I de seneste uger har der været mange artikler på Document, som på den ene eller anden måde handler om en af de største trusler, vores demokrati står over for: forskellige angreb på ytringsfriheden.

I de fleste af disse artikler præsenteres ytringsfriheden som en slags værdi, som alle forstår og bør værne om. Men det er ikke en beskrivelse, der matcher virkeligheden. Meget få kan svare på spørgsmål som: Hvorfor skal vi have ytringsfrihed? Hvad er ytringsfrihed helt præcist? Og: Hvad truer ytringsfriheden i dag, og hvilke begrænsninger bør ytringsfriheden have?

Jeg vil forsøge at give nogle tentative svar på disse spørgsmål.

HVAD ER YTRINGSFRIHED?

Ytringsfrihed er retten til at tænke, tro og udtrykke sine meninger uden frygt for forfølgelse og straf fra myndighederne (med visse begrænsninger). Det er den klassiske definition, som fritager enhver privat organisation fra forpligtelsen til at fremme ytringsfriheden.

Men der er et andet element i ytringsfrihed, som ofte glemmes eller overses: Ytringsfrihed indebærer også retten til at have fri adgang til information, eller simpelthen til at have fri adgang til andres ytringer.

HVORFOR YTRINGSFRIHED?

Hvorfor er ytringsfrihed vigtig? De traditionelle argumenter forkortes til «STGD» – som står for «self, truth, government, diversity». Jeg oversætter til dansk, men ønsker at medtage de originale engelske termer.

Autonomi

Retten til at styre sin egen person forudsætter, at man frit kan udtrykke sine meninger. Men også at man har ret til at høre, hvad andre siger. Man kan ikke lære et andet menneske ordentligt at kende, hvis man ikke kan være ærlige over for hinanden. Ytringsfrihed er en forudsætning for ærlighed.

I sin vidunderlige bog Freedom of speech – ten principles for a connected world nævner Timothy Garthon Ash en sang af Nina Simone, hvor en af teksterne lyder sådan her:

I wish you would know – How it is to be me

T.G. Ash er en typisk progressiv – en fyr, der skriver for den venstreorienterede The Guardian. Jeg regner med, at vi er uenige om 99 procent af politik, og jeg må indrømme, at jeg købte bogen for nogle år siden i forventning om typiske venstrefløjsargumenter om, hvorfor forskellige ytringer bør forbydes osv.

Men – og det er faktisk vigtigt: Gartron Ash er næsten fundamentalistisk i sit forsvar for ytringsfriheden. Sjældent er jeg blevet så positivt overrasket efter at have læst en bog. Vi har brug for allierede på venstrefløjen eller blandt globalisterne, som stadig anerkender værdien af ytringsfrihed. Så kan vi være uenige om spørgsmål efter spørgsmål uden at ty til vold eller andre «hold kæft»-teknikker.

For at lære andre mennesker (og os selv) at kende er vi nødt til ikke bare at tænke, men også at være i stand til at udtrykke, hvad vi tænker. Det er det, Jordan B. Peterson siger i sit berømte interview med Cathy Newman, da hun stiller århundredets dummeste spørgsmål:

– Hvorfor skal din ret til ytringsfrihed overtrumfe en transpersons ret til ikke at blive fornærmet?

– Fordi hvis man vil være i stand til at tænke, må man risikere at fornærme nogen.

Han slutter med klassikeren: Ha! Gotcha!

For eksempel må det have været svært at opnå tætte venskaber med nye bekendtskaber under Stalins eller Hitlers styre. Risikoen var for stor. Folk holdt sig for sig selv, selv de nærmeste kunne være en trussel. At leve i et så paranoidt miljø var helt klart en trussel mod det mentale og fysiske helbred.

Sandheden

For at udvikle vores viden om verden er det absolut nødvendigt, at vi tillader idiotiske teorier og «dumme spørgsmål». En åben diskussion og aktiv søgen efter sandheden har vist sig at være ekstremt mere effektiv end kontrol og dogmer. Det er ikke tilfældigt, at den industrielle revolution fulgte den filosofiske evolution. Moderne velstand skyldes lige så meget John Stuart Mill som Isaac Newton.

