Kommentatorer skitserer allerede planer for et nyt Børsen, der skal være endnu flottere end det, der brændte ned. Men det vigtigste er tabt for altid: 400 års historie kan ikke rekonstrueres.

Det er derfor, vi oplever en brand som Børsen som så katastrofal: Det er, som om noget falder ud af vores kollektive hukommelse og efterlader et stort hul.

Der er ikke så mange mennesker at tage sig af. De nye bygninger fylder mere og mere, de kan være arkitektonisk spændende, men de kunne have ligget i Bilbao, ligesom København eller Oslo.

Børsen var en del af Københavns historie. Den stod for noget. Den var elsket, og for folk i dag er det næsten ubegribeligt, at den kan være væk fra den ene dag til den anden.

Det har selvfølgelig noget at gøre med vores fornemmelse af, at tingene glider fra hinanden og går i opløsning. Intet føles fast og solidt. Hele vores tilværelse gynger.

Folk siger, at børsen mindede dem om branden i Notre Dame, men de siger ikke, hvad branden i Notre Dame mindede dem om: Noget dæmonisk har sneget sig ind i vores tid.

Hvorfor brænder vores mest elskede bygninger i vores sikkerhedsbevidste tidsalder med regler på alle sider? Det virker næsten uforståeligt.

Børsen vil blive genopbygget, men når vi ser de forskellige stilarter, den dækkede over, ved vi, at den nye vil være noget andet. En 400 år gammel bygning er et monument over tiden.

Det er det, der føles som et så stort tab.

Vi er ved at løbe tør for tid.

Translated with DeepL.com (free version)