www.asgeraamund.dk

Nej, den islamiske ideologi er ikke antisemitisk, da islam er et arabisk kulturfænomen og dermed semitisk som også den mosaiske tro. Ifølge islams hellige skrifter er muslimernes stamfader den jødiske patriark Abraham, hvis søn Isak blev stamfader til Israels tolv stammer.  Abraham avlede imidlertid først sønnen Ishmail med den egyptiske slavekvinde Hagar. Da Abrahams hustru Sara på sine gamle dage alligevel blev gravid og fødte sønnen Isak, blev Hagar og Ishmail sat på porten og måtte vandre bort i ørkenen, hvor de blev reddet af en engel udsendt af Allah himself.

Når islam alligevel rummer et voldsomt had til jøder, er det således ikke af racistiske eller antisemitiske årsager, men fordi den jødiske tro og kultur modsatte sig den fremstormende islamiske ideologi og nægtede at konvertere til Allah og Muhammed. Omkring år 600 var hele Middelhavsområdet og store dele af Mellemøsten kristent, men rummede også en talrig jødisk befolkning. På det tidspunkt var Romerriget i opløsning og hårdt ramt af en pestepidemi, der havde bortrevet halvdelen af befolkningen. Samtidig var et stort antal arabiske stammer ved at organisere sig i en formidabel kampstyrke, der byggede på arabernes mangeårige erfaringer som lejesoldater i den romerske hær. Der havde de trænet og kæmpet i professionel krigsførelse. De beherskede disciplinerede troppebevægelser i både forsvar og angreb, moderne signaltjeneste, samordning mellem rytteri og infanteri og konstruktion af krigsmaskiner og belejringstårne. I perioden mellem år 600 og 900 blev først Mellemøsten, så Nordafrika og endelig store dele af Spanien erobret af de arabiske hære.

I samme tidsrum blev den islamiske ideologi udviklet, fordi de arabiske ledere havde indset, at både den jødiske og kristne tro og kultur udgjorde et stærkt folkeligt bindemiddel, der gav identitet og sammenhold. Den islamiske bibel indeholder tre ’testamenter’, koranen, hadith (bogen om traditionerne) og sira (Muhammed biografi). Omkring år 900 var den islamiske ideologi udviklet som  personkult, samfundssystem og tro nogenlunde som den version, der gælder i dagens islamiske kultur. Ideologien og de tre ’testamenter’ indeholder en lang række hadske udfald mod jøder og anvisninger på, hvordan den troende muslim skal undertrykke og mishandle jøder. Og da islams hellige skrifter af alle muslimer opfattes som Allahs egne ord eller vilje, er det en ufravigelig pligt for enhver muslim at hade og foragte jøder og bekæmpe dem overalt, hvor det er muligt. Præcis som vi ser det i nutidens islamiske samfund.

Et godt eksempel på islams jødeundertrykkelse i praksis finder vi i maurernes samfundssystem i Andalusien, som de arabiske hære erobrede omkring år 750. Professor, dr. Dario Fernandez-Morera skildrer i sit meget roste historiske værk ’The Myth of the Andalusian Paradise’ de jødiske borgeres hverdag under den islamiske administration:  Det var forbudt for jøder at bygge synagoger. Jødiske bygninger skulle være lavere end muslimske huse. Jøder måtte ikke bære våben eller ride på heste, men skulle holde sig til æsler, der var lavere end de heste, muslimerne kunne ride på. Jøder skulle være høflige og adlydende over for muslimer. Jøder måtte ikke benytte sig af badehuse og restauranter, hvor muslimer holdt til. En jøde måtte ikke vidne i retten mod en muslim, som ikke kunne idømmes dødsstraf for mordet på en jøde. Derimod kunne en jøde, der dræbte en muslim, trygt regne med at blive henrettet. En muslimsk mand kunne gifte sig med en jødinde, men deres børn skulle opdrages som muslimer. En muslimsk kvinde kunne aldrig gifte sig med en jødisk mand.

Det var forbudt for jøder at missionere og klæde sig som en muslim. Jøder skulle bære et synligt tegn på deres klædning, der identificerede dem som jøder. En hat, et emblem eller et stykke gult stof. Senere tiders jødestjerne var således genbrug fra middelalderens Andalusien. Udover disse ydmygende foranstaltninger blev titusindvis af jøder solgt som slaver fortrinsvis til primitive berberstammer i Nordafrika. Alle jøder skulle betale en særskat (jizya) til den islamiske administration for at markere deres status som undermennesker. Administrationen af den jødiske befolkning ikke bare i Andalusien men i alle i islamiske samfund stammer fra den berygtede Umars Traktat fra år 637.

Jødernes hårde liv under det islamiske åg er en direkte konsekvens af de påbud om undertrykkelse og drab på jøder, der i rigt mål findes i de tre islamiske ’ testamenter’, som tilsammen indeholder flere jødehadende passager end man finder i Adolf Hitlers Mein Kampf. Ikke desto mindre har eftertidens historikere skabt en sælsom myte om ’det andalusiske paradis’, hvor muslimer, jøder og kristne levede sammen i fred og broderskab. Politikere og medier refererer i tide og utide til guldalderen i Andalusien som eksempel på, at fredelig sameksistens mellem muslimer, jøder og kristne er mulig: ”Islam har en stolt tradition for tolerance. Det ser vi i den historiske udvikling i Andalusien og Cordoba”, proklamerede Barack Obama på Cairos Universitet i juni 2004.

Islams jødehad har svinget i intensitet gennem historien, men er nu blusset op igen til nye højder. Den vestlige ungdom har i store skarer meldt sig under jødehadets faner legitimeret af den falske myte om jødernes udryddelse af det palæstinensiske folk. Ingen jøde tør vise sig på gaden i de vestlige demokratier med kalot eller davidsstjerne. Jødiske skoler og synagoger må bevogtes.  Jøder holdes ude af universiteter og medier. Vi mærker atter suset fra islams Andalusien. Og hvad gør vi så ved det? Vi tier og samtykker.