Der blev slået på krigstrommer før EU-topmødet torsdag og fredag. EU-præsident Charles Michel advarede om, at EU ville blive nødt til at gå over til krigsøkonomi for at imødegå truslen fra Rusland. Men topmødet kunne ikke blive enige og fødte en mus. Der er simpelthen ingen politisk vilje i EU til at tage de nødvendige skridt.

Michel var meget højrøstet og skrev i en artikel, der blev offentliggjort i flere aviser, at EU var nødt til at indføre en “krigsøkonomi”.

“Nu, hvor vi står over for den største sikkerhedstrussel siden Anden Verdenskrig, er det på høje tid, at vi tager radikale og konkrete skridt for at være forberedt på forsvar og sætte EU’s økonomi på ‘krigsfod’,” skriver Michel.

I en artikel, der er offentliggjort i en række europæiske aviser, går EU-præsidenten endnu længere.

“Hvis vi ønsker fred, må Europa forberede sig på krig. Hvis vi ikke giver Ukraine nok støtte til at stoppe Rusland, bliver vi de næste,” skriver Michel.

Men truslen, reel eller indbildt, var ikke nok til, at topmødet kunne træffe en beslutning. EU har lovet 5 milliarder euro til Ukraine. Holland og Tjekkiet står i spidsen for en gruppe, som siger, at de har fundet 800.000 artillerigranater i udlandet og er i gang med at indsamle penge. Politico har talt med en diplomat, som ikke lægger skjul på fiaskoen.

»Lad os være ærlige: Der er ikke blevet truffet nogle reelle beslutninger om finansiering af forsvar,« sagde EU-diplomaten.

Nogle EU-ledere udkrystalliserer sig, som ønsker at tage handsken op og gøre løftet om at støtte Ukraine til den bitre ende til mere end bare tomme ord. En af dem er den danske statsminister Mette Frederiksen. Hun er som en jernkansler. Hun kritiserede det manglende engagement i Ukraine tidligere på ugen på Christiansborg.

Her sagde hun, at »samlebåndene kører i Rusland 24/7, og den diskussion, jeg hører mest om i Europa, er, at vi gerne vil arbejde mindre«.

»Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret, fordi russerne kommer. Altså russerne går ikke hjem,« sagde hun videre på konferencen.

Frederiksen mener virkelig, at EU skal gå over til krigsøkonomi. Det er der ikke mange, der synes, når det kommer til stykket. For de fleste er det bare tomme ord. Men Frederiksen vil tugte befolkningen på både krig og grøn omstilling.

»Vi står ved begyndelsen af en ny æra. Jeg tror ikke, vi vender tilbage til det Europa, der var, inden Ukraine blev angrebet,« sagde Mette Frederiksen.

Ifølge statsministeren kræver det store og svære politiske beslutninger på områder som forsvar, teknologi, grøn omstilling og energi, der alle spiller sammen i arbejdet mod at sikre Europa til fremtiden.

»Jeg er ikke sikker på, at vi alle sammen i Europa har den der fornemmelse af, hvad vi står overfor. Jeg har til gengæld en ret klar fornemmelse af, at russerne ved, hvad det er, de står over for,« sagde Mette Frederiksen.

Hvad er Frederiksens instinkt? Hvad er hun villig til at gøre for at ændre europæernes mindset? Hvilke byrder er hun villig til at lægge på deres skuldre? Det virker næsten, som om Frederiksen er en politiker, der tiltrækkes af de store og svære ting: Mink-sagen, hvor hun slagtede Danmarks minkbestand uden lovligt grundlag, retsforfølgelsen af chefen for Politiets Efterretningstjeneste Lars Findsen, og nu den store opgave: Krig mod Rusland.

Et af EU’s problemer er, at traktaten forbyder EU at investere i forsvar. Det er en opgave, der påhviler medlemslandene. Men traktater kan ændres, og det diskuterer man nu.

EU er ikke en militærunion og skal slet ikke være en konkurrent til forsvarsalliancen NATO.

Derfor har det tidligere for mange EU-lande været helt utænkeligt at tale om, at EU skulle investere i våben – og slet ikke dem, man kan bruge til at slå andre ihjel med.

Ordret lyder bestemmelsen, at EU ikke må støtte »operationer, der har militære eller forsvarsmæssige implikationer«.

Men krigen i Europas baghave har ændret på mentaliteten. Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre at fortolke traktaten på en anden måde.

Det er mærkeligt, at denne forhindring først kommer på dagsordenen nu efter to års krig. Det tyder ikke på et særligt stærkt ønske om at gøre EU til en militærmagt. Men nu er det blevet relevant. Ukraine er ved at tabe krigen.

Som det er i dag, skal EUs 27 stats- og regeringschefer hver gang sætte penge af til Ukraine uden om budgettet i særligt oprettede fonde, og beslutningerne kræver enstemmighed.

En ny fortolkning vil betyde, at man kan snige sig uden om det problem, at der kan sidde ét EU-land – ofte Ungarn – og nedlægge veto mod beslutninger i forhandlingslokalet, som de resterende 26 lande ellers er enige om.

»Det vil absolut være banebrydende. Det kunne ændre enormt meget,« sagde en kilde til Financial Times, som har været tæt på forhandlingerne.

Hvis man sammenligner Charles Michels udtalelser om “krigsøkonomi” med topmødets ubeslutsomhed, er svaret indlysende: Det nuværende EU har ikke manøvredygtighed nok til at gøre Unionen til en militærmagt. Hvis det skal ske, er der brug for flere politikere som Mette Frederiksen.

Hun vil. Hun vil også få befolkningen til at begejstres for et grønt skifte. Hun har en urokkelig tro på sin egen vilje og evne til at gennemføre. De andre mangler begge dele.

Det er “ydmygende” for Europa.

t lykkedes ikke EUs ledere at blive enige om, hvor pengene til Ukraine skal komme fra på topmøde i Bruxelles. Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at det ikke er alle i Europa, der har forstået truslen fra Rusland.