“FN nedjusterer antallet af dræbte kvinder og børn i Gaza,” rapporterer NTB mandag morgen, i en ret overraskende vending i organisationens rapportering om dødstallet i krigen.

“Nedjusteret” er lidt af en underdrivelse for det, der næsten er en halvering:

I sin daglige opdatering den 6. maj rapporterede FN’s nødhjælpsorganisation OCHA, at 34.735 mennesker er blevet dræbt i Gazastriben, herunder mere end 9.500 kvinder og over 14.500 børn.

To dage senere, den 8. maj, offentliggjorde OCHA tal, der viste, at 34.844 mennesker er blevet dræbt i krigen indtil nu, herunder 4959 kvinder og 7797 børn.

Det var mildest talt ikke svært at forestille sig, at Hamas ville puste dødstallet op, for at sætte Israel i det værst tænkelige lys i den globale propagandakrig, der har ledsaget udviklingen på slagmarken.

Hvad der imidlertid er mere forunderligt, er, hvordan hele verden tog Hamas’ tal for gode varer, især når det er så indlysende, at tallene er fabrikerede.

Tag et kig på de to sæt FN-tal med to dages mellemrum, som NTB henviser til.

Den 6. maj blev over 14.500 børn og mere end 9.500 kvinder angiveligt dræbt:

Kilde: FN. Grafikk: Jerusalem Post.

Den 8. maj var de tilsvarende tal 7.797 og 4.959, en reduktion på næsten 50 procent i begge tilfælde:

Kilde: FN. Grafikk: Jerusalem Post.

Bortset fra “nedgradering”: Hvem tror på, at de akkumulerede tal for antallet af dræbte i en krig følger en kurve, der er næsten matematisk perfekt?

Desværre ved de fleste journalister ikke noget om statistik (eller videnskab, eller historie, eller fremmedsprog…), men enhver statistiker vil fortælle dig, at disse tal ikke er taget fra den virkelige verden. Faktisk er det over to måneder siden, at en fremtrædende statistiker i USA forklarede netop det.

Det bemærkelsesværdige er, hvordan Hamas’ tal, ukritisk formidlet af journalister, har forvandlet en terrororganisations løgne til officielle sandheder, som er blevet spredt overalt, ikke mindst af USA’s præsident.

Elliott Abrams, som har været en del af det udenrigspolitiske apparat under flere Republikanske præsidenter i USA, behandler fænomenet i et blogindlæg på Council on Foreign Relations.

Han begynder med at observere, hvordan den terrororganisation, der er involveret i en krig, altid er blevet hvidvasket som en legitim og pålidelig autoritet:

Fra begyndelsen af Gaza-krigen den 7. oktober har næsten alle udsagn om palæstinensiske tab været baseret på Hamas’ tal. “Gazas sundhedsministerium” eller “regeringens mediekontor” er de sædvanlige kilder, som om disse ord betyder noget andet end Hamas.

Hamas-propagandaen er gået sin gang, og Det Hvide Hus er bare prikken over i’et:

FN hævdede, at 23.084 mennesker var blevet dræbt den 7. januar. Den 29. februar sagde NPR, at mere end 30.000 var blevet dræbt. Wikipedia siger: “Pr. 8. maj …. er over 34.623 blevet dræbt, 70 % af dem kvinder og mindreårige.”

Den 15. marts bragte Time Magazine en artikel af en professor ved Columbia University School of Public Health, som hævdede, at mere end 30.000 var døde, og sagde: “Faktisk er tallene sandsynligvis konservative. Videnskaben er ekstremt klar.” Præsident Biden brugte selv tallet 30.000 i sin State of the Union-tale.

Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan en løgn kan blive etableret som en sandhed, hvis det lykkes at skabe en kæde af genfortællinger, som ender med at skabe en fortælling. I dag spreder disse sig som en steppebrand, for at bruge et udtryk, der blev opfundet, før memes kunne sætte hele den digitale verden i brand. Plænen er ikke bare internettet, men hovederne – wetwaren – på alle zombierne der.

Men nu ser det ud til, at FN forsøger at komme væk fra Hamas’ løgne om antallet af dræbte. Måske har organisationen indset, at det kan være strafbart at strække tingene for langt? Eller er det et taktisk tilbagetog i håb om at konsolidere en løgn, der ikke er helt så stor?

Uanset hvad, så burde de ikke slippe så let:

Som David Adesnik fra Foundation for the Defence of Democracies bemærkede: “Denne ændring kan signalere, at FN endelig har indset manglen på beviser bag Hamas’ oprindelige påstande om, at mere end 14.000 børn og 9.000 kvinder er blevet dræbt i Gaza. Hvis det er tilfældet, bør FN gøre det klart, at man har mistet tilliden til kilder, hvis troværdighed man har bekræftet i månedsvis.”

Og hvorfor skulle vi stole på de justerede tal?

Men hvem kan sige, at de nye og lavere tal fra Hamas er troværdige? Og hvorfor acceptere tallene på over 34.000, når Hamas har erkendt, at de ikke kan identificere og navngive 10.000 af dem?

Abrams opfordrer til et opgør med den ukritiske spredning af løgne, som går videre end blot at feje dem ind under gulvtæppet:

Nu erkender selv FN, eller en del af FN, stille og roligt, at det blindt accepterede Hamas’ tal, som var beregnet til at vildlede. Andre, der accepterede Hamas-propagandaen, bør gøre det samme, og alle har en forpligtelse til at tage stilling – ikke mindst medierne i USA og andre steder.

Jeg venter på, at New York Times, Washington Post og NPR skal rapportere om dette, men det kan blive en lang ventetid.

Det er ikke let at forstå, hvordan Vesten kunne synke så dybt, at de fleste af dets institutioner endte som propagandamaskiner for en terrorbevægelse, der repræsenterer en islamisme, som udgør en eksistentiel trussel ikke bare mod Israel, men mod hele den vestlige civilisation.

Læren for folk i Vesten er, at de skal holde op med at stole på det, de har betragtet som deres institutioner. De er en andens.