Den nationalkonservative konference, der skulle have fundet sted i Bruxelles i denne uge, blev en skandale, fordi socialistiske borgmestre kappedes om at lukke den. Melanie Phillips var en af talerne. Hun siger, at hun fløj fra Israel til Bruxelles. Hun forlod en krigszone, men havde ikke troet, at hun ville ankomme til en ny. Men det gjorde hun.

“At møde et Europa, der bøjer knæ for islam med hjælp fra socialisterne, er en skræmmende oplevelse, især for jøder. De ved, hvad denne alliance betyder. De ser den demonstreret dagligt i Europa.

Det var andet år, NatCon skulle arrangeres. Normalt ville det have berørt et par tusinde mennesker. Men takket være socialistiske borgmestre blev det en nyhed, som rejste verden rundt og sandsynligvis fik mange til at få øjnene op for, hvad der foregår i Vesteuropa.

Konferencen er baseret på den jødisk-amerikanske filosof Yoram Hazonys ideer, som ser nationalstaten som menneskehedens hjem, med et forsvar for den nationale historie og kultur. Indlysende ting før i tiden, men i dag “kontroversielle” for en bestemt gruppe mennesker. Desværre har disse mennesker stor magt.

Som det viste sig. At arrangere en konference i EU’s hovedstad var åbenbart en provokation for dem. De “ejer” det nye Europa.

Den første konference blev afholdt i London sidste år. Allerede dengang blev de venstreorienterede sure. Nu ville de ikke have en gentagelse.

De ser kendte navne på højrefløjen som en provokation. De er nødt til at være usynlige. Kom ikke her og tro, at de er noget.

Nigel Farage, Éric Zemmour, Suella Braverman, Melanie Phillips, Vlaams Belang, Viktor Orban.

Hvem tror disse mennesker, at de er?

Journalister, der rutinemæssigt stempler folk som “højreekstreme” eller “højreekstreme”, ligesom de bruger voodoo-dukker til at afværge enhver udfordring af renheden i deres partihad, brugte deres velkendte taktik med karaktermord og guilt by association til at opfordre til, at denne “højreekstreme” konference blev lukket ned.

French politician Eric Zemmour, center, speaks with the media as he arrives for the National Conservatism conference in Brussels, Wednesday, April 17, 2024. (AP Photo/Virginia Mayo)

Det er den rolle, journalister spiller i dag. Lidt ligesom byttedyrsjægere i USA. De bliver også betalt godt for at afsløre folk på højrefløjen, og ingen holder dem ansvarlige. Endnu. Men teknikkerne er ved at blive velkendte. Der var mange pressefolk, der ville dække konferencen.

Socialistpartiets borgmester i Bruxelles, Philippe Close – som sidste år inviterede Teherans borgmester Alireza Zakani, et medlem af Irans tyranniske islamistiske regime, på officielt besøg – bøjede sig for protesterne fra venstrefløjen og lagde pres på Concert Noble, NatCons mødested, for at aflyse arrangementet. Concert Noble, som er et eksklusivt mødested, gav efter.

Paris mayor Anne Hidalgo, center, flanked by Brussels mayor Philippe Close, center right, , mayor of Valladolid Oscar Puente Santiago, right, Lisbon mayor Fernando Medina, second left, and mayor of Milan Giuseppe Sala, center, left, arrive for a meeting ‘Planete en Commun’ (Common Planet), attended by mayors of multiple European cities on the theme of ecology in Paris, Wednesday, Feb. 5, 2020. (AP Photo/Christophe Ena)

Arrangørerne var dog ikke tabt bag en vogn og lejede hurtigt et nyt sted på Sofitel-hotellet. Men en anden socialistisk borgmester, Vincent de Wolf, tog stafetten op og mobiliserede politiet for at smide arrangørerne ud få timer før konferencen skulle starte.

