48 socialdemokrater fra 27 lande, forenet i PES, den europæiske sammenslutning af socialdemokrater, har højtideligt erklæret, at de aldrig nogensinde vil samarbejde med højrefløjen i EU. Erklæringen kommer efter, at partierne til højre i europæisk politik, herunder Dansk Folkeparti, spås en betydelig fremgang ved det kommende valg til Europa-Parlamentet. 

Begrundelsen går på noget med, at de højreorienterede partier og politikere udgør en trussel mod demokratiet i Europa.

Det er svært at finde en passende grimasse. Thi hvad er demokrati andet end håndteringen af meningsforskelle og holdningsmæssig diversitet, dvs. en løbende samtale om indretningen af de fælles regler og normer, ja, idealister mener ligefrem, at demokrati er en livsform.

De 48 socialdemokraterne mener tydeligvis noget andet med demokrati. I deres demokrati har alle værsågod at være enige med dem, ellers ligger de til højre. Og så er de færdige. Højreorienterede kan man ikke lave aftaler med. Rækker man dem en lillefinger, tager de hele armen.

De socialdemokratiske definition på demokrati fremstår ved første øjekast nærmest barnlig: De andre er dumme og får ikke lov at komme med til klassefesten. De får heller ingen balloner! 

Definitionen er desuden i strid med socialdemokraters traditionelle selvopfattelse som dem, der ligger i midten og indkalder snart den ene part, snart den anden part til forhandling. Fremover vil de 48 socialdemokrater kun samarbejde med venstrefløjen. Det er nyt og – måske – ikke ligefrem opskriften på det, alle partier hungrer efter – folkelig legitimitet.

Ved en nærmere granskning forstår man dog, at den ny kurs i PES snarere må betegnes som ideologisk og vi-alene-vide. Den trækker i tillæg på den cancel-kultur, der opstod på nordamerikanske universiteter og har taget Europa med en sådan fart, at det er blevet stedse nemmere at blive opfattet som ”kontroversiel”. 

Med deres ideologiske erklæring importerer de 48 socialdemokrater cancel-kulturen til Europa-Parlamentet. Hvis de højreorienterede tillader sig den frækhed at blive valgt, ja, så må de ignoreres væk! Det er politik forstået som fordømmelse, moral forstået som moralisme. 

Og så er det noget tredje.

Erklæringen repræsenterer en særlig type af dumhed, motiveret af en aversion mod den plumrede- pluralistiske virkelighed. De 48 socialdemokrater har helt sikkert en masse meninger, til gengæld har de tydeligvis ingen sande kundskaber med hensyn til at lave pragmatisk politik på vegne af 300 mio. europæiske vælgere.

Misforstå mig ikke. De 48 socialdemokrater er ikke dumme i den forstand, at de mangler kognitive evner; de er det på en særlig måde. Lad os kalde det en intelligent form for dumhed, et udtryk jeg låner fra den prægnante pamflet ”Dumhedens anatomi”, forfattet af pseudonymet Olavus Norvegicus (Document Forlag 2023). 

Intelligent dumhed er en tilstand, som kombinerer påståelighed og arrogance med selvbedrag. Denne tilstand fører til hybris, dvs. handlinger begået i overmod. 

Forfængeligheden spiller også ind. Det føles godt at udgrænse andre og kalde dem grimme ting. Det viser, i hvert fald for en (behagelig) stund, at man selv tilhører de rigtige, de velorienterede, de gode. Des mere man sviner sine modstandere til, desto renere fremstår man selv.

I virkelighedens politik er det ikke alene dumt at afvise nogensinde at lave politik med bestemte partier og politikere. Det afslører også noget hæmningsløst. Som er i strid med ædlere kvaliteter som mådehold, beskedenhed og dømmekraft.

Så nej, de 48 socialdemokrater er ikke barnlige. De opfører sig præcis, som flere og flere voksne mennesker opfører sig i dag, hvor dumheden ifølge Olavus Norvegicus er gået hen og blevet en samfundsfaktor, der forhindrer de vestlige samfund at realisere deres potentiale for i stedet at bringe intellektuelt middelmådige mennesker op i høje samfundspositioner ved at skabe en snæver og autoritær meningskorridor.

Falder man udenfor, fældes den strengeste dom, der tænkes kan: at være højreorienteret.