For et par dage siden lod den tidligere Spiked-redaktør, marxisten Brendan O’Neill, sin forargelse gå ud over premierministrene i de tre mest antisemitiske lande i Europa, apokalypsens tre ryttere Spanien, Irland og Norge, i artiklen “Rewarding fascism” (Belønning af fascisme):

“Belønning af fascisme”:

– Nu ved vi, hvad der skal til for at blive en stat: Dræb jøder. Voldtag, dræb og kidnap jøder – og syv måneder senere vil lederne i Irland, Spanien og Norge anerkende dig som en stat.

Læren af Dublins, Madrids og Oslos koordinerede dydssignalering er, at pogromer virker. Nedslagtningen af civile giver resultater. Fascisme bliver belønnet.

Dette er “diplomati”, når det er allermest farligt.

Irlands Simon Harris, Spaniens Pedro Sánchez og Norges Jonas Gahr Støre fremstiller selvfølgelig deres fromme anerkendelse af Palæstina som et forsøg på at skabe fred:

– Det handler om at “skabe en fredelig fremtid”.

Enten har de vrangforestillinger, eller også taler de med to tunger. For den sande effekt af deres indgriben vil være at forværre fjendtlighederne. Hamas vil føle sig opmuntret. De ved, at hvis de fortsætter med at hamre løs på Israel, venter der dem en vidunderlig gave: deres egen stat.

– Ved at vifte med denne gulerod foran Hamas har de tre premierministre praktisk talt givet grønt lys til Hamas’ terror.

Belønning af en apokalyptisk voldshandling

– Sjældent har vi set en så hensynsløs dydssignalering. Statsministrene er så ivrige efter at udbrede deres “korrekte” tankegang til verden, at de slet ikke synes at have tænkt over konsekvenserne af, at tre europæiske nationer bliver involveret i en blodig krig.

Deres blindhed over for alt andet end deres egen retfærdighed blev bedst opsummeret af Simon Harris, da han stod på trappen til regeringsbygningen i Dublin og proklamerede, at dette er “det rigtige at gøre” – oversat: “Er jeg ikke fantastisk?” – uden så meget som en flig af bekymring for de globale konsekvenser af at belønne en apokalyptisk voldshandling.

Det er det, der sker. De har selvfølgelig været omhyggelige med at fordømme Hamas’ pogrom den 7. oktober. Harris kaldte det en “barbarisk massakre” (mens Støre var tilbageholdende med at kalde Hamas for en terrororganisation). Men legitimeringen af en palæstinensisk stat ville ikke have fundet sted, hvis det ikke havde været for den 7. oktober.

Faktisk kædede Harris eksplicit sin anerkendelse af Palæstina sammen med den “forfærdelige” og “samvittighedsløse” krig i Gaza. En krig, der blev startet af Hamas. Den 7. oktober. Et antisemitisk barbari, som verden ikke har set magen til siden Holocaust.

– Vil du have din egen stat? Dræb nogle jøder!

– Og her er vi så igen. Vil du have din egen stat? Start en krig. Dræb nogle jøder – og jobbet er gjort.

Uanset hvordan de tre premierministre vender og drejer deres tankeløse globale dydssignalering, er den objektive konsekvens en legitimering af Hamas. Hamas har hilst anerkendelsen af Palæstina varmt velkommen og beskrevet den som “et vigtigt skridt i retning af at bekræfte vores ret til vores land”.

Jeg er ikke tilhænger af “guilt by association”, men når en hær af antisemitter roser dig, har du kvajet dig …

Det er, hvad “Palæstina” er blevet for den vestlige kulturelite: En moralsk balsam, en kilde til flygtige meninger – en kasse, de kan klatre op på og tale om fjerne emner, når de mangler visioner for de nære.

Politikere uden ideer til, hvordan de kan forbedre deres egne samfund, søger tilflugt under palæstinensismens fernis af “moral”. Disse tre premierministre, upopulære, retningsløse og blottet for ideer til, hvordan de skal løse deres landes presserende problemer, føler sig for en stund vigtige og endda statsmandsagtige ved at stille sig op foran kameraerne og sige: “Jeg anerkender Palæstina.”

Det mest utilgivelige aspekt af dagens hensynsløse opmuntring af Hamas er, at disse tre ledere værdsætter deres egne 15 minutters dyd mere end den presserende opgave med at skabe fred i Mellemøsten ved at knuse den racistiske hær, der startede krigen.

“Marxistisk libertarianer”

Brendan O’Neill er en britisk kommentator og forfatter. Han var redaktør for Spiked fra 2007 til september 2021 og er i øjeblikket magasinets politiske chefskribent. Han har været klummeskribent for The Australian, The Big Issue og The Spectator.

O’Neill var engang medlem af Revolutionary Communist Party og kaldte sig trotskist og skrev for partiets tidsskrift Living Marxism. I 2019 definerede han sig selv som en “marxistisk libertarianer”.