Irans præsident Ebrahim Raisi, udenrigsminister Hossein Amirabdollahian og syv andre er døde i forbindelse med et helikopterstyrt. Skam være deres minde.

Berlingske skriver:

“Ifølge menneskerettighedsorganisationer satte han [Raisi] sin underskrift på tusindvis af dødsdomme over iranere, hvis eneste forbrydelse var at stå på styrets lange liste over politiske fanger.

I 1988 i kølvandet på krigen mod Irak stod han i spidsen for en juridisk komité, der skulle statuere et eksempel til skræk og advarsel. »Dødskomiteen,« er den blevet kaldt.

Her beviste Raisi, at han kunne få noget fra hånden.

Dødsdommene blev afsagt på samlebånd i lynskueprocesser. Ifølge Amnesty International varede retssagerne ofte kun få minutter, før dødsdommen blev afsagt.

Det gav ham siden tilnavnet »slagteren fra Teheran«.”

I øjeblikket er det uklart, om styrtet skyldes en ulykke, eller om nogen har pillet ved helikopteren. Både inde i Iran og uden for er der ingen knaphed på fjender, som med glæde vil sætte mullahstyret en skræk i livet.

Det minder mig om en flok kvindelige iranske kommunister, som jeg i 2001 mødte i Buffalo, New York. De lod forstå, at det ville gå mullaherne meget ilde, den dag de fik fingrene i dem. Jeg blev helt bange, da de kritiserede mig for at bære skæg.