
Hverken Mao, Stalin eller Hitler vovede at angribe naturlovene, eller måske troede de, at det ville være umuligt at gennemføre? Nutidens kulturrevolution ser ud til at være endnu værre galskab iscenesat af endnu mere vanvittige mennesker end tidligere.
Covid og “vaccinerne”.
Covid og “vaccinerne” var og er en genial plan for at forene masser af mennesker i frygt. Den samme pakke indeholder forvrængning af virkeligheden om videnskab, demokrati, køn, klima og krig. Hvis du er “med på” covid-bedraget, er du med på alle de andre bedrag, der udgør denne kulturrevolution. Hvis du ikke er det, er du ude, stemplet som konspirationsteoretiker, bedstemor-dræber, klimafornægter, anti-vaxer, putinist, racist, nazist eller en af de andre etiketter, der er designet til at kvæle den demokratiske debat og sikre gennemførelsen af planen om, at du ikke skal eje noget og være meget glad for det.
Vi havde både kongen og kronen
Det, der skaber stor fortvivlelse i en gammel bedstemors sjæl i dag, er, at vi har mistet kongen og også kronen. Sådan var det ikke, da jeg voksede op. Allerede som små børn vidste vi, at det var kongefamilien, der havde forhindret, at fædrelandet blev en nazistisk lejr. I dag sidder både regeringen og kongehuset som sild i en tønde på stolene i Davos og lytter begejstret til hacking the brains Harari og eat ze bugs Schwab, mens de ignorerer en overdødelighed i deres egen befolkning, som langt overstiger dødstallene i krigstid. Samtidig undlader de at undskylde for terrorangreb mod jøder i Israel, holder kæft med de manglende fredsforhandlinger i Ukraine og lader optrapningen mod Tredje Verdenskrig fortsætte uforstyrret.
Sorgen over en tabt fremtid
I mange årtier var jeg fuldstændig overbevist om, at vi havde lært af historien. Det er et vedvarende chok, at det ikke er tilfældet. Glæden ved at følge vores børnebørns rejse ind i voksenlivet er væk og erstattet af en dyb bekymring for dem. Deres fremtid er måske gået tabt sammen med den korte tid, min fremtid består af. Alt, hvad vi har, er håbet om, at den igangværende opvågnen vil nå en kritisk masse, før det er for sent for flere end dem, der allerede har haft denne kulturrevolutions krig, lidelse og død i deres midte.
Bedstemor