En politibetjent giver en kvinde en bøde for at bære bikini på en italiensk strand, 1957

Det er blevet populært blandt borgerlige at være politisk liberale og konservative privat. Udadtil vil de gerne være liberale, indadtil er de mere konservative. For nylig udgav den tidligere direktør for den liberale tænketank Cepos Martin Ågerup en bog med netop denne præmis, og forleden skrev Dennis Nørmark, der er en glimrende forfatter af populærvidenskabelige bøger om ledelse, velfærdsstat og bullshit, en kronik om udlændingepolitikken op igennem 00’erne, som åbenbart ødelagde borgerlighedens sjæl: »Vi blev så sygeligt optaget af islam og indvandring, at vi glemte alle andre politikområder.«

Det er lige før, man fælder en tåre. Diskussionen om indvandring, islam, terror og demografi må have været hård for Dennis Nørmark. Men nu fattes han atter mod:

»I dag ved jeg, at jeg er politisk liberal, men personligt konservativ. For politik handler om magt over andre og her mener jeg, at man skal bestemme så lidt som overhovedet muligt. Jeg kan personligt godt have konservative grundværdier omkring familie, personligt ansvar, patriotisme, kulturel dannelse og borgerlige dyder, men forskellen er, at jeg ikke kunne drømme om politisk at tvinge andre til at mene det samme.«

Argumentet bygger på en stråmand. Der er ingen konservative mennesker, der vil tvinge andre til at blive ligesom dem selv. Til gengæld findes der konservative mennesker, der ikke skyer spørgsmålet om offentlig moral, normer og vaner som ild, men i stedet forsøger efter bedste evne at give en forestilling om, hvad det gode liv indeholder, krop og gestalt. Og ønsker at give den videre til næste generation.

Det er noget andet end at tvinge andre mennesker til at blive konservative.

Dennis Nørmark, Martin Ågerup m.fl. har med andre en meget firkantet forståelse af magt. Magt er noget, der har med staten at gøre, dvs, med tvang og politik at skaffe. Man skal imidlertid blot betragte en nedringet kvinde i byen en fredag aften – og hendes mandlige omgivelser – for at forstå, hvor forkert det er. Magt kan sandelig være mange ting, herunder en stemning, en oplevelse, en begivenhed og meget andet.

De politisk liberale, private konservative meningsdannere griber i deres bøger tilbage til den amerikanske universitetsprofessor John Rawls (1921-2002), som for 50 år siden var med til at genoplive den politiske filosofi i Vesten.

Amerikanerens teori om retfærdighed som fairness er overraskende simpel. Retfærdighed som fairness udspringer af menneskerettigheder, de er sande og retfærdige, fordi de garanterer det autonome individ som et mål i sig selv med adgang til frit valg og materielle goder. Hvis blot man sikrer mennesket dets rettigheder og sørger for en vis økonomisk omfordeling via staten, har man i grunden skabt et fair samfund for alle.

Spørgsmålet om det gode liv stilles slet ikke af Rawls. Det giver slet ingen mening. Det gode liv er summen af de valg, det autonome menneske selv træffer, punktum.

Ifølge denne forståelse af menneske og samfund kan man således sagtens være politisk liberal og privat konservativ. Det gode liv må man selv afklare. Apropos definitioner, så er det meget vanskeligt at finde en sætning, der definerer vor tid mere end netop denne. De liberale er med andre ord langt mere i pagt med tiden, end de selv tror.

Lyt igen til Dennis Nørmark, når han freestyler over Rawls eller (måske snarere) den store romantiske Rousseau. Uanset hvad er det således, en stor del af tidsånden taler i dag:

»Jeg er kommet frem til, at der bør være så lidt politik i samfundet, som det overhovedet er muligt, fordi jeg, blandt andet som antropolog, har erfaret, at mennesker over alt i verden kan utrolig meget sammen, når blot de får lov.«

Nu er spørgsmålet så, om den normative neutralitet – og så lidt politik som muligt – hjælper mennesker til et meningsfuldt liv i det 21. århundrede, hvor snart sagt alting er blevet et spørgsmål om personlige præferencer, følelser, smag og behag?

Og hvorvidt samfundet, altså vores konkrete, europæisk-skandinaviske samfund, i længden kan hænge sammen med så tynd en lim, f.eks. i mødet med en massiv arabisk, muslimsk og somalisk indvandring og klankultur, som den vi – helt frivilligt – har udsat Vesteuropa for – og med garanti vil få endnu mere af?

I lyset af den seneste generations tiltagende ødelæggelse i åbenhedens navn fremstår det mildest talt som et naivt eksperiment blot at overlade samfundet til demografi og skæbne i troen på, at mennesker kan så utroligt meget sammen, når blot de får lov.

Jeg kunne også have brugt et stærkere adjektiv end naivt.

Af Mikael Jalving