Da Lars Hedegaard blev forsøgt dræbt den 5. februar 2013 uden for sit hjem på Frederiksberg, blev det kommenteret, at det var det første politiske attentat i Danmark siden attentatet på konseilspræsident Jacob Scavenius Estrup den 21. oktober 1885. Politiske mord var vendt tilbage til Europa under islams banner.

Danmark var ikke det eneste land, der mistede sin uskyld. Mordet på Pim Fortuyn i 2002 var også det første i Holland siden for flere hundrede år siden.

I Norge var attentatet på forlæggeren William Nygaard i 1993  for at have udgivet De sataniske vers et varsel om det samme: Islam signalerede, at Europa var blevet et krigens hus. Men norsk politi fik ikke lov til at opklare angrebet, hvis spor helt klart førte tilbage til Iran.

Nu skriver Mette Frederiksen sig ind i en tradition af nye politiske angreb.

En kendt dansk blogger skrev for mange år siden: “Hvornår oplever en dansk politiker at blive angrebet, når han krydser Kultorvet?” Det var pudsig nok netop Kultorvet, han så for sig.

Det er flere år siden. Men nu er det sket, og politikerne er rystede: Jonas Gahr Støre. Helle Thorning Schmidt, Charles Michel. De er alle sammen rystede. Søren Gade, formand for Folketinget, siger, at det er et angreb på demokratiet.

Er det det? Det er et fysisk udtryk for misbilligelse i den skarpe ende. Fordi situationen opstod. Polakken fik en anledning. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Mette Frederiksen blev bange. Hun er ikke særlig populær.

Hun kiggede ned i noget: At hun er omgivet af mennesker, som hun ikke aner, hvem er. Nogle af dem vil hende ikke godt.

Det er det, der er så skræmmende. Samfundet er blevet noget mørkt og truende. Der går  rundt blindgængere, som er i stand til det meste. Mette Frederiksen har mødt en af dem. Det skræmte hende.

Pressen vil gerne stemple dem som højreekstremister. Det er alt for enkelt.

Politikere må tage konsekvensen af deres egen politik. Det var det, min ven bloggeren mente for mange år siden: Hvornår møder en politiker en af disse mennesker, de tabere, som samfundet er fuld af? Politikere lader, som om de ikke findes. Solen skinner altid på tv.

Det ultimative bad trip var Utøya. 69 mennesker blev dræbt. Anders Behring Breivik hører hjemme i en film noir af Stephen King. Han er Travis Bickle fra Taxi Driver (1976). Europa er nu blevet den samme arena, som USA var efter Vietnamkrigen.

Men politikerne har ikke noget at skulle have sagt i forhold til det, de har skabt.

Mette Frederiksen har fået mange fjender undervejs. Minkskandalen, pandemilukning, vacciner, Store Bededag og nu rollen som krigsminister for et fremmed land. Hun bevæger sig i et farvand fuld af undervandsskår.

Den sorte svane er bare en flig af et Danmark, som politikerne ignorerer.

Spillet holdes i gang. Men volden er et varsel. Som med de islamiske angreb og terror er den ubestemmelige vold ud af det blå et varsel.

Politikerne kan vælge at omgive sig med endnu flere vagter. De kan kalde det et angreb på demokratiet. Men det hjælper ikke. De, der er i stand til at begå voldelige angreb, er uden for pædagogisk rækkevidde.

Men politikere og medier kan udnytte situationen til at mobilisere den offentlige mening og vende den mod oppositionen. Det er det alvorlige og utilgivelige ved politisk vold: Medierne og politikerne har ingen betænkeligheder ved at stemple volden som højreekstrem, hvis det overhovedet er muligt. De vender den mod en yderst legitim opposition som Trump og Le Pen.

Dermed drejer de endnu en gang på den skrue, der kan føre til mere vold.