www.asgeraamund.dk

Det er som bekendt en særlig politisk kunstart at vide hvor fisken står i vælgerhavet.  Er man et dominerende parti i parlamentet, ser man det som sin opgave at opdrage vælgerne til at bekende sig til visse værdier og holdninger og fravælge andre. I Socialdemokratiets storhedstid i 1960erne og 70erne agiterede lederne for fællesskab, solidaritet og socialt sammenhold med dem, der havde mindst. Ligeledes gjorde man meget ud af at bruge sit statsmonopol på TV- og radiospredning til at bringe skuespil, ballet og koncerter ud i arbejderhjemmene. Men fiskene i folkehavet flytter sig som bekendt, og så må politikerne følge med, hvis de vil have stemmerne. Netop i perioden 1960-80 gik det gradvist op for de borgerlige partier, at vælgerne støttede den socialdemokratiske vision om velfærdsstaten som garant for pleje og omsorg. Venstre og Konservative var inderligt imod ’barnepigestaten’. De brokkede sig en del i Folketinget, men gav så efter og har siden deltaget helhjertet i opbygningen af det socialdemokratiske samfund.

Det moderne Danmark er derfor sammensat af et kludetæppe af ’svage grupper’, der kræver ret til at have snablen i statskassen. Indvandrere uden for arbejdsmarkedet anses for en svag gruppe, der koster skatteyderne 90 milliarder kroner i underhold hvert år. Barnløse familier er svage og har ret til fertilitetsbehandling på statens regning. Når de så har fået børn, rykker de som børnefamilier over i en anden svag gruppe og får derfor ret til offentlige børnepenge. Omkring halvdelen af befolkningen lever af overførselsindkomst, og hvis vi tilføjer andelen af offentligt ansatte i stat og kommune, er det mere end to tredjedele af danskerne, der er afhængige af de offentlige kasser. Alle meningsmålinger viser entydigt, at den moderne dansker kræver en stærk stat. Et flertal af vælgerne afviser skattelettelser. Danskerne har købt og accepteret det socialdemokratiske mantra: ” I må vælge mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til os alle sammen!” Den moderne dansker er ligeglad med frihed, men ønsker tryghed. Den nye borger vil gerne bestemme over sit eget liv, men vil ikke tage ansvaret for det, hvis noget går galt. Det må staten tage sig af. Store vælgerskarer var tidligere mod opbygningen af en centralstyret EU-velfærdsstat, men ser nu Unionen som garanten for sikkerhed og tryghed.

Moderne politik bygger ikke på ideologiske holdninger og værdier, men på flygtige politiske modebølger. Det er derfor ikke mere politikerne, der påvirker vælgerne, men omvendt. De politiske ledere drives rundt i manegen af medier, ideologiske bevægelser og interessegrupper som Me Too, regnbuebevægelsen, klimahysteriet, Black Lives Matter og ’ From the River to the Sea’. Når man ikke mere har en fast livsanskuelse eller værdier man bekender sig til, mister man også retningen for sit liv. Hvis ikke man ved, hvor man skal hen, fører alle veje til målet. Eller ingen veje. Venstres leder, Troels Lund Poulsen blev således ramt af flimmer for sit livssyn, da han fik Venstre med på kravet om en CO2 afgift på landbruget.  Han glemte, at vi oprindeligt er et folk af bønder. Næsten alle danske familier kan føre deres stamtræ tilbage til husmænd og landmænd, og de seneste meningsmålinger viser, at gammel kærlighed ikke ruster så let endda. Et meget stort antal vælgere modsætter sig CO2 afgiften og halvdelen vil ikke acceptere den, hvis den skader landbrugets konkurrenceevne.

Prisen har været en lavineagtig vælgerflugt fra Venstre, der i løbet af få år er gledet fra folkeparti til nicheparti. Venstre står i dag som en tilbudsvare i supermarkedet blottet for identitet og karakter. Venstre ved du, hvor du har. Nemlig på bunden af den politiske tønde. Her befinder sig også de Konservative, der i en del år har solgt ud af Gud, Konge og Fædreland til fordel for klimakampen og den grønne omstilling, og hvad der ellers var moderne at mene. Også Dansk Folkeparti har gravet sig ned i et hul, hvor der ikke er mange vælgere. DF vil så gerne være et borgerligt parti, men tør ikke, da man har indset, at fiskestimerne i vælgerhavet søger hen mod formynderstaten. DF ligger derfor og skvulper mellem en borgerlig migrantpolitik og en socialdemokratisk samfundspolitik. Også Lars Løkkes klovnebus, Moderaterne er ved at tabe deres politiske fodfæste. Et parti uden anden værdi end ønsket om at være i midten. Så længe Lars Løkke kan fastholde denne position, er han med på den værste. Det er vælgerne nok ikke. Socialdemokratiet står også til en rutschetur ned ad slisken med den laveste vælgertilslutning i mands minde. Partiets vælgere synes ikke om regeringen, de er sure på Mette Frederiksens dominerende og bedrevidende stil og vil helst eksportere hende til Bruxelles, hvor hun befinder sig godt i de fine saloner.

Danske vælgere er blevet lunefulde tryghedsnarkomaner. De brokker sig en hel del, men ved ikke, hvor de vil hen med det hele. Derfor har vi fået en generation af politikere, der heller ikke ved det og bare reagerer på døgnets impulser i stedet for at agere ud fra en plan, en holdning, et grundsyn. Men tryk avler som bekendt modtryk. Når skoleungdommen i stort tal slutter op om Liberal Alliance, er det fordi de har mere mod på livet end de lidt ældre unge, der er faldet for klimahysteriet, den totale grønne omstilling og mandskønnets tvangsfeminisering. De helt unge synes, at Greta Thunberg er kikset og  har tillid til, at det er egne evner og indsats, der skaber et godt liv og ikke kommunen. Måske ser vi de første spæde tegn på en kontrarevolution, der stræber efter et andet samfund end barnepigestaten. Et spinkelt håb viser sig i horisonten. Et håb, der ikke er grønt, men lyser i de klareste blå farver.