Samfund uden ytringsfrihed straffes med få og små videnskabelige fremskridt. Sådanne samfund kan kopiere, men ikke skabe.

Hvilken mellemleder i Stalin-tiden gad udfordre sin chef ved at sige: «Hvorfor gør vi ikke det her?» Ingen – belønningen var minimal, og risikoen var skyhøj (GULAG). Det fører til mindre velstand, dårligere folkesundhed og en lang række negative økonomiske, sociale og menneskelige konsekvenser.

Nu går Danmark samme vej og forbyder afbrænding af Koranen.

John Stuart Mill er helt klar i mælet i On Liberty, hvor især kapitel 2 handler om ytringsfrihed. Han advarer bl.a. mod «flertallets tyranni» – en parallel til den aktuelle debat kunne være den falske påstand om, hvad 97 procent af klimaforskerne mener om menneskets påvirkning af klimaet. Dette er – ifølge Mill – ikke et argument for at begrænse dissidenters ytringsfrihed. Selv hvis det kun er én person mod resten af verden, er den person lige så – eller ideelt set mere – beskyttet af ytringsfriheden.

Retten til at tænke, sige og tro, hvad man vil, er et våben, som svage grupper kan bruge mod magthaverne. Desuden, påpeger Mill, er det ikke kun dem, der forhindres i at udtrykke sig, der lider. Hele menneskeheden taber, hver gang talen forhindres. Talen kan være sand og derfor i stand til at forbedre verden. Eller talen kan være falsk, men stadig have positive konsekvenser, hvis vi bruger den falske påstand som en slibesten til at slibe sandhedens sværd og gøre os mere sikre i vores overbevisning.

Myndigheder

Ytringsfrihed skaber bedre myndigheder. Retten til at kritisere magthaverne er en grundlæggende forudsætning for demokrati. Det er umuligt at forestille sig et diktatur med fuld ytringsfrihed. Det er også svært at forestille sig et demokrati med for mange restriktioner på, hvad man må sige, tænke og tro (og endda føle).

Desværre er store dele af den vestlige verden, ytringsfrihedens vugge, i gang med at lægge så mange restriktioner på denne ret, at det er et demokratisk problem. Det moderne demokrati er som en nyfødt baby og kan ikke overleve uden hjælp døgnet rundt. Men politisk korrekthed, «mangfoldighed» og woke er en trussel mod demokratiet, ved at begrænse ytringsfriheden, som er den mest fundamentale rettighed i et frit samfund, næst efter ejendomsretten.

De eksploderende og undertrykkende love mod hate speech er et godt eksempel på, hvordan vi mister vores frihed, først gradvist, så pludseligt.

Mangfoldighed

I en mangfoldig verden, hvor mange forskellige synspunkter og overbevisninger er tvunget sammen i tæt kontakt, ønsker mange mennesker at begrænse ytringsfriheden for at reducere konflikter og forhindre vold og splittelse. Det er den forkerte vej at gå. Hvis vi skal bevare håbet om en «lykkelig mangfoldighed», er det afgørende, at vi kan udtrykke os frit uden frygt for vold og strafferetlige sanktioner. Desværre har vores ledere fejlet stort på dette område.

De har glemt, at mangfoldighed er mere end forskellige religioner, hudfarver og psykiske lidelser. Man er nødt til at give plads til den eneste form for mangfoldighed, der virkelig betyder noget: en mangfoldighed af ideer.

The marketplace of ideas er et velkendt fejlcitat af Oliver Wendell Holmes (tidligere amerikansk højesteretsdommer). Med andre ord bør ideer, meninger og udtryk mødes i fri og fair konkurrence. De bedste ideer overlever, de dårlige (og usande) ideer forsvinder.

Dette peger på en logisk konklusion: Enhver, der ønsker at begrænse ytringsfriheden, har indset, at de ikke har nogen chance for at vinde konkurrencen på markedet for gode eller dårlige ideer. Vindere ændrer ikke spillets regler! Taberne vil afslutte kampen.

