At hæve karakterkravet til gymnasiet vil bringe danskerne tilbage til en ”elitær og formynderisk tænkning”, mener gymnasielærernes formand Tomas Kepler. Synsningen formuleres i et interview til Politiken (13/5), som fortjener at blilve kåret til årets sorteste samtale. Her hentyder jeg naturligvis ikke til nogens hudfarve, men til den meningsløshed, der præger formandens svar.

Det står uvist, hvorvidt formanden for Gymnasielærernes Landsorganisation erkender, at det faglige niveau i gymnasieskolens bærende fag som matematik, dansk, historie, kristendom, geografi, biologi og andre sprogfag end engelsk rasler ned i takt med, at flere og flere procent af en årgang har fået adgang til en gymnasial ungdomsuddannelse, ikke mindst elever med arabisk, somalisk og muslimsk baggrund. 

Hr. Kepler, der ikke må forveksles med den tyske matematiker og astronom Johannes Kepler, som i begyndelsen af 1600-tallet formulerede de første iagttagelser af tyngdekraften og var tilhænger af den kopernikanske betragtning, at jorden og andre planeter kredser om solen, mener muligvis privat, at der kan være en sammenhæng mellem det voksende optag og den faldende kvalitet i uddannelsen, men offentligt afviser han det, idet han svarer:

»I dag løfter gymnasiet meget bredere, end det gjorde i fordums tid. Det giver en anden opgave, end man havde, dengang gymnasiet var meget mere snævert og elitært og kun for de unge fra de bedre stillede hjem med klaver og bogreol. Det siger sig selv, at når vi over en længere årrække er begyndt at optage flere og flere, så er det en anden opgave, man har.«  

Der er nu er alligvel tale om en vis sammenhæng. For selv de mest tungnemme journalister på de etablerede medier har forstået, at tyngdekraften spiller ind også på ungdomsuddannelserne, hvorfor den traditionelle gymnasieuddannelse fortsætter sin faglige bane nedad i koncentriske cirkler, og at intet ser ud til at kunne stoppe faldet, slet ikke GL.

Det ville jo være ”elitært” og fortidigt. Gymnasielærernes formand foretrækker honnørbegrebet ”forskellighed”, som har været højeste mode siden 90’erne. Forskellighed er han fan af, og det må derfor bare være sådan, at forskellighed trumfer faglighed. Forklaringen er denne:

»At der også for den fagligt dygtige er kvalitet og udviklingsmuligheder i at samarbejde med en klassekammerat, der kommer fra et andet sted, end man selv kommer fra både fagligt og socialt«.

Et ”andet sted” er øjensynligt mere nobelt end et ”godt sted”, hvorfra man er i stand til at lære, skelne og metodisk tilegne sig nyt stof. Et ”andet sted” er bedre end et sted, hvorfra man er egnet til at modtage undervisning af en vis akademisk kvalitet. Det er mildest talt paradoksalt.

Engang hed det nedsættende om de mindst boglige folkeskoleelever, at de var uegnet til at komme på gymnasiet. I dag er det uegnede vendt til noget godt, som må fremmes og derfor kræver flere offentlige midler til gymnasierne. 

Men tag ikke fejl, thi der gemmer sig en moralsk pegefinger bag forskelligheden. 

Selv for de egnede elever ligger der en masse ”udviklingsmuligheder” i at ”samarbejde” med de uegnede. De første ved det bare ikke, og samme falske bevidsthed gør sig gældende for de gymnasielærere, der offentligt har advaret mod massegymnasiet. Her følger hr. Keplers klimaks:

»Vi har udviklet os fra at være et meget snævert gymnasium for de få (…) til at løfte meget bredere. Det synes jeg så ikke er negativt.«

Sådan noget lyder klogt, især i Europas hovedstæder, men forholder sig netop ikke til de kognitive og dannelsesmæssige konsekvenser for de kommende generationer. 

Dermed rimer Tomas Keplers klogskab på den intelligente dumhed, der spreder sig blandt vores magthavere og myndighedspersoner i statens bærende institutioner, sådan som pseudonymet Olavus Norvegicus har beskrevet det både koncist og kontant i essayet ”Dumhedens anatomi”, jeg henviste til i sidste uge.

Den intelligente dumhed er blevet en samfundsfaktor, vi ikke længere kan tillade os at ignorere. Den indtager de magtfulde menneskers offentlige personaer og agendaer. 

Hvad typer som Tomas Kepler tænker privat, kan vi ikke vide. Det afgørende er, hvad hans dumsmarte offentlige persona siger og støtter. Nemlig, hvad der lader sig koge ned til, at det er bedre ikke at lære eleverne noget end at lære dem noget forkert, og at alt, hvad du kan sætte masse- foran, er godt. Massemedier, masseuddannelser, masseindvandring osv.

Ellers bliver det for elitært og formynderisk.