Arrangørerne gik rettens vej for at få annulleret aflysningen, men det lykkedes ikke. Nu var gode råd dyre. Konferencen var kun timer fra at starte. Hundredvis af mennesker var rejst til Bruxelles for at deltage.

Redningsmanden var en natklub, Claridge, som var ejet af en tuneser. Han trådte til, og arrangørerne brugte hele natten på at gøre alt klar til indflytningen.

Men de havde ikke regnet med en tredje socialistisk borgmester, Emir Kir, som er tyrker og har gode forbindelser til Erdogan. Hans folk dukkede op med en skriftlig ordre om at lukke ned. Årsagen var konferencens værdier.

at [NatCons] vision ikke kun er etisk konservativ (f.eks. modstand mod legalisering af abort, homoægteskaber osv.), men også fokuseret på forsvaret af “national suverænitet”, hvilket bl.a. indebærer en “euroskeptisk” holdning …

Han sagde, at nogle af deltagerne var “traditionalistiske” og kunne mistænkes for at udgøre en trussel mod den offentlige orden og fred. Det var så generelle vendinger, at alle til venstre for midten kunne forbydes.

Tre politibetjente dukkede op og krævede, at konferencen blev stoppet øjeblikkeligt. Men da tv-kameraerne vendte sig mod dem, tøvede de. Det ville ikke se godt ud på tv, hvis politiet lukkede en konference i Europas hovedstad. De tilbød et kompromis: Konferencen fik lov til at fortsætte, men ingen nye mennesker blev lukket ind.

I stedet lagde de pres på ejeren af Claridge, belgisk-tunesiske Lassaad Ben Yaghlane. De slæbte hans bil væk og truede hans familie. Men det gjorde Yaghlane vred. Han brød sig ikke om at blive truet. Det var metoder, han kendte fra sit hjemland. Han havde aldrig troet, at han skulle møde dem i Europa. -“Jeg er ikke enig med Vlaams Belang, men vi kan diskutere. De lukker mig ikke ned,” siger Yaghlane.

“I Tunesien løser man uenigheder med vold, ikke med ord. Nu er det Belgien og EU, der bevæger sig i retning af tunesiske tilstande,” siger Yaghlane.

“Det starter med trusler og intimidering og ender med vold.

Indenfor var der en slags følelse af undtagelsestilstand: Listen over talere blev omorganiseret for at give de vigtigste personer mulighed for at tale, i tilfælde af at politiet skiftede mening. Rækker af politibiler var parkeret i nærheden. Personalet sørgede for mad, som de smuglede ind ad bagdøren sammen med de gæster, der skulle tale. Nigel Farage var i sit es.

Det hele kunne have været koreograferet specielt til Nigel Farage, manden, der i årevis har advaret om den trussel mod demokratiet, som EU og bureaukratiet i Bruxelles udgør. Han hoppede behørigt rundt på scenen og brugte hvert øjeblik til at sige, at borgmestrenes og politiets opførsel nu havde afsløret for verden, at Bruxelles virkelig var illiberalismens epicenter. Myndighedernes opførsel over for Claridge viste, at “legitime meninger fra folk, der vil vinde nationale valg”, ikke længere var “acceptable i Bruxelles, globalismens hjemsted. Dette er aflysningskultur i stor stil,” sagde han.

Suella Braverman var den indenrigsminister, der blev tvunget til at træde tilbage, fordi hun virkelig ønskede at gøre noget ved invasionen af Storbritannien. Hun vil have Storbritannien til at opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som har forrang for national lovgivning og låser regeringen fast.

Tankepolitiet, der er instrueret af borgmesteren i Bruxelles, fandt det passende at forsøge at underminere og devaluere det, der er ytringsfrihed og fri debat. Det, der virkelig bekymrer mig, er, at Bruxelles’ borgmester så sent som sidste år var glad for at byde Teherans borgmester velkommen. Men han ser ud til at være ret fornærmet over, at demokratisk valgte politikere fra hele det europæiske kontinent giver stemme til millioner af mennesker, der taler om ting som at sikre vores grænser.

