En israelsk journalist blev banket op, efter at han var blevet afkrævet bevis for, at han ikke var jøde.
-“Er du israeler eller jøde?” ville demonstranterne vide.
-“Jeg er begge dele,” svarede Zeev Avrahami fra ynetnews.com.
Så mærkede han, at noget hårdt ramte hans hoved, og han faldt om.
Mødet med Malmø har været et chok for israelske journalister. Europæiske journalister fortæller os ikke, hvad de ser.
Det er et stort problem for statskanaler som DR, NRK, SVT at der under viljen til at kæmpe for Palæstina ligger et stort had og en vilje til at bruge vold. Hadet er rettet mod jøder, og det oplevede Avrahami.
I toget fra Kastrup lagde han ikke mærke til noget. Da han ankom til Malmø, var det som at ankomme til Jenin på Vestbredden.
Da vi forlod Malmø Hovedbanegård, lignede det Jenin. Flagene var foldet ud, de ældre var beslutsomme, og børnene var klædt ud med klistermærker og trommer. Lokale stod med plakater monteret på træpæle med ordene “Boykot Israel” på begge sider: “Boykot Israel”. De førte folkemængden hen til demonstrationen som erfarne rejseguider. Svenskerne var organiserede.
Jeg tog min telefon frem og begyndte at tage billeder. Efter et par sekunder sprang en kvinde i 60’erne, klædt i en keffiyeh-mønstret kjole, med hovedet dækket af et palæstinensisk tørklæde og munden dækket af en palæstinensisk maske, på mig og forlangte, at jeg holdt op med at tage billeder. Jeg fortalte hende, at vi lever i et demokrati og på et offentligt sted, men hun forlangte, at jeg holdt op med at fotografere og slettede billedet. Hendes venner omringede mig, og hun gik hen for at ringe til politiet. Betjenten fortalte mig, at jeg havde lov til at tage billeder. De fulgte efter mig til demonstrationen. Det var lidt ubehageligt, men bare ubehageligt.
Hun henvendte sig til en anden betjent og tilkaldte flere personer fra demonstrationen, som begyndte at fotografere mig konstant. Mens de lagde et stort pres på mig, forsøgte hun at overbevise betjenten om, at det var forbudt at fotografere hende. Et øjebliks absurditet i et kvælende had. Fra alle sider lød der slogans og sange med had mod Israel og begejstring for Palæstina. Fra havet til floden, men også fra floden til havet.
Avrahami ankommer til den store plads, hvor demonstranterne befandt sig. Den var omringet af politibetjente.
Jeg gik ind. I løbet af få minutter dukkede hun op, ledsaget af syv eller otte unge muslimer med alt, hvad dertil hører. De forlangte at se dokumenter og bevise, at jeg ikke var jøde eller israeler. Jeg fortalte dem, at jeg var jøde og israeler, og at jeg ikke ville give dem nogen form for identifikation. De omringede mig, og pludselig ramte en stump genstand mig i hovedet. Jeg kollapsede, lagde hænderne på hovedet og ledte bare efter en måde at slippe væk på. De svenske betjente beskyttede kun omkredsen af den besatte plads og greb ikke ind.
Politiet ønskede formentlig ikke, at situationen skulle eskalere. I stedet lod de en journalist få tæsk, og hans kolleger ønskede ikke at fortælle offentligheden, hvordan demonstranterne opførte sig.
“Fra Malmø til Jenin vil Palæstina være frit,” råbte de. Jeg fik et par spark og slag. Det tænkte jeg: Enten kæmper jeg imod, og så ser politiet, hvem der kæmper imod, eller også lader jeg bølgen passere.
Adrenalinen maskerede frygten. Den tåbelige stolthed og det ikke at undskylde for, hvem jeg er, og hvad jeg gør, dulmede smerten. Jeg havde adskillige blå mærker, og hundredvis af billeder af mig cirkulerede i WhatsApp-grupper. Også dette skal gå over.
Zeev Avrahami er en hård fyr. Som så mange andre israelere. De bor i et hårdt kvarter.
Medierne vil ikke fortælle, hvordan Malmø ser ud, af den simple grund, at danske og norske byer også bevæger sig i samme retning. Medierne ønsker ikke at ødelægge indtrykket af de palæstinensiske demonstranter.
For Sveriges omdømme har Eurovision været ødelæggende. Avrahami er ikke den første journalist, der tror, at han er kommet til Ramallah, når han ankommer til Malmø.
https://www.ynetnews.com/article/sjaxv5qfc