Albrecht Dürer (1471–1528)
Tresnitt, 39,7 x 28,2 cm (bildet), Metropolitan Museum of Art, New York

Dette trykket inngår i samlingen Den store pasjonen, utgitt i 1511.

I de synoptiske evangelier blir Jesus gravlagt på Langfredag, og sto opp igjen søndag morgen. Evangelietekstene sier intet om Jesu opphold i Dødsriket, som på hebraisk kalles Scheol, og Hades i de greske tekstene. Men det er så vidt nevnt i Første Petersbrev 3, 18-19 (DNB 1930):

For også Kristus led en gang for synder, en rettferdig for urettferdige, for å føre oss frem til Gud, han som led døden i kjødet, men blev levendegjort i ånden, og i denne gikk han og bort og preket for åndene som var i varetekt.

Ikke desto mindre oppsto det legender om Jesu opphold i Dødsriket, og det er dette stoffet Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) bygger på i sitt dikt I Kveld blev der banket paa Helvedes Port (1837):

I Kveld blev der banket paa Helvedes Port,
Saa dundrer den rullende Torden,
Herolden var stærk og hans Budskab fuldstort,
Thi lyttede Alt under Jorden!

Fra Himlen jeg melder nu Helvedes Kryb:
Fra Jorden nedstiger en Kæmpe,
Han springer i Gry over svælgende Dyb
For Graad selv i Helved at dæmpe!

Han vandrer paa Gløder som Jomfru paa Gulv,
Han tramper paa Øgler og Drager,
Hug-Ormen Han knuser, og Helvedes Ulv
Han binder, mens Afgrunden brager!

Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat,
Det kunde ei Djævle afværge,
Som Storme de hyled i bælgmørke Nat,
Og fnøs som ildsprudende Bjerge!

Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat,
Ei før blev i Helvede lyttet,
De lured om Dag og de lured om Nat,
De ændsed ei Ilddrage-Spyttet!

Og Tredie-Dagen, da Hel-Hanen goel,
Og Gienfærd kom alle tilbage,
Da skinned i Helvede Himmerigs Soel,
I Drømme slet ingen saae Mage!

Som Skyerne hvide med Stjerne-Hob bleg,
Gik Englene foran den Bolde,
Og brat som en Soel han fra Dybet opsteg,
Med guldrøde Skyer til Skjolde.

I Helvede skinned Guds Herligheds Glands,
Guldfarved de Djævle kulsorte,
Men Murene revned for Straaler i Dands,
Af Hængsel fløi Helvedes Porte!

Sig reiste de Fanger nu alle paa Stand,
Men dog kun for dybt at nedknæle,
Velkommen, velsignet, vor Frelser-Mand!
Det lød fra utallige Sjæle!

Nu “Adam, hvor er du?” blev hørt med en Røst,
Som Lærkens en Pindsedags-Morgen,
Da fødtes i Helved den evige Trøst,
Sin Hel-Sot fik Menneske-Sorgen!

Da Eva tog Ordet, gik Frelseren nær,
Og sagde: min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligge her,
For jeg lod mig daare, desværre!

Den Slange, som krymper i Flammer sig nu,
Sig bugted om Kløgt-Træets Grene,
Den glimred som Guld, og den skiød mig i Hu:
Vi raadte for Verden alene!

I raade for Himmel, I raade for Jord,
Saa hvisled den smigrende Stemme;
Da blege og blaa vi til Helvede foer,
Langt andet vi fik at fornemme!

Men est Du den Sæd, mig blev lovet til Bod,
Undfanget og født af en Kvinde,
Da falder ei Moder omsonst dig til Fod,
Forlades ei grusom herinde!

Fra Soel-Øine milde to Taarer nu faldt,
Og underfuldt var det at skue,
Med deilige Farver i Krone-Gestalt
Sig danned om Eva en Bue!

Saa kyssed sin Moder Guds Herligheds Glands,
Til Under for alle de Døde,
Og op stod, som Dronning, med Regnbue-Krands
Skiøn Eva, som angred sin Brøde.

Titusinde Mile end dybere ned
Sank Djævle, da Eva sig hæved,
De turde ei hyle, i Læbe sig beed,
Og sittred, saa Jorderig bæved!

Fra Helvede steg nu den Herre saa bold,
Ham fulgde saa faver en Skare,
Som Solen paa Skyer, han sattes paa Skjold,
Propheterne alle ham bare!

Triumph blev der nu, hvor kun Graad hørdes før,
Kun Død sad i Helved bedrøvet,
Cheruben oplod den forseiglede Dør,
Skjold-Vagten sig kasted i Støvet!

Saa herlig opstod paa den tredie Dag
Vor Frelser, uskyldig korsfæstet,
Thi er det paa Jord nu en Saligheds-Sag:
Guds Søn haver Helvede giæstet!