Den pæne version af, hvordan det går i Ukraine, er, at krigen trækker i langdrag. Den knap så pæne, men sandfærdige version er, at russerne vinder. Ikke spektakulært, suverænt eller noget, der leder tankerne hen på triumf og trikolore, men med dødbringende effektivitet som en kødhakker på vinger og larvefødder.

Europæiske mainstreammedier har længe fortiet denne ubønhørlige udvikling og beskæftiger sig i nyhedsdækningen næsten udelukkende med russiske tab, når de ikke leder efter beviser på, hvor ond præsident Putin er. I Tyskland mener nogle ligefrem, at han er den nye Hitler.

Det kan godt være, Putin er et ondt menneske, men det er sådan set ligegyldigt for forståelsen af, hvad der foregår på krigsskuepladsen, og hvordan vi håndterer krigen bedst muligt herfra.

Som den nøgterne professor i international politik ved Bundeswehr-universitetet i München Carlo Masala forleden pegede på i et interview til Kristeligt Dagblad (25/5), foretrækker vi i Vesten at reducere krige, ikke blot den aktuelle, men alle krige, til en kamp mellem det gode og det onde. Længere rækker vores analytiske evner åbenbart ikke. Denne hollywoodisering svækker vores rationelle forståelse af konflikter og sikkerhedsdilemmaer på hele kloden. Professoren tilføjede:

»Var mennesker grundlæggende onde, ville vi have mange flere krige, end vi har. Og hvis mennesker var grundlæggende gode, ville vi have langt færre krige. Vi har tilstrækkeligt med eksempler i historien på folk, der kom til magten med en fredelig dagsorden, og som begyndte at føre krig. Tænk blot på Obama.«

Præsident Obama var med andre ord ikke den engel, han blev ophøjet til af medier og håbefulde, progressive mennesker. Ligesom så mange andre beslutningstagere kom han i klemme i virkeligheden og måtte agere derefter. Politik er plumret; international politik er særdeles plumret.

Lige siden 1945 har Europa holdt ferie fra verdenshistorien, og kommunismens kollaps omkring 1990 forlængede den med et par liberale årtier mere. I store dele af efterkrigstiden var europæerne gode til at handle og skabe vækst og velfærdsstater, men den militære sikkerhed var noget, vi lod amerikanerne stå for. Faktisk så meget, at Nato mere og mere blev et fremskudt amerikansk forsvar efter princippet om, at betaleren bestemmer.

Efter Sovjetunionens fald rykkede det fremskudte amerikanske forsvar skridt for skridt længere østpå i 1999 og 2004 samt med løftet i 2008 til Ukraine og Georgien om optagelse i alliancen. Det skete alt sammen så gelinde, at kun få lagde mærke til det. Jeg så eller forstod ikke hovmodet dengang, men den selvtillid, hvormed Nato og EU førte sig frem, var, set i bagspejlet, temmelig skamløs. 

Det blev ligesom bare ved: Vi er de bedste, os kan ingen tæske. Selv om russerne gjorde opmærksom på østudvidelsens iboende sikkerhedsproblem, fortsatte vi ufortrødent med at gøre kur til folk og regeringer langs de russiske grænser.

Det fører mig frem til følgende (foreløbige) konklusion: Rusland er skyld i invasionen af Ukraine, ligesom Rusland bærer skylden for annekteringen af Krim, ingen tvivl om det, men vi bærer skammen. Skammen over at have trængt Rusland i defensiven, over at have nægtet at forstå, at nok var nok – og over at have mistet russerne som forbundsfælle i den større og vigtigere geopolitiske strid med Kina.

Tillad mig en sammenligning. Det var som bekendt 68’erne, der ved hjælp af musik, dans, hash og politik indledte krigen mod skyld og skam i de vestlige samfunds normer og seksualmoral og kastede hæmningerne på historiens mødding som levn fra en reaktionær, kristen tid. Pludselig blev skyldfrihed og skamløshed opfattet som noget godt, frisættende og forjættende. Alle autoriteter og levn fra fortiden skulle væk. Den historie er velkendt. 

Mindre velkendt og mere overraskende er det, at skamløsheden gik i arv et så fjernt sted som i udenrigspolitikken en generation senere. For selv om den generation, jeg kalder 89’erne, gik i rette med 68’erne på mange felter, videreførte de 68’ernes skamløshed ved at bilde sig selv og andre ind, at hele verden kunne blive som os; også russerne. Og da det ikke skete, måtte Rusland i hvert fald tåle at grænse op til en hel stribe nye Nato-medlemmer uden at kny.

Resultatet ser vi nu. Ukraine smadres uge of uge og hundredetusinder af unge mænd dør i en krig, der set med vestlige øjne er ved at blive tabt. Jeg ved ikke, hvad det rigtige militære svar er, men jeg konstaterer, at vi sandelig har spillet en rolle i spørgsmålet om Ukraine, blandt andet ved at love ukrainerne meget mere, end vi kunne holde.

Jeg anbefaler ikke selvbebrejdelse som nogen udvej, slet ikke. Men erkendelsen af, at vi bærer rundt på en skam, som vores adfærd i relation til andre rimeligvis har påført os, er et nødvendigt første skridt ud af vores vildfarelser og fortvivlelse. Den kan i bedste fald fungere som et politisk gyroskop og få os til at stikke en finger i jorden.

Krigen i Ukraine er ikke vores skyld, men den er vores skam ud fra den psykologi – med et lån fra højskolelærer og foredragsholder Christian Hjortkjær – at man føler skyld, når man bevidst gør noget forkert, men skam, når man kommer til det.