I centrum for de fleste af USA’s aktuelle kriser står dogmet om mangfoldighed, resultat-lighed og inklusion (DEI). Den sydlige grænse blev åbnet, fordi demokraterne ønskede flere mulige stemmer i usikre postvalg. De ønskede at opbygge valgkredse af mennesker, som var afhængige af støtte fra den føderale regering.

Det er, hvad Victor Davis Hanson skriver i American Greatness. Han fortsætter med at påpege, at enhver modstand mod denne kynisme bliver afvist som “racisme”, “nativisme” og “xenofobi”.

USA er i krise. Militæret mangler mere end 40.000 soldater, selv efter at de har gennemført fat camps. Pentagon har skræmt hvide mænd væk ved at stemple dem som racister fra fødslen. Den tidligere generalstabschef, general Milley, fokuserede på sit “hvide raseri”. Men dobbelt så mange hvide soldater døde i Irak og Afghanistan sammenlignet med farvede soldater.

Forbindelsen mellem kritisk raceteori og kritisk juridisk teori har bl.a. bestået i, at politiet er blevet afskaffet, at Soros-finansierede distriktsadvokater har fritaget kriminelle for straf, og at masseplyndringer, besætteres rettigheder og generel lovløshed i amerikanske byer er blevet legitimeret.

DEI og woke-inficerede universitetsfakulteter har ført til et hidtil uset niveau af jødehad på campus. Hamas bliver beskrevet som ofre og ender dermed i den gruppe, der bliver erklæret undertrykt.

Fokus er flyttet væk fra meritokrati og erstattet med politisk renhed, der lægger vægt på race, køn, klasse og stammekriterier, skriver Hanson. Succes eller fiasko defineres ikke ud fra resultater, men ud fra graden af ortodoks fanatisme.

Vi ser det også i sproget, hvor flere og flere taler om “levet erfaring”, som ikke vi alle har oplevet noget i livet. Men det er her, klanen kommer ind i billedet. Man kan sige “jeg som kvinde” eller “jeg som sort” osv. Hvis du siger “jeg som hvid, heteroseksuel mand”, er du allerede dømt af denne snakkende klasse.

Hanson påpeger, at en stor del af Napoleons succes skyldtes hans fokus på meritokrati snarere end familiebaggrund. Hver soldat bar en marskalstav i sin rygsæk, sagde Napoleon og viste i praksis, at det ikke bare var noget, han sagde.

Der er utallige eksempler på det modsatte. Hanson nævner blandt andet Mao og kulturrevolutionen. Men i dag marcherer rødgardisterne igen, og nu er det USA og den vestlige civilisation, der står på spil.

Kultur­revolusjonen gjentar seg, rødegardistene marsjerer igjen

Forretningsverdenen følger op på dette postmoderne vanvid.

Institutioner fra United Airlines og Federal Aviation Administration til Pentagon og eliteuniversiteter er blevet omformuleret i det post-George Floyd vækkede hysteri. Og til glæde for konkurrenter og fjender i udlandet bruger de nu andre kriterier end fortjeneste til at ansætte, forfremme, evaluere og fastholde folk.

Konkurrencen kommer ikke fra EU eller Storbritannien, som målrettet bevæger sig i samme retning.

En god pilot eller en god soldat bestemmes ikke af seksuel orientering, køn eller hudfarve, men af dygtighed og indsats. Det krænker ligheden, som kræver, at alle opnår det samme resultat. Kommunismen er åbenlys, men denne gang er den kun en camouflage for det egentlige mål: Et nyt feudalt system og globalt tyranni.

Fællesnævneren for kritiske teorier, fra kritisk retsteori til kritisk samfundsteori, er giftig nihilisme, som hævder, at der ikke findes absolutte standarder, men kun vilkårlige regler og bestemmelser, som er sat op af en privilegeret, magtfuld klasse for at udnytte “den anden”.

“Den anden” får mig til at tænke på Jean Paul Sartres begreb L’enfer c’est les autres – Helvede er de andre.

Det, Sartre siger, er groft sagt: Når jeg møder nogens blik (le regard), kommer jeg i direkte kontakt med deres indre, deres ånd. Når jeg møder nogen, opdager jeg den anden, ikke som en ting, men som et subjekt, som et individ, der ligner mig selv.

Sartre så dette som en trussel, et helvede. Men da Sartre vendte tilbage til Frankrig efter at have studeret filosofi i Tyskland i 1939, fortalte han verden, at der ikke var nogen forskel på Nazityskland og hans hjemland Frankrig.

Han kunne ikke genkende helvede i Hitler. Ikke desto mindre forblev han en slags intellektuel pave, der blandt andet argumenterede for at legitimere pædofile, en almindelig holdning blandt datidens franske intellektuelle.

DEI er at tvinge individet ind i et uønsket fællesskab. Alle mennesker har brug for fællesskab; vi er i bund og grund sociale væsener. Men mange af os ønsker selv at vælge dette fællesskab, hvad enten det er den udvidede familie, nabolaget, kirken eller fodboldklubben. Nu bliver vi tvunget ind i en makaber bestræbelse på “det nye os”, som vi aldrig har bedt om.

DEI fører USA ind i middelmådighedens rige, skriver Hanson. Det lover ikke godt, historisk set.

Gennem historien har det altid været de mest middelmådige og opportunistiske kommissærer, der dukker op, når meritokratiet forsvinder.

Vi genkender det fra det intellektuelle vraggods, som præger store dele af den akademiske verden, for ikke at tale om vores politiske ledere.

Desuden smitter denne perverse klankultur, som vi ser sprede sig som en pest, også modstandere af vanviddet.

Desværre er giftig tribalisme også som spredning af atomvåben. Når først en gruppe er blevet fuldt ud tribal, vil andre også blive det, om ikke andet så for deres egen overlevelse i en balkaniseret, hobbesiansk verden med bellum omnium contra omnes.

Det er latin for “en krig, hvor alle kæmper mod alle”. Det er den uundgåelige ende på vækkelsesideologien.

USA var så succesfuldt, fordi det tacklede masseindvandring med meritokrati og den amerikanske drøm. Nu bliver DEI og det amerikanske mareridt indført af en såkaldt elite, der hader USA og alle dem, der stadig elsker deres nation. Det betyder, at USA’s tålmodige fjender som Kina og islam kun kan sidde stille i båden og vente på, at USA og hele den vestlige civilisation ødelægger sig selv.

Der er stadig håb, men det kræver handling, konkluderer Hanson.

Vores fremtid afhænger af, hvor hurtigt vi afviser DEI-ortodoksien og simpelthen træffer empiriske beslutninger om at stoppe med at trykke penge, afskrække fjender i udlandet, håndhæve vores love, straffe kriminelle, sikre grænsen, genstarte militæret, genvinde energiuafhængighed og dømme borgere efter karakter og talent og ikke efter udseende og politik – i det mindste hvis det ikke allerede er for sent.

Hvis nogen kan få USA på rette vej, er det nok Donald Trump og den MAGA-bevægelse, han har skabt.

Det er sværere at se, hvem der kan redde Europa. Men EU-valget i juni kan også her give håbet tilbage. I det mindste er der et glimt af håb tilbage.

Købe hos Tales: Ræven går derude, mor

Købe hos Saxo: Ræven går derude, mor