Islamiske terrorangreb med mange ofre, gør et stærkt indtryk på os, men på sigt er islamisternes bedste våben demografi og den åndelige krig, som i sidstnævntes tilfælde, føres med en strategisk blanding af kommunikation og tavshed. Folk kan godt lide at fejre ramadan med dumme politikere, som er tavse om, at de vil islamisere hele samfundet.

De klogeste islamister er altså de veltalende, der undgår at ende på radaren som netop, islamister. De er søde ved deres omgivelser, men de vil have mere plads til islam, og de siger aldrig, hvornår der er plads nok til islam (tip: aldrig).

Den danske journalist Eva Gregersen, der skriver for Berlingske, har længe gennemskuet denne fidus, og under et møde i et kulturhus i Aarhus i fredags, røg hun radiovært Omar Alkhatib ud, da han nægtede at svare på, om han foretrækker liberalt demokrati eller islamisk kontrol.

Gregersen fortæller selv om processen i et langt indlæg på X:

I fredags deltog jeg i et debatmøde om ytringsfrihed på Dokk1 i Aarhus med deltagelse af Jakob v. H. Holtermann, Nina Palesa Bonde og Omar Alkhatib. Holtermann, Nina Palesa Bonde og Omar Alkhatib og med Lotte Folke som moderator.

Alkhatib er en af ​​flere værter på radioprogrammet “Det muslimer taler om” på kanalen 24syv, der også hører under Berlingske Media. Gregersen har tidligere påvist, at der er bånd mellem Islamisk Trossamfund og værterne på programmet, som Mikael Jalving i et vittigt øjeblik omdøbte til “Hvad muslimer ikke taler om”.

For et trænet øje skinner islam vidt og bredt, og i fredags ​​sagde Alkhatib, at muslimerne fylder mere, og at vi andre må rette os efter det:

Under paneldebatten udviklede Alkhatib et argument, som jeg vil opsummere som følger:

– Befolkningen i Europa bliver mere og mere muslimsk, og muslimer vil gerne fortsætte med at leve på linje med islam.

– Muslimer ønsker, at islams tekster og autoriteter skal helliges i det offentlige rum i Europa.

– Tiden er inde til at tale ærligt om dette og “forhandle”, så vi som samfund kan nå til enighed: “For forhåbentlig har alle en aftale i tankerne, eller et ønske om at nå frem til noget fredeligt.”

Under spørgerunden tog Gregersen ordet og spurgte Alkhatib:

Jeg vil gerne høre, hvad du synes om det ideelle samfund. Tror du, at liberalt demokrati er den bedste sociale model også for muslimer, eller foretrækker du en islamisk regering i henhold til islamiske regler?

Hun bemærkede selv, at hun havde brudt en slags “fortrolighedslov”:

Der var fuldstændig stille i salen, og man kunne have hørt en knappenål falde, mens vi ventede på Alkhatibs svar.

Forbrydelsen blev også straks retsforfulgt:

Han begyndte med nogle anklagende metaforer, der flyttede fokus til, hvem der havde stillet spørgsmålet:

“Jeg vil starte med at nævne en elefant i rummet. Det er, at jeg er blevet stillet dette spørgsmål før. Af Eva. I den sammenhæng har jeg faktisk allerede svaret på det.

En islamist i fåreklæder, der bliver bedt om at tage afstand fra islamisme, kan reagere på flere måder. Nogle bruger humor og svarer med et grin og med en antydning af ironi, at “ja, selvfølgelig drømmer jeg om et kalifat” eller noget i den retning.

Andre kan angribe, og det gør Alkhatib: Det er Gregersen, der er ulækker, fordi hun forsøger at stille ham i et dårligt lys:

Jeg har haft, hvad Eva kalder en “strategisk tavshed” om dette. For Eva ser det ud til, at jeg er en af ​​de muslimer blandt alle de andre muslimer, der siger én ting, men virkelig mener noget andet. Og at jeg faktisk er her på en mission. Jeg er lidt af en femte kolonne virksomhed. For at være ærlig, så er jeg faktisk ikke særlig opsat på at besvare dette spørgsmål. For det ser ud til, at der allerede er et svar. Eva har konkluderet. Så i denne sammenhæng, hvor vi talte lidt om, at vi faktisk har nogle dybere problemer, som vi skal tale om, tror jeg, at denne ‘gotcha’-retorik gør mig lidt skeptisk, for at være ærlig.”

Men han forstår selv, at dette ikke holder som et svar, og kommer til den konklusion, at demokrati og islam skal forenes:

Mens Alkhatib holdt denne tale, vendte mange af tilhørerne sig for at se på mig. Deres øjne trillede ud af deres hoveder.

Måske fornemmede han, at publikum ikke var glade for, at han afviste spørgsmålet, så han skiftede spor :

“Men jeg vil gerne – i hvert fald for publikums skyld – tage fat på, at det spørgsmål der objektivt set er et godt spørgsmål. Alt, hvad jeg har talt om i dag er netop dilemmaet med at forene de to.”

Unionen mellem demokrati og islam synes at være skabt af demokrati, der giver afkald på ytringsfriheden:

“For det er ikke indlysende, at det muslimske segment – eller den muslimske verden – anerkender præmisserne – ALLE præmisserne – for det liberale, sekulære samfund. Også her. Jeg har nu i en time sagt, at nej, som muslim accepterer jeg ikke det liberale sekulære samfunds præmisser, når det kommer til ytringsfrihed. Det har jeg lige brugt en time på at tale om. Og der er andre – der er andre – hvad skal jeg sige – gnidninger i den verden. Så det er mit svar.”

Det er slemt nok, men Gregersen mente ikke, at han havde givet et fyldestgørende svar:

Er der andre gnidninger? Hvilken overordnet samfundsmodel foretrækker han? Det er det spørgsmålet handler om, men det svarede han ikke på. “Andre gnidninger” er så vag, at den kan dække alt fra små skænderier til en rekalibrering af samfundet.

Debatten fortsatte, og til sidst blev Alkhatib konfronteret med det af Nina Palesa Bonde. Så var der pludselig noget galt med hele den offentlige debat: Det er blevet et teater, som han skal være en del af, men hvis formål ikke er at blive klogere, men at stemple.

Det vil sige: Kan jeg hurtigt placere jer i en boks med dissidenter – apropos blasfemikere – sekulære blasfemikere – eller kan jeg ikke? Og jeg ved, at det vil ske i et tilbageslag på sociale medier, ikke her. Og det er derfor, jeg siger, at dette – denne tilgang – er grunden til, at vi ikke har en offentlig muslimsk debat. Der er folk, der undgår at deltage i den offentlige debat, fordi de ved, at jeg snart bliver en brik i et eller andet spil, som jeg skal spille – en rolle, som jeg skal i gang med at spille. Hvor jeg – og i mit tilfælde har det været – for at citere: “strategisk tavshed”, tror jeg det hed, ikke? Jeg er strategisk tavs om mit ideelle samfund.

Efter hans opfattelse er muslimer politisk forfulgt, og derfra lader han spørgsmålet glide ud i sandet:

“Dette er en omvendt McCarthyisme. Der er muslimer, der påstår, at de vil Danmark, men i virkeligheden vil de noget andet. Den brutale sandhed er, at jeg ikke har noget idealsamfund.”

Men måske får han et?