Den tyske biskop Ludwig Müller var chokeret, da han ankom til konferencen og blev mødt af politiet ved døren. -“Det her er som Nazityskland. De minder mig om SA,” sagde han.

Konferencen var ved at blive en international skandale.

Det, der oprindeligt var en lille konference uden interesse for andre end et par tusinde politiske nørder, skabte nu bølger over hele verden. Land efter land udtrykte chok og forargelse over den måde, konferencen var blevet håndteret på. Den britiske premierminister Rishi Sunak kaldte forsøget på at aflyse konferencen for “ekstremt foruroligende”. Begivenhederne på Claridge’s blev en trend på Twitter. Det var en reklame for nationalkonservatisme, der overgik tilhængernes vildeste drømme.

Premierminister Alexander de Croo indså, at det var dårlig reklame for Belgien. Han sendte en skarp besked om, at forsøget på at censurere konferencen var en krænkelse af ytringsfriheden, som er nedfældet i forfatningen fra 1830. Konferencen skulle finde sted.

Men borgmester Kir gav ikke op så let. Han udstedte en ny lukningsordre. Arrangørerne gik til retten, som afviste appellen. Arrangørerne var nødt til at gå et skridt videre til en anden domstol for at få deres vilje. Der indså dommerne, at dette var ved at blive en skandale af dimensioner. På det tidspunkt var klokken to om natten.

Yoran Hazony opsummerede på konferencens anden dag:

Vi har nye regler for demokrati: Stop den anden person i at tale. Vi kan ikke forvente nogen form for anstændighed eller barmhjertighed fra vores modstandere…

Vi vil have mulighed for at kontrollere vores egne grænser, kontrollere indvandringssystemet, kontrollere vores egne budgetter. Det er ikke usædvanlige ting at kræve… Men vores modstandere finder os så skræmmende, så truende, at de umuligt kan lade os få ordet, ikke engang når vi dukker op i Bruxelles, så skræmmende er tanken om nationalkonservatisme.

Vi ved ikke, om vi vinder denne gang, men vi ved, at vi vinder. Vi ved det, fordi vi beder om anstændige demokratiske ting, arven fra vores forfædre og formødre. Det er ikke meget at bede om. Det er det rigtige at bede om, og det vil føre til sejr i det, vi måske snart bliver nødt til at kalde det tidligere demokrati.

Rishi Sunak forsvarede konferencen, men Labours sundhedspolitiske talsmand Wes Streeting sagde, at Suella Braverman ikke kunne være til stede i Underhuset:

“fordi hun i øjeblikket er i Bruxelles, omringet af politi, der forsøger at lukke det arrangement, hun deltager i sammen med nogle andre højreekstreme fanatikere, som hun har meget til fælles med.

Det er niveauet for nutidens Labour og siger noget om, hvad Storbritannien har i vente med en islamistisk førsteminister i Skotland og en islamistisk borgmester i London.

Det er den nye venstrefløj, der håner ofrene for den censur, de selv har skabt.

Men socialisterne scorede mange selvmål. Der kunne næsten ikke være flere.

Det, der skete i Bruxelles, var et øjeblik af sjælden klarhed. Med ét slag blev det klart, at de, der stempler konservative som intolerante, undertrykkende og en trussel mod demokratiet, faktisk selv er intolerante, undertrykkende og en trussel mod demokratiet – ja, de udgør en skræmmende trussel mod friheden på samme måde som det tidligere Sovjetunionen eller det kinesiske kommunistparti. Nationalkonservatismen er nu afsløret som modstandsbevægelsen.

Det er helt utroligt. Et stort bifald til borgmestrene i Bruxelles, som har scoret et så spektakulært selvmål for deres side.

Viktor Orban fik lov til at tale!

Gangsterstaten i Bruxelles
Forsøget på at bringe de nationalkonservative til tavshed gav et sjældent øjeblik af klarhed