Det er ikke just den historie vi har hørt fra politikerne og medierne. De har fortalt, at det øgede antal muslimer ikke er noget problem, fordi de snart bliver som den hjemmehørende befolkning og opgiver mellemøstlige ideer om teokrati, dødsstraf for at forlade islam og andre dele af det islamiske tankegods.

Men nu har virkeligheden indhentet de propagandister, som i årtier har glædet sig over den muslimske mangfoldiggørelse og hetzet mod enhver, der ikke fandt noget at glæde sig over.

Muslimer medbringer et helt andet samfundssystem, der vil brede sig i takt med, at deres antal øges. De islamofile vesterlændinge har det med at pege på enkelte solstrålehistorier om vellykket assimilation, men de fleste ved godt, at der er tale om undtagelser fra reglen. Og skulle de have været i tvivl, burde de lægge mærke til udfaldet af sidste uges lokalvalg i England.

Labour endte som valgets klare vinder, men partiet har grund til at være nervøs over de muslimske vælgeres flugt til fordel for kandidater med en ganske anden dagsorden.

Ifølge en analyse bragt i The Telegraph faldt Labours stemmetal med gennemsnitligt 25 pct.point i områder med den højeste andel af muslimer – som eksempelvis Blackburn, Bradford, Pendle, Oldham og Manchester.

Det efterlader Labours leder, Sir Keir Starmer, med et alvorligt problem. Starmer har gjort op med den antisemitisme, der plagede partiet under den forhenværende leder, Jeremy Corbyn, men det har medvirket til et betydeligt frafald blandt de muslimske vælgere, som hidtil har været sikre Labour-støtter. De har i stedet kastet deres kærlighed på kandidater, der har gjort Gaza til valgets hovedtema, for muslimer bor måske nok i England, men går mest op i, hvad der sker hjemme, hvor de kommer fra.

Som kommentar til valget bemærker den tidligere Brexit-leder, Nigel Farage, at der ikke har været afholdt demokratiske valg i Gaza i næsten 20 år. Alligevel bliver der stemt om Gaza i engelske byer. ”Sikke noget, vi har rodet os ud i”, siger han.

Som et symbolsk punktum for valget blev den sejrrige kandidat fra Leeds, Mothin Ali, filmet foran et palæstinensisk flag, mens han råbte ”Allahu akbar”. En anden muslimsk kandidat, Naheed Zohra Gultasib, der med held forsvarede sin plads i Leeds, udtalte, at hun vil være en stemme for Gaza. ”I har vist [Labour], at de ikke kan tage vore stemmer for givet.”

Ifølge The Telegraph tabte Labour 18 pladser i ni lokalområder med en muslimsk befolkning på mindst 15 pct., mens uafhængige kandidater vandt 18 pladser i de samme områder. I en lokalitet i Blackburn med en muslimsk befolkning på 83 pct. faldt Labours stemmeandel fra 91 pct. ved det seneste lokalvalg til blot 27 pct.

Der er med andre ord klare tegn på, at islam og etnicitet bliver dominerende temaer i engelsk politik i takt med islams fremvækst som politisk ideologi. Spørgsmålet bliver, om der vil komme etnisk engelske partier, der ser det som deres formål at forsvare landets traditionelle kultur og bekæmpe islam.

Det kan ende med, at Storbritannien rummer to folk, der ikke andet med hinanden at gøre end gensidigt fjendskab.

Var det, hvad de dominerende globalistiske politikere og deres propagandister i medierne ville opnå?