Hvem bekæmper ytringsfriheden i dag? Desværre er stort set alle ledende politikere i Europa, selv nogle af «heltene» på højrefløjen, ude af stand til at holde deres mund. Fristelsen er for stor: Når venstrefløjen bruger hate speech-lovgivning mod os, må vi give igen med samme mønt. Det er en stor fejltagelse. Det er ligesom, når FrP-leder Sylvi Listhaug taler om «mennesker med behov for beskyttelse». Vi må ikke acceptere fjendens sprog og redskaber. Hvis man går ind for ytringsfrihed, er der ikke noget, der hedder hate speech. End of story.

HVAD ER BEGRÆNSNINGERNE?

Langt de fleste mennesker, der forventer at blive taget alvorligt, er «for ytringsfrihed, men…». Det er dette «men…», der er den slagmark, hvor kampen for reel ytringsfrihed finder sted. Garton Ash opsummerer diskussionen om dette i ti principper (deraf bogens titel), og jeg vil tage fat i nogle af de vigtigste af dem. For dem af jer, der ønsker at dykke dybere ned: læs bogen.

Vold

Vi accepterer ikke trusler eller tilskyndelse til vold, og vi lader os heller ikke påvirke af trusler.

Stort set alle lande med en eller anden form for lovgivning har implementeret princippet om, at trusler og opfordringer til vold ikke er beskyttet af ytringsfriheden. Årsagen er naturligvis, at det begrænser andres ytringsfrihed og dræber muligheden for fri debat.

Men desværre er den anden del af princippet, at vi ikke skal lade os påvirke af trusler, ikke lige så universelt accepteret. Bare sig islam, og du vil forstå, hvad jeg mener. Tegningekonflikten er et eksempel på, hvordan hele den vestlige verden har ladet sig presse af en voldelig ideologi. Den norkse regeringen købte sig fri efter karikaturstriden ved at ofre en redaktør af en lille avis, Vebjørn Selbekk. En skamplet på Norges moderne historie, og grund nok til, at Støre aldrig skulle have haft en magtposition.

Privatlivets fred

Alle har ret til et privatliv.

Nogle gange kommer retten til privatliv i konflikt med det, som for eksempel pressen definerer som af offentlig interesse. Her er det vigtigt at skelne mellem det, vi kan kalde offentlige personer – for eksempel politikere og andre mennesker i magtpositioner. Selv om de også har ret til privatliv, er det klart, at de bør forvente et stærkere fokus end den gennemsnitlige mand på gaden.

Med nutidens teknologi er der uendelige muligheder for at krænke andre menneskers ret til privatliv. Det gør det vanskeligt at regulere dette juridisk. Det handler om at bruge sin sunde fornuft, så man ikke havner i sådanne situationer. Så vi ender med forældreopdragelse: Man skal opdrage sine børn til at være fornuftige mennesker, der ikke sender nøgenbilleder af sig selv til en korttidskæreste og derefter brokker sig over, at billederne bliver delt på TikTok.

Hadefuld tale

En ting, jeg virkelig nød ved Garton Ashs bog, var hans totale afvisning af den såkaldte hate speech-lovgivning. Det skal faktisk være tilladt at hade. Jeg hader for eksempel nazisme, islamisme, kommunisme og LGBTQ-tyranni.

Problemet med love, der regulerer vores følelser, er blandt andet spørgsmålet om, hvem der definerer, hvad det ikke er tilladt at føle/tænke. I vid udstrækning styres dette af ideen om, at nogle grupper fortjener stærkere beskyttelse end andre. Det er okay at sige «fucking whitey», men ikke «fucking blacky». Det kan ikke accepteres på baggrund af et individualistisk livssyn.

Vi skal lære vores børn og unge det modsatte af, hvad de lærer i dag. Vi skal fortælle dem, at det er et valg at blive såret eller fornærmet. Man kan vælge ikke at blive såret eller fornærmet af ord. Man kan lære at udvikle en vis modstandsdygtighed over for unøjagtigheder. Det er, efter min mening, langt bedre end at lære unge mennesker om retten til en evig følelse af krænkelse. Så hvis nogen siger noget racistisk, kan man hæve sig over det og finde andre dialogpartnere. Så står racisten alene tilbage med skammen.

