I 1960’erne og op til Sovjetunionens undergang i 1991 vandt den såkaldte konvergensteori udbredelse blandt økonomer og politologer både i Vesten og i en vis udstrækning i USSR. Ideen var, at de to systemer – kapitalismen og kommunismen – var i færd med at nærme sig hinanden, således at man måske kunne håbe på en fredeligere og mere harmonisk verden i stedet for den kolde krig, der truede med at føre til et nukleart ragnarok.

Sådan gik det som bekendt ikke. Den kolde krig sluttede, fordi det sovjetiske system brød sammen.

Men nu er det måske på tide at genoplive den gamle konvergensteori. Ikke fordi Sovjetunionens efterfølger, Rusland, nærmer det system, der hersker i USA, men fordi USA begynder at ligne Rusland.

Dommer Arthur Engoron, som har idømt Donald Trump en bøde på op mod en halv milliard dollars for en opdigtet forbrydelse, der savner fortilfælde i New York, udstedte i går en ordre, som i realiteten indebærer, at han tager kontrol med Trumps selskaber. I andre lande plejer man at kalde et sådant skridt nationalisering uden kompensation.

Trump vil – indtil videre – eje i det mindste dele af sit forretningsimperium, men en ”Independent Director of Compliance” udpeget af den demokratiske dommer skal i mindst tre år overvåge alle finansielle transaktioner og virksomhedernes bogføring. Trump-organisationen bliver pålagt at forsyne dommer Engorons vagthund med månedlige bankudskrifter og advisere hende i god tid før større finansielle transaktioner.

Til brug for dommer Arthur Engoron skal der udfærdiges kvartalsvise finansielle rapporter.

Hermed er forretningshemmeligheden afskaffet, og Trump-organisationen er i realiteten overtaget af agenter for New Yorks demokratiske parti. Og i sidste ende for Joe Bidens bagmænd. Man skal nemlig være en meget stor idiot, hvis man ikke forstår, at alle retssagerne mod Trump er beordret og koordineret fra Det Hvide Hus. New Yorks justitsminister, Letitia James, lagde da heller ikke skjul på sine hensigter, før hun blev valgt. Som hun stolt erklærede, var hendes mål at knuse Trump ved at finde et eller andet at hænge ham op på. Og man kan nu nemt forestille sig, at James og hendes ven, Arthur Engoron, vil finde noget i Trump-organisationes rapporter, som de kan bruge til totalt at ruinere Trump og helst sætte ham i fængsel resten af hans levetid – som jo har været det demokratiske partis drøm hele tiden.

Det system, som det demokratiske parti – herefter PARTIET – er i fuld gang med at indføre, er ikke til at skelne fra tilstandene i Putins Rusland. Ligesom USA kalder Rusland sig kapitalistisk og demokratisk, men begge steder er det en kapitalisme og et demokrati af en særlig type: Folk har skam lov at drive virksomhed, men inden for de politiske rammer, som Partiet udstikker. Bliver man en trussel mod Partiets magtmonopol, bliver man knust. Det har mange russiske oligarker måttet sande, før de faldt ud ad et vindue eller havnede i fængsel.

I USA er Partiet allerede i gang med at udhænge enhver, der opponerer mod Biden-regimet, som højreekstremist, racist eller kvindehader – eller hvad det for tiden er moderne at kalde folk, man ikke kan lide. Trump er en ny Hitler, siger regimets talsmænd, og alle ved jo, at man burde have elimineret Hitler, længe før han kom til magten.

Under det étparti-vælde, som det demokratiske parti efterstræber, handler politik ikke om politik i den gammeldags forstand. Magthavernes handlinger har intet med folkets tarv eller landets fremtid at gøre, men er udelukkende dikteret af herskernes magtinteresser. Man gør, hvad der skal til, for at holde kritikere nede.

Når magthaverne puster sig op med deres snak om ”klimaet”, menneskerettighederne eller deres kærlighed til nymodens seksuelle variationer, handler det hverken om klimaet, rettigheder eller sex, men om et skuespil, som de opfører for at binde godtroende borgere historier på ærmet.

Politikerne ville næppe have haft held med dette amatørteater uden hjælp fra medierne, der i USA som her altid står klar til at lyve for at behage deres herrer.