Onsdag rapporterede Nyhetsmorgen, at turistrekorden fra 2019 ville blive slået: Billig valuta og smuk natur er uovertruffen. Nu risikerer Norge at blive kendt for noget andet: Det mest Palæstina-venlige, læs: antisemitiske, land.

Som du kan se af alle de tweets, Elisabeth Rooney har indsamlet: Reaktionen er meget stærk over hele verden. De læser ikke det ind i anerkendelsen, som Jonas Gahr Støre baserede anerkendelsen på: Nu skal tostatsløsningen tilbage på sporet. Nej, de læser det som en anerkendelse af Hamas og “modstandskampen”, dvs. 7. oktober.

At regeringen, og især Udenrigsministeriet, ikke var klar over, hvad reaktionen ville blive, viser, at regeringen er autistisk. Den hører kun sin egen stemme. Den insisterer på, at det, den tror om virkeligheden, er det eneste sande. Det er sådan, børn opfatter verden; magisk tænkning.

Voksne, der lider af infantilitet.

Regeringen har været i stand til at tyrannisere nordmændene lige siden pandemien. Vi finder os i alt. Nedlukninger, forbud mod at have gæster, mens elpriserne skød i vejret, fordi Støre og Vedum kun er optaget af at tilfredsstille Tyskland. Men de vil ikke selv ofre noget, de vil tjene på det. Nordmænd kan bløde. Nordmændene indser ikke, at de bliver ført bag lyset.

Så kom “fuldskalainvasionen”, og Norge tjente en masse penge, da EU lukkede for den russiske gas. Vi er blandt de bedste i klassen, når det gælder krigen i Ukraine; vi har taget imod mange ukrainske flygtninge, og sender våben og penge. Men denne aktivisme fungerer ikke på samme måde i Mellemøsten. Det er her, regeringen har dummet sig.

Espen Barth Eide signalerede tidligt, hvor han stod. Han så det som en mulighed for at fremhæve Norge, som havde lang erfaring i Mellemøsten med diplomater som Hans Wilhelm Longva, Terje Rød Larsen og Tor Wennesland. Hvad kunne gå galt?

Men Udenrigsministeriet indså aldrig, at den 7. oktober var et kvalitativt skifte, ikke bare for Israel, men for hele Mellemøsten. For bag Hamas står Iran. Israel kæmper ikke kun mod Hamas, men også mod Hizbollah, Syrien, Iran og jihad-bevægelsen.

Man behøver ikke at have studeret salafisme for at indse, at antisemitismen er vendt tilbage til Europa som jihad. Men det kræver, at man har en realistisk opfattelse af virkeligheden.

Det har Barth Eide og Støre ikke. De insisterer på deres egen virkelighed: Deres intentioner overtrumfer andres, og da duoen ønsker at gøre godt, er det dem, der får chancen. Hvis verden kun hører deres ord, vil de andre blive overbevist. Måske ikke lige med det samme, men med tiden. Nogen skal sige det magiske ord: Anerkendelse.

Hvad har regeringen anerkendt? Den gamle, korrupte præsident på Vestbredden, som er gået mange år over tiden, fordi han ikke tør udskrive valg, for så vinder Hamas, eller var det Hamas, de anerkendte, og som nu har kæmpet mod sin ærkefjende i syv måneder?

Hvad har været palæstinensernes kendetegn siden oprettelsen af staten Israel i 1948? De blev tilbudt en stat dengang. De afviste det og angreb i stedet.

Da Yasir Arafat grundlagde Fatah og PLO, var det med en mission. “Generobring”. Arafat blev tilbudt sin egen stat af henholdsvis Ehud Barak og Ehud Olmert, som var hele Vestbredden og Gaza, med små justeringer. Men Arafat turde ikke acceptere. Han krævede ret til at vende tilbage, dvs. at staten Israel skulle ophøre med at eksistere.

Hamas overtog stafetten med konstant raketbeskydning, som blev til krige med få års mellemrum.

Den norske venstrefløj fik det ind i hovedet, at fordi Israel er stærk, var det Israels skyld. De skulle reagere proportionalt. Det blev et mantra, som alle var begejstrede for.

Det var et tydeligt tegn på infantilisme : Samfund, der insisterede på deres egen virkelighedsopfattelse.

Israelerne ser noget andet end os: De ser en civilisation i forfald. De ved, hvad importen af muslimer har betydet for Europa. De ser, at vi har byer, der ligner Ramallah og Jenin. Det var den association, israelske journalister fik, da de kom til Malmø før Eurovision. “Israelske journalister genkender kulturen, klan-mentaliteten og jødehadet. De ved, hvad islamisterne er i stand til.

Men ikke de europæiske myndigheder. De vil ikke vide det, og medierne er deres talerør. I årtier har de dækket over og omskrevet brutaliseringen af vores samfund. Borgerne må lide i stilhed. Jeg bruger ordet lide, fordi det beskriver forvandlingen af engang homogene, fredelige samfund til noget uigenkendeligt.

På et tidspunkt besluttede myndighederne ikke at beskytte det, der var fredelige samfund, men at fortynde befolkningen så meget, at den aldrig kunne genopbygges. Denne politik er blevet gennemført over hele Europa. Irland er blevet forvandlet til ukendelighed på bare få år.

Volden i norske skoler er en klar indikator på, hvad vi har i vente. Det kommer ikke til at ske! Nu er det magiske ord “forebyggelse”. Hvordan forebygger man en hel kultur? Den norske elite ønsker ikke at tale om sig selv, og hvad den har gjort forkert.

Den vælger i stedet at anerkende Palæstina.

Norsk fredsdiplomati møder en krig, og norske politikere ser sig selv som enestående: “Vi er i tæt kontakt med Saudi-Arabien,” siger Barth Eide. “Den norske regering har storslåede planer, der er større end Oslo-processen.

“Jeg husker Madrid-konferencen efter Libanon-krigen i 1982, da Yitzhak Shamir var premierminister. Dette er noget lignende, som regeringen har i tankerne. Noget stort.

Men den ønsker ikke at forstå den moderne jihad, at jihad også finder sted i vores gader.

For nylig blev sideruden i undertegnedes bil smadret. Bilen var parkeret midt i Oslo. Der var mange andre biler parkeret på rad og række, så hvorfor lige denne? Der manglede ikke noget. Indtil vi kom i tanke om, at der hang et synligt kors i forruden. Det var årsagen. En forbipasserende var blevet fornærmet over at se et kors.

Hvordan vil fremtiden se ud? Vi har allerede tilpasset os: Vi skjuler, hvem vi er, tager omveje og taler ikke om vores “problemer”.

Vi ved, at det bare er en udsættelse. At problemerne vokser dag for dag.

Det er denne proces, som regeringen har grebet ind i og fremskyndet med sin anerkendelse. De har givet grønt lys til de kræfter, der hader både Davidsstjernen og korset.

De tror, at de kan besejre virkeligheden, men virkeligheden er stærkere. Se bare på demonstrationerne i Gaza. Den norske venstrefløjs idealisme er forbundet med et destruktivt tog. Fagforeninger som Norsk Sykepleierforbund og LO som sådan påtager sig et stort ansvar ved at støtte Palæstina.

Ude i verden er der ingen tvivl om, hvad anerkendelsen betyder: Det er støtte til, og anerkendelse af, modstandskampen, læs: Hamas.

Norge vil blive kendt som et antisemitisk land. Bare forbered dig på at blive afkrævet en forklaring for omverdenen, om hvad der er sket.

Hvis du ikke tilhører de venstreorienterede troende, vil du blive forvirret og måske provokeret. Vi mener det kun godt!

Gør vi det? Vi, som praler af, at vi er blandt de bedste i krigen i Ukraine. Dr. Jekyll og mr. Hyde? Samaritaner i Gaza, og krige mod Rusland? Det giver ikke mening.

Den norske elite opfattede sig selv som palæstinensernes venner. De er i selskab med Spanien og Irland. De ønsker at være i front. De bedste.

Men andre ser noget andet. Israelerne ved meget om os. De betaler en høj pris for, at palæstinenserne er blevet behandlet anderledes end alle andre grupper af mennesker, og er blevet favoriseret af FN og det internationale samfund. Nu kæmper israelerne en krig på liv og død. Nordmænd, som den tidligere forsvarschef Sverre Diesen, kan frit sige, at vi skal holde op med at se Israel som en ven og allieret. Israel vil ikke holde op med at forsvare sig af den grund.

Det er det modsatte af, hvad Diesen og hans regering insisterer på: Gaza-krigen er stadig en forsvarskrig.

Under hele konflikten har “verdenssamfundet” grebet ind og forsøgt at give den besejrede side sejren. Aldrig før i historien er den tabende side blevet erklæret som vinder. Israel har spillet med, halvhjertet, men bygger stadig bosættelser.

At tro, at man kan erklære palæstinenserne for sejrherrer efter den 7. oktober, er den ultimative diplomatiske brøler.

Det er Bidens politik: stryg jihadisterne med hårene, og giv våben til Israel. Du får navnet Genocide Joe, og når du indser, at du kommer til at tabe valget, stopper du en masse våben og spiller hård. Du ender med at skyde dig selv i hovedet.

Norge har ikke en tilsvarende magtfuld rolle. Men vi er en moralsk supermagt i vores egne øjne, og vi har gjort det samme som Biden: skudt os selv i hovedet.