Der er sandt at sige ikke meget opløftende at berette om amerikansk politik, og Joe Biden har heller ikke mange politiske bedrifter at prale med. I stedet er han gået over til at underholde sine sparsomme tilhørere med drabelige historier fra sit brogede liv.
Han har netop været i Pittsburg, hvor han prøvede at imponere nogle surt udseende stålarbejdere med den triste skæbne, der overgik hans onkel, Ambrose Finnegan, som gik under tilnavnet Bozey.
Under 2. verdenskrig var Bozey i luftvåbenet og blev skudt ned over New Guinea. Desværre blev hans lig aldrig fundet, fordi der var mange kannibaler i området – som vi må tro har spist hans onkel. Hvad det havde med stålarbejderne at gøre fremgik ikke.
Desværre fortæller det amerikanske forsvarsministeriums agentur for krigsfanger og savnede en anden historie, nemlig at flyet med Bozey styrtede i havet ud for New Guinea, og at hans lig rigtignok aldrig blev fundet. Så måske blev han ædt af en haj, som snød kannibalerne for deres velfortjente måltid.
Biden har i det hele taget svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Han har tidligere fortalt, at han fik afgangseksamen fra universitetet i klassens øverste halvdel. Senere måtte han indrømme, at han var blevet nummer 76 ud af 85.
Blandt Bidens øvrige bedrifter kan nævnes hans påstand om at være blevet arresteret i Sydafrika, fordi han havde prøvet at møde Nelson Mandela. Desværre kan denne hændelse ikke bekræftes af andre.
For et år siden forsøgte han at trøste folk, der havde mistet deres hjem i en skovbrand på Hawaii, med, at han selv havde været lige ved at miste sit hjem, sin kone og sin Corvette model 1967 – for ikke at tale om sin kat – efter at et lyn slog ned uden for hans hjem.
I 2004 kunne Associated Press imidlertid fortælle, at det langt fra havde været så dramatisk, som Biden fremstillede det. Der havde været en mindre brand, som var begrænset til Bidens køkken, og som brandmændene hurtigt fik under kontrol.
Det er uvist, om Bidens køkkenbrand har styrket hans popularitet på Hawaii.