Salman Rushdie har skrevet en bog om angrebet på ham i 2022: Kniv: Meditationer efter et mordforsøg. Natten før havde Rushdie mareridt om næsten at blive dræbt i noget, der lignede Colosseum. En mand stod over ham og forsøgte at dræbe ham. Det var så voldsomt, at han vågnede. Som morgenen skred frem, måtte han tage en beslutning: Skulle han tage drømmen som en advarsel?

Den dag havde Rushdie sagt ja til at tale ved et arrangement i staten New York, et sted, der tilfældigvis var et amfiteater, Chautauqua Amphitheatre. Var drømmen et varsel, et omen? Rushdie skubbede det til side. Han ville ikke være overtroisk.

Det kostede ham næsten livet. Bogen begynder sådan her:

Klokken kvart i elleve den 12. august 2022, en solrig fredag formiddag i staten New York, blev jeg angrebet og næsten dræbt af en knivbevæbnet ung mand, lige efter at jeg var gået på scenen i amfiteatret i Chautauqua for at tale om vigtigheden af at beskytte forfattere mod overfald.

Rushdie har givet et stort interview til dailytelegraph.co.uk, som er værd at læse. Salman Rushdie: I dreamt about being stabbed just before the attack.Rushdie indrømmer selv, at han er blevet svækket. Han læser et uddrag fra bogen om, hvordan angrebet blev oplevet. Han lå på gulvet og så blodet flyde fra sin egen krop. Men det var løsrevet, adskilt fra stemmen inden i ham. De, der stod omkring ham, hørte ham skrige, men Rushdie har ingen erindring om smerte.

Han blev stukket 17 gange på 27 sekunder. En af lægerne sagde: “Du har været heldig”. Hvordan?”spurgte Rushdie. -Den mand, der angreb dig, vidste ikke, hvordan man dræber med en kniv, svarede lægen.

Det er en af de fascinerende ting ved interviewet. Rushdie blev verdensberømt på grund af Ayatollah Khomeinis fatwa. Det irriterede ham. Han “forsvandt ind på avisernes forsider”, som forfatteren Martin Amis beskrev det. Rushdie ønskede at komme tilbage i bøgerne. Men han levede med fatwaen i mange år. Han flyttede 50 gange på fire år.

Rushdie blev et symbol på ytringsfrihed. Han fik støtte fra store dele af kulturlivet, selv om der var undtagelser. Han besøgte også Norge, hvor minister Gudmund Hernes mødte ham på Aschehougs sommerfest.

Kulturminister Åse Kleveland dukkede op til et møde i den norske forfatterforening, hvor Documents red. fik et par ord med Rushdie.

Så kom mordet på William Nygaard, som på en måde markerede et vendepunkt. Fra starten var det norske politi uvillige til at kigge ned ad Drammensveien, hvor den iranske ambassade ligger. Det var journalist og forfatter Odd Isungset, der skulle opklare mordet.

Statsadvokaten droppede for nylig sagen efter gentagne løfter om, at den ville blive forfulgt. Anklagerne var blevet rejst in absentia. Henlæggelsen markerer det endelige knæfald for fatwaen fra norsk side.

Der sættes også spørgsmålstegn ved Rushdies evne til at se angrebet i samme perspektiv, som han gjorde i sin første selvbiografi: Joseph Anton. Der fokuserede han fuldt ud på islamismen og den dødbringende trussel, den udgør mod frie samfund. Nu er han mere vag og ufokuseret.

Da jeg mødte Rushdie i 1993, fortalte han mig, at hvis fatwaen blev ophævet – han rettede stille sig selv, da fatwaen blev ophævet – troede han, at truslen mod hans liv ville være ovre. Faren, sagde han, var altid kommet fra snigmordere, ikke fra “mullaherne i Bradford”.

Han kunne ikke have forestillet sig, at den ville komme 29 år senere fra en enlig fanatiker, der ikke engang var født, da fatwaen blev udstedt, og hvis had havde ulmet i kælderen i familiens hjem i New Jersey.

Det er en attitude, han deler med eliten i New York. Der var næsten ingen sikkerhed ved arrangementet den 12. august.

Da overfaldsmanden blev anholdt, havde han fortalt politiet, at han havde glemt sin rygsæk i auditoriet. “Politibetjenten spurgte, om der var en bombe i den. Og han sagde: ‘Nej, der er flere knive i den. Rushdie ryster på hovedet. “Jeg tænkte: ‘Hvad foregår der? Man skulle tro, at det var svært nok at tage ét våben med ind i et auditorium, men at tage en hel taske med knive med? Hvad havde han tænkt sig at gøre? Dele dem ud?” Han tillader sig et skævt smil. “Der er ting ved det her, som er sjove og ikke sjove på samme tid.