Det er vigtigt at indse, at det er muligt at reagere på udsagn uden at råbe politi. Så lidt som muligt bør håndteres juridisk. Folk, der har hårrejsende meninger, kan mødes med andre sanktioner. Man behøver ikke at invitere racister til middag. Man kan undgå at drikke en øl med en fascist eller en kommunist. Og man kan holde sig væk fra naboer i burka, man behøver ikke ringe til politiet.

Du kan også vælge at følge det klassiske råd fra Napoleon og andre: «Når en fjende er ved at ødelægge sig selv, er det en god idé ikke at blande sig».

POSTMODERNISME OG YTRINGSFRIHED

Kampen for ytringsfrihed er naturligvis en politisk kamp, men grundlaget for de forskellige synspunkter er i bund og grund filosofisk. De postmoderne ideer omkring grundlæggende spørgsmål om epistemologi, menneskets natur og etik kan opsummeres nogenlunde som følger:

Epistemologisk er postmodernister skeptiske over for fornuftens evne til at finde sandheden. Fornuft er en social konstruktion, der er præget af dit gruppetilhørsforhold. Derfor en skepsis over for sandheder og social subjektivisme. Kulturrelativisme er en anden konsekvens af denne måde at tænke på.

Når det kommer til spørgsmålet om menneskets natur, afviser postmodernisterne den frie vilje. Vi har ingen fri vilje, da vi er et resultat af vores sociale miljø.

I etikken er postmodernisterne altruistiske, de ser etik som noget, der skal producere utopier (kommunisme, multikulturelt farverigt samfund osv.). I kampen for utopien mister individet sin værdi. Altruisme er derfor kollektivistisk, og alt for ofte i historien har vi set, at folk med sådanne ideer er villige til at gå over lig, bogstaveligt talt. Utopi er sammensat af to begreber, hvoraf det ene (eutopi) ganske vist betyder «et godt sted», mens det andet (outopi) betyder «ingen steder». Utopier har en tendens til at ende ingen steder.

Alle disse måder at tænke på fører til politiske idealer som positiv særbehandling, ligeløn og begrænsninger af ytringsfriheden, da ytringsfriheden ses som et våben, der kun tjener magthaverne. Det er logiske konsekvenser af woke-ideologien.

For at bekæmpe disse destruktive, postmoderne ideer må vi stå op for klassiske filosofiske og spirituelle principper.

Vi må stå på fornuftens side, vi må samle os om den videnskabelige metode og håbet om, at vi hele tiden kommer tættere på en virkelig sandhed. Sandheden er virkelig, ikke en «social konstruktion». Sandhed handler om gode argumenter baseret på viden, ikke rå magt.

Vi må tro på, at mennesker har en fri vilje. Hvis ikke, bliver alle vores gerninger meningsløse, selve livet bliver meningsløst. Livet bliver «inshallah» – hvis Allah vil. Det er meget destruktivt for ethvert samfund.

Og vi må have en etik, der fokuserer på individet, det ukrænkelige individ. En sådan individualistisk etik fokuserer på at forsøge at blive et bedre menneske uden at forvente at forbedre hele verden. Men som Jordan B. Peterson siger: Vi kan i det mindste have et håb om at reducere lidelsen i vores nærmeste kreds. Vi kan opdrage vores børn ordentligt og være en god ægtemand eller ven.

Kampen for ytringsfrihed er en kamp, vi ikke har råd til at tabe. Desværre har vi kun få allierede, men heldigvis er der allierede i alle politiske lejre. Vores eneste håb er derfor at alliere os med disse kræfter, invitere til åben debat og tillade stemmer, der har helt andre meninger end vores egne. Document holder dørene åbne for dem med modsatrettede synspunkter. Håbet må være, at flere tager imod sådanne invitationer. Kun en åben debat kan bringe os videre.

I kulminerne havde de kanariefugle. Hvis kanariefuglene døde, indså minearbejderne, at det var tid til at løbe for livet.

Ytringsfriheden er demokratiets kanariefugl, og den er holdt op med at trække vejret.

Købe: Frihedens væsen Fra Perikles til Hirsi Ali