Døden er umanerlig svær at acceptere, især for ateister, som tror fuldt og fast på, at de ikke tror på noget – slet ikke på et liv efter døden. Det må være derfor, så mange af dem synes at være barnligt fascinerede af nærdødsoplevelser. Takket være dem transporteres de så tæt på døden som menneskeligt muligt, hvorfra de kan berette om metafysiske, spirituelle oplevelser og få folk til noget som sjældent som til at lytte. De kan, hvis jeg må sige det på amerikansk, shine uden at tro på noget så gammeldags som Gud.

Jævnligt møder jeg kolleger i den kreative klasse, der har været i kontakt med døden. Der lader således til at være en rask trafik frem og tilbage mellem forskellige stadier på livets vej. Fælles for de rejsende er et særligt lys i øjnene, måske ligefrem en pludselig aura rundt om deres hoveder, når de fortæller om deres oversanselige oplevelse i et ukendt, mystisk grænseland. Og jeg skal love for, at der bliver lyttet. Der er snart sagt ikke noget, som tager kegler, som at have været død og genopstå.

Alligevel er nærdøden stigmatiseret, mener nogle, naturligvis ligesom alt muligt andet, herunder transkønnede, veganere, palæstinensere, islamister og den slags. 

Men nu skal det være slut. Ifølge den engelske avis The Guardian har en forsker i neurologi ved universitetet i Michigan, USA, fundet et genvej til efterlivet ved at kortlægge en patients hjerneaktivitet i minutterne efter døden. »Jeg tror kun, vi har set toppen af isbjerget, udtaler forskeren til avisen.«

Spørgsmålet er dog, hvordan det hjælper os med at forstå livets gåde. Måske er der slet ikke noget isbjerg, kun en isflage. Det vigtige er ikke de sidste sekunder eller minutter, men hvad vi foretager os i årene før døden, hvad vi tror på, og hvordan vi passer på os selv og på næsten.

Det skal nok være sandt, at døden er »meget mere levende, end vi førhen troede«, som Berlingskes journalist formulerer det i en rørstrømsk omtale af den nyeste forskning i Michigan. 

Vist er døden et mysterium, men samtidig er den et faktum. Videnskaben kan forlænge livet og medicinalindustrien lindre smerte og lidelse – tak for det – men endnu ikke forhindre døden, og forsøgene på at kortlægge de neurologiske bevægelser efter døden ændrer ikke på menneskelivets grundlæggende tragik.

Det er netop derfor, vi har brug for religion, ja, og for stor kunst. Til at komme overens med den tragiske sandhed og give os mulighed for at tage springet ud i tro, der giver en slags sjælelig ro, hvilket videnskaben igen og igen ignorerer, fordi den tror indædt på noget helt andet, nemlig jordiske fremskridt.

Vi står således fuldstændig samme sted som før de seneste neurologiske opdagelser i Michigan. På jorden, som ikke er nogen stjerne, midt i redeligheden, det netop ikke hviler på kommende eventualiteter, men på det allerede skabte. Som det tilmed er vores ansvar at forvalte efter bedste evne og give videre til næste generation. Missionen bør for øvrigt ikke forveksles med universel opskrift på det gode liv; den er kun en opskrift på det gode liv hos os.

Videnskabeliggørelsen af alting, selv den yderste flig af den menneskelige tilværelse, dets sidste øjeblik, er et symptom på vores tiltagende fattigdom udi det åndelige. Ikke engang døden lader vi i fred. Selv den skal oplyses, studeres, dissekeres og gøres til genstand for menneskelig eksploration. Det er arven fra Oplysningstiden – bare uden kristendom.

Videnskabeliggørelsen er i sig selv en erstatning, i vores del af verden en erstatning for kristendom, ja, et nyt evangelium, hvis tre første bud er, at du skal se bort fra det guddommelige, det tragiske og i stedet dyrke mulighedernes land, som alt efter temperament associeres med noget, der er videnskabeligt, humanistisk, progressivt, multikulturelt, liberalt, åbent, inkluderende, universelt eller noget helt niende. Kristendomserstatningen er forjættende, fri fantasi for utopister og har, hvis vi endelig skal sætte politisk prædikat på, slagside mod venstre.

»Modsat den den venstreorienterede fantasi, som er en parodi på et evangelium, udmaler den højreorienterede intet kommende verdensrige, har ikke behov for en utopi, men stræber efter at genoprette forbindelsen til den lange ubevægede tid«, skriver den tyske dramatiker Botho Strauss i sit berygtede essay Tiltagende bukkesang fra 1993.

Den lange ubevægede tid er Guds, ikke vores. Paradiset må vi nøjes med at tro på. Forsøgene på at skabe det med politiske eller videnskabelige midler fører kun til endnu flere ulykker.