I Joseph Anton vidste Rushdie, hvor faren kom fra. Hadi Matars mor fortæller det også i et interview med New York Post, men måske er det for tung en byrde at bære det meste af sit liv?

Kort efter at hendes søn var blevet arresteret, gav Hadi Matars mor et interview, hvor hun beskrev, hvordan hendes søn havde været en stille dreng, der ikke skabte problemer, indtil han i 2018 rejste til Libanon for at besøge sin far, som hun havde været skilt fra siden 2004. Da han vendte tilbage en måned senere, var han helt forandret, tilsyneladende radikaliseret, skældte sin mor ud for ikke at have givet ham en ordentlig religiøs opdragelse og trak sig tilbage til kælderen i sit hjem, ignorerede sin mor og sine søstre, lavede sin egen mad og vovede sig næsten ikke ud, bortset fra at tage boksetimer.

Han afviser emnet og siger, at det er banalt. Selvfølgelig er det banalt, så banalt som ondskab er.

Nu, hvor jeg tænker over Matars motiver, fortæller han mig, at det ikke virker, som om han var en del af “et større projekt”. Kort efter sin anholdelse gav Matar et interview til New York Post. “Han indrømmede selv, at han næsten intet vidste om mig,” siger Rushdie. “Han sagde, at han havde læst to sider af noget, jeg havde skrevet – der er så meget vrøvl på internettet, at jeg ikke engang ved, om der var to sider af mig – og han havde set et par videoer af mig på YouTube. Og det fik ham til at beslutte, at jeg var uærlig, som han udtrykte det. Han holder en pause. “Et ret mærkeligt ord. Jeg aner ikke, hvad han mente med det.

Så hvad var årsagen?

Rushdies tone er afvisende. “Det må være noget islamisk. “Ayatollahen har sagt det, og jeg følger bogen.” Så det bliver banalt.

Det er banalt. Men det fortsætter. Kurt Westergaard, Lars Vilks, Charlie Hebdo, Samuel Paty, Bernard, Lars Hedegaard.

Og bevidstheden om det er svagere. Det er, som om Vesten ikke har den moralske styrke til at opretholde modstanden.

Rushdie havde levet tyve år som en fri mand i New York. Han troede, at det var slut. Da Hadi Matar kom imod ham, havde han tid til at tænke:

“Døden kom også mod mig,” skriver han, “men jeg syntes ikke, det var noget særligt. Det slog mig som anakronistisk.

Dette var hans anden tanke. “Hvorfor nu? Hvorfor nu?

“I mere end to årtier havde jeg levet et helt almindeligt forfatterliv”, fortæller han mig, “litterære arrangementer, siddet hjemme og skrevet, gået ud … Jeg havde sagt til mig selv, at der ikke var så meget at bekymre sig om længere. Jeg tror, jeg tog fejl.

Og nu, efter at skyggen tilsyneladende er lettet, falder den så over ham igen?

“Ikke helt, men på den anden side kan jeg ikke ignorere det. Der er ting, jeg gør nu, som er mere forsigtige end ting, jeg gjorde før. Jeg har ikke lyst til at diskutere sikkerhedsdetaljer i den nationale presse, men jeg har været nødt til at tænke over det… Det gør en stor forskel for, hvor villig jeg er til at optræde ved offentlige begivenheder. Jeg vil ikke sige aldrig, men sikkerhedsspørgsmålet vil være meget vigtigt, før jeg siger ja.

Der var minimal sikkerhed ved Chautauqua-begivenheden. “Men jeg bebrejder dem slet ikke. Det, der kendetegner Chautauqua-folket, er, at de er meget venlige. Det er en uskyldig verden. Fuld af veje og stillhed og fuld af liberale mennesker, pensionister, og jeg tror bare, de tænkte, at vi er på dette dejlige lille sted, og at der aldrig sker noget her. Det faldt dem ikke ind.

Rushdie er blevet lidt som dette publikum, der tænker, at “her sker aldrig noget”. Han har det samme syndrom som disse mennesker. Trump Derangement Syndrome. Hvis Trump vinder, truer han med at flytte tilbage til England.

Og hvad med Skyggen? Er den